Siden sidst: strøtanker

Dav Nina!

Jeg kommer flyvende denne mandag med en lille liste af strøtanker/oplevelser fra den seneste tid. Du kan lige læse udkastet til listen fra mine noter på mobilen:

  1. noget om vejret
  2. noget om udveksling
  3. de gode cykelgutter
  4. min nye lampe

Genialt ikke? Jeg kan tydeligvis noget med ord – det danske sprog er som blødt metal i mine hænder, og med det smeder jeg de skarpeste sværd, du kan forestille dig. Eller noget.

Nå, tilbage til listen.

Noget om vejret
Det er noget med, at danskerne snakker helt vildt meget om vejret. Mere end andre lande, har jeg hørt. Jeg har ingen kildehenvisning på denne information, og det beklager jeg.
Her på det seneste har det jo været formidabelt vejr. Jeg ved ikke, om du har opdaget det? Solen har skinnet en liiiiiille smule.

Og folk kan fucking slet ikke få armene ned over det! Det er vanvittigt! Begejstringen vil ingen ende tage. Menneskemængder kaster sig ned på hver græsplet, de kan finde, og temperaturen bliver tilføjet på samtlige insta-stories.

Den her video jeg så på mit Facebook-feed opsummerer det hele meget godt. Selvom de måske overdriver en lille smule. For det er jo dejligt vejr! Og det skal nydes!

Jeg har virkelig tænkt meget over det med vejret. Der hvor jeg kommer fra (livet som landmandsdatter), har vi også altid snakket meget om vejret. Men der er definitionen af ‘godt vejr’ lidt anderledes. Dér kan godt vejr også være regnvejr. Eller overskyet. Nogle gange skal det bare være helt vindstille, så far kan sprøjte (ja, han er sådan en slem landmand, der ødelægger naturen. uha uha).
Efter jeg er flyttet til København, kan jeg godt se, at min egen indstilling til vejret har ændret sig lidt. For fuck, hvor jeg elsker det her solskin! Jeg har bare lyst til at være uden for hele tiden. Men samtidig sidder der stadig lidt bonderøv i mig, som fnyser lidt over københavnernes afhængighed af solskin. Men så igen – i eftermiddag sad jeg bare og hørte musik i tre kvarter nede i gårdhaven med en iskaffe. Bare fordi solen skinnede – så måske skal jeg lade være med at pege fingre. Det er generelt en ret dårlig vane, folk kigger altid sådan, når jeg peger på dem.

Jeg sad måske også i solen og lavede ingenting som en lille overspringshandling. For der i virkeligheden noget, jeg hellere skulle bruge min tid på. Hvilket leder mig videre til næste punkt.

Noget om udveksling
Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive her. Tror mest det er fordi, JEG SKAL FUCKING SKRIVE ANSØGNINGER TIL UDVEKSLING! Det stresser jeg lidt over, som du måske kan fornemme ved min brug af Caps Lock. Så det er en ret permanent strøtanke lige for tiden. Hvis permanente strøtanker ikke er et oxymoron. Som forresten er et skønt begreb.

De gode cykelgutter
Det her er bare en herlig oplevelse, jeg havde den anden dag. Jeg cyklede hjem efter at have set Avengers: Infinity War i Empire Bio (som jeg muligvis skriver en Anne Anmelder om? Overvejer det). Det var i onsdags – og derved dagen før en fridag (Kr. Himmelfart). Så der var god stemning på Nørrebrogade kl. 22.45. Omkring Nørrebros Runddel ender jeg bag to kammerater, der tydeligvis er på vej hjem efter et par bajere. Der er god stemning.

En af fyrene begynder højlydt at synge titelsangen fra den klassiske serie Beverly Hills 90210. Dén er jo ret svær at synge – eftersom der ikke er noget tekst, men han formåede alligevel at gøre det ret godt. Derefter slår han over i denne klassiker af Linkin Park. Virkelig vidunderligt nummer – jeg havde helt glemt det. Jeg blev i så godt humør af at køre bag dem. Samtidig med at jeg følte mig lidt som en creeper, ved at cykle bag dem og lytte.

Senere gik han videre til ‘banke banke på’ vitser. Som jo virkelig er en humoristisk guldgrube. Jeg hørte desværre kun pointerne. Og så var det ikke lige så sjovt?
Det var dog ret sjovt da én af pointerne var titlen på Britney Spears hittet ‘Oops!… I Did It Again” – fordi de bare begyndte at synge den. Virkelig også en skøn sang!

Hans kammerat agerede et godt publikum under hele showet – også selvom han skulle koncentrere sig om at cykle. Det var en skøn tur hjem til Brønshøj, det må jeg sige.

Min nye lampe
Sidste punkt på listen er virkelig kort. Jeg har fået en ny lampe, som min far har lavet til mig ud af gren, fra et væltet træ på gården. Den er jeg virkelig glad for, og jeg vil gerne vise dig den. Se!

dsc_1584 dsc_1565

Er den ikke pæn?? Det var alt for denne gang. Nu går jeg i seng. Godnat!

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ’sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.

Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn

Dav Nina

Se lige mig – back so soon! Og du kan godt glæde dig. Jeg har haft en vanvittig oplevelse i vandtårnet i dag (nyd lige min alliteration), og jeg er virkelig begejstret for at dele den herinde.

Som du måske husker fra det her indlæg, er jeg ret fascineret af Brønshøj Vandtårn. Det er lidt bydelens varemærke og generelt bare et spændende stykke arkitektur.

Muligheden for at komme en tur ind i det dukkede op på mit Facebookfeed. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde postet det, og den side følger jeg meget med i. Brønshøj er virkelig blevet en underlig stor del af min identitet efter, at jeg er flyttet herhen. Jeg går sgu op i, hvad der foregår i mit lokalområde.

Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg straks trykkede ‘interesseret’, så jeg kunne huske at købe en billet. Ja – jeg har brugt penge på at komme på besøg i vandtårnet. Det er muligvis de bedste 50 kr. jeg nogensinde har brugt. Jeg tog 108 billeder på den time arrangementet varede samtidig med, at jeg desperat prøvede at ‘være tilstede’. Det er svært både at tilgodese min trang til at dokumentere alt jeg oplever og mit mål om at ‘leve i nuet’. Jeg tror det lykkedes nogenlunde.

Nu skal jeg nok fortælle, hvordan hele arrangementet løb af stablen.

Vi blev alle sammen budt velkommen i Søjlerummet. Der var lovet en øl/vand (inkluderet i billetprisen), og der må jeg sige, at jeg var godt tilfreds. Der var ingen øl – til gengæld var der hvidvin og chips. Helt vidunderligt.

dsc_1442dsc_1431

Jeg ved ikke om, det gennemsigtige væske var vand/sodavand. Jeg holdt mig til hvidvinen. Duh.

Nu tænker du måske – hvorfor hedder det Søjlerummet? Det skal jeg vise dig:

dsc_1429dsc_1435

Det giver ret god mening nu, ikke?
Nå, men så står vi der og drikker hvidvin. En rar mand fra lokaludvalget fortalte lidt om vandtårnet – nogle af de sjove facts, kan jeg godt lige videregive.

Lidt om vandtårnet:

  • Byggeriet startede i 1928 og vandtårnet stod færdigt i 1930.
  • Det er stadsarkitekten Ib Lunding, der står bag vandtårnet. Eller, han byggede det nok ikke helt selv. Men han lavede nogle flotte tegninger af tårnet. Klik her og her for at se nogle af hans tegninger fra Københavns billedarkiv. Der er også billeder af opførslen – se her, her, her og her. Og så skal jeg nok lade være med at linke til flere ting i det her indlæg.
  • Tårnet er 34 meter højt.
  • Søjlerummet har en genklang på ca. 15 sekunder. Det vil sige, at det tager 15 sekunder før en lyd har ‘rejst’ fra bunden af tårnet, til toppen og tilbage igen. Jeg kan afsløre, at flere af deltagerne lige fik testet det ved at sige sjove lyde. Ret underholdende.
    Akustikken i Søjlerummet skal i fremtiden udnyttes endnu mere til forskellige koncerter. Generelt er tanken, at vandtårnet skal integreres som kulturhus. Det kan blive ret vildt, tror jeg.

Efter en lille introduktion til tårnet og dets historie, var det tid til at gå opad! Der er en vindeltrappe i midten af tårnet, som går hele vejen op. Jeg holdt godt fast i gelænderet, kan jeg afsløre.

dsc_1450

Oppe under taget ligger Teknikrummet. Her kan man stadig se de gamle vandrør, og der er små koøjer med udsigt over hele København.

dsc_1489

dsc_1492-2

Sidste del af vandtårnet er selve vandtanken. Der er selvfølgelig ikke vand i. Og der var heller ikke noget lys. Der var bare en stige ned i mørket.

dsc_1501

Nu tænker du muligvis – det var da en lidt kedelig afslutning på vandtårnsturen? En stige ned i mørket?
Don’t worry. Der er mere endnu. Kan du huske, at jeg skrev at Teknikrummet ligger under taget (det håber jeg, for det er ikke ret lang tid siden, du har læst det)? Hvor tror du så, vores tur fortsatte hen efter Teknikrummet?

Jeg håber, du kan gætte det.
Turen forsatte op på taget! OMG OMG OMG. Det var så vildt.
Vi fik lov til at gå rundt på toppen af vandtårnet! Jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

dsc_1509

dsc_1523

Er det ikke nice? Man kunne se alle mulige steder hen. Jeg kunne se min lejlighed, Grundtvigs Kirke, Rådhustårnet, Øresundsbroen og tårnet i ZOO! Og alle mulige andre ting, jeg ikke lige kunne se, hvad var. Det var så smukt! Og totalt heldigt, at vejret var SÅ godt.

Jeg var så begejstret, at jeg blev nødt til at få foreviget, at JEG var til stede på det tag. Så jeg spurgte en rar familiefar, om han ikke ville tage et billede af mig. Og selvfølgelig ville han det.

dsc_1519

Billedet blev desværre ikke vildt godt – men det var 100 procent ikke fotografens skyld. Her kan man også lige se årsagen til, hvorfor den her blog ALDRIG kommer til at handle om mode.

Alt i alt – Brønshøj Vandtårn er et herligt sted. Vild arkitektur, akustik og udsigt. Jeg er fan.

 

65×90

Dav Nina

Jeg har kastet mig ud i endnu et projekt, jeg ikke ved, om jeg kan klare. For nogle uger sider havde jeg forvildet mig ind i min lokale Tiger-butik. Det gør jeg en gang i mellem, af to grunde: fordi det er billigt, og fordi jeg altid bliver inspireret til at prøve noget nyt, når jeg er der.

Nu lyder det næsten som om Tiger betaler mig. I wish. Hit me up Tiger! Jeg er ikke for fin til, at lave sponsorerede indlæg. Please giv mig penge. Jeg elsker jeres butik. Selvom jeg ikke kalder den ved dens korrekte navn – Flying Tiger. Dét har jeg altså ikke vænnet mig til endnu.

Nå, det var lige et desperat sidespring. Tilbage til sagen.

Jeg har købt mig et lærred. Et rigtig stort lærred. Det største jeg nogensinde har malet på. 65 x 90 cm er det. Jeg har en meget hvid væg i soveværelset/stuen/spisestuen/kontoret (livet i en etværelses), som jeg gerne vil have noget kunst op på. Jeg har i lang tid tænkt, at jeg ville investere i nogle andres kunst. Men før jeg havde set mig om, stod jeg oppe ved kassen i Tiger og sagde: “jeg skal bare bede om det her,” mens jeg langede lærredet op på disken. Sådan et lærred er ikke særlig handy fyi. Men det var billigt.

Så gav jeg mig straks i kast med at finde ud af, hvad fanden jeg skulle male. Der viser internettet sig endnu en gang fra sin bedste side. Pinterest er jo et vidunderligt sted, og der brugte jeg lige en time på at scrolle og lave et board – tjek det ud.

Jeg vil gerne lave et landskabsmaleri, uden for mange detaljer. Lidt abstrakt. Jeg prøver virkelig at gøre det så nemt som muligt for mig selv.
En aften forsøgte jeg mig også med et par skitser. Det kom til at se sådan her ud:

dsc_1408

Og så gav jeg mig ellers i kast med kæmpelærredet. Med en smule succes. Jeg er startet med himlen (fordi den skal være bagerst i billedet – det er sådan noget, man lærer på den hårde måde), og allerede er jeg lidt utilfreds. Maleriet skal hænge på en kridhvid væg, så jeg synes, det ser lidt for lyst ud. Jeg vil prøve at gøre himlen lidt mere mørk og dyster. Forhåbentlig dyster på en pæn måde.

dsc_1423

Efter at have skrevet lidt om det her projekt, har jeg fået helt lyst til at forsætte! Det er vel ikke en dårlig idé kl. 21:06 på en mandag? Der er sikkert en eller anden regel med, at man helst skal male i dagslys. Men fuck reglerne! Rules are meant to be broken!

Not. Regler bliver skabt for at blive overholdt – og jeg elsker at overholde regler. Kald mig en regelrytter. Kald mig en dengse. En duks. Jeg kan tage det. For det er 100 % rigtigt. For nylig havde jeg glemt at pakke mine cykellygter, så jeg blev nødt til at køre hjem til Brønshøj fra Amager uden lys. Angstsvedte hele vejen – hver gang en bil overhalede mig, troede jeg, at det var en politibil.*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*Her vil den opmærksomme læser bemærke, at jeg var mest bange for politiet. Jeg var ikke rigtig bekymret for at blive kørt ned. Man kunne også undre sig over, at jeg ikke trak hjem eller tog med offentlig transport, når nu jeg er sådan en regelrytter. Jeg har ingen god undskyldning. Måske er jeg slet ikke så stor en dengse, som jeg tror?

Med det i tankerne, vil jeg give mig til at male – i dårlig belysning – bare fordi. Fuck reglerne!

 

Re: Postkort fra Malaga

Dav Nina!

Hvor var det hyggeligt at læse dit virtuelle postkort. Det så ud som om, det var en herlig tur. Og du havde fortjent det! Det er altså rart med noget ferie, når man arbejder gratis. Jeg er også blevet benådet med fri i hele påskeugen.

Det er dog ikke blevet til nogle eksotiske eskapader. Jeg har selvfølgelig været et smut forbi Sydsjælland og mine forældre. Der har jeg været her i weekenden. Resten af tiden har jeg tilbragt hjemme i Brønshøj.

Jeg havde selvfølgelig store planer for mine fridage. Jeg skulle vaske vinduer, løbe ture og begynde på min praktikopgave. Og det er jo åbenlyst, at jeg ikke fik klaret én eneste af de ting. Jeg prøver ikke at skamme mig for mig over det.

Til gengæld har jeg været i IKEA. Og det er en fucking sejr i sig selv. Det må opveje for, at jeg ikke fik klaret de andre ting. Målet med turen til IKEA var, at jeg skulle skaffe mig en bogreol. Jeg vil gerne have alle mine bøger herind – de står lige nu på gården hos mine forældre. Og jeg savner dem allesammen. Selv Twilight-serien.

Så jeg fik skaffet mig en reol. Og bygget den. Den proces har været den mest veldokumenterede i forhold til visuelt materiale til et virtuelt postkort. Så det bliver mit bidrag til postkortet.

Nedenunder kan du se en række billeder fra processen. Det blev ikke til så mange, før jeg indså, at det ville være LOL at filme noget af processen. Efterfølgende har jeg erfaret, at man ikke bare kan uploade videoer til bloggen? Og jeg har det mærkeligt med at uploade videoer til Youtube. Det bliver sgu for meget af det gode. Så i stedet kan du klikke her, her og her for at se 3 klip af mig, der forsøger at samle en reol. Samtidig med at jeg beretter højlydt om processen. Det virker måske lidt overdrevet, men jeg snakker virkelig så meget med mig selv. Det er lidt pinligt. Eller en af mine stærkeste karaktertræk – ingen ved det.

 

dsc_1411
Foto nr. 1 – Jeg har ryddet en plet i lejligheden til den nye reol.

dsc_1412
Foto nr. 2 – Her står der meget tydeligt, at man IKKE må samle reolen alene. Men jeg er meget selvstændig. så det kan jeg selvfølgelig sagtens! Fuck the patriarchy!

dsc_1414
Foto nr. 3 – I fuld gang, jeg holder lige pause på sengen.

dsc_1415
Foto nr. 4 – Det (halv)færdige resultat! Jeg indså hurtigt efter at have rejst reolen op, at gulvet er for skævt, og at jeg bliver nødt til at få sat reolen fast i væggen. Men det bliver jeg nødt til at få hjælp til. For jeg har ikke en skruemaskine. Eller skruer. Så… Ikke så meget fuck the patriarchy. Men fuck the patriarchy en lille smule, for jeg er meget stolt af, AT JEG SELV KUNNE SAMLE OG REJSE DEN REOL! Skud ud til mig.