ung og uambitiøs

Dav Nina!

Tak for sidst! Det var så skønt at se dig i virkeligheden. Det var jo faktisk første gang, at vi var sammen bare os to. Er det lidt underligt? Jeg har det som om, vi har tilbragt mange timer sammen. Men det har vi selvfølgelig også, hvis man tæller timerne DMJX med.

I hvert fald var det virkelig hyggeligt! Og det bringer mig også til dagens emne. Vi snakkede lidt om ambitioner og fremtidsplaner, da vi så hinanden tidligere på ugen. Vores praktikforløb er ved at være ved vejs ende, og vi skal snart tilbage på skolen. Min hjerne er indrettet således, at jeg altid bliver frygtelig reflekterende, når jeg skal til at afslutte/begynde noget. Så du kan jo godt forestille dig, at der er rigeligt med aktivitet efter snart et halvt år i praktik hos Lær for Livet.

12-tals-pige: fy for den lede rødbede
Noget, jeg især har tænkt på i de sidste par uger, er ambitioner. Jeg har altid karakteriseret mig selv som en ambitiøs ung dame. Det har nok i for høj grad været baseret på baggrund af mine præstationer i folkeskolen og gymnasiet. Det at være 12-tals-pige kan godt stige en til hovedet. Jeg har i hvert fald tidligere brugt begrebet som en beskrivende faktor af min personlighed. Hvilket jeg godt kan se nu er fucking arrogant og uklogt. Mine karakterer siger ingenting om mig. Det har vi også snakket meget om Nina – det med karakterer. Jeg er helt holdt op med at sige de tal, jeg får tildelt, højt for andre mennesker. Karaktererne skal ikke have magten over mig længere.

“Du skal nok blive til noget stort, Anne!”
Er det ment som rosende ord eller en kommando? Skal jeg blive til noget stort? Eller må jeg godt selv vælge? Og hvem fuck har nogensinde sagt det til mig? Jeg kan ikke sætte finger på en situation, hvor jeg har fået det at vide. Jeg tror det kommer indefra. Når man klarer sig godt i skolen, så skal man blive til noget stort. Den logiske slutning har jeg selv lavet. Jeg har i mange år haft en forestilling om, at jeg skulle blive til noget stort. Noget vigtigt. Noget ambitiøst.

Indtil nu.
Jeg kan ikke forklare præcist, hvad det er, der har gjort mig uambitiøs. Jeg er nok heller ikke blevet helt uambitiøs. Jeg har bare fået nogle andre ambitioner. Jeg vil ikke længere have et vigtigt job med meget magt og prestige. Det står i hvert fald ikke øverst på listen. Øverst på listen står der: jeg vil være glad.

Listen: 

  • Jeg vil være glad
  • Jeg vil arbejde med mennesker, jeg har det godt sammen med
  • Jeg vil arbejde med noget, jeg tror på og kan stå inde for
  • Jeg vil have tid til at holde fri og ikke arbejde 60 timer om ugen
  • Jeg vil udfordres

Jeg kan godt afsløre, at jeg har fået alle tingene på Listen mens jeg har været i praktik hos Lær for Livet. Det er ret fedt og vildt. Og vanvittig heldigt.

Mine tanker omkring ambitioner kommer også af at have brugt meget tid på at scrolle ned gennem LinkedIn. Der vrimler det med ambitiøse mennesker, der laver alle mulige seje ting. Måske er jeg bare fucking jaloux på dem? Det har jeg også overvejet. Måske har jeg bare indset, at jeg aldrig bliver til noget stort, og i stedet for at vræle over det, prøver jeg at få det til at lyde som om, det var min egen idé. Jeg kan godt leve med det, hvis det er tilfældet. Hvis jeg ikke bliver kommunikationschef eller starter mit eget bureau, så skal det nok gå alt sammen.

Bitter på individualismen
Med fare for at lyde som om en bitter gammel dame, laver jeg lige en kæmpe generalisering af det samfund, vi lever i. Så er du advaret.

Vi er rigtig gode til at fremhæve den unikke og individuelle præstation. Vi hylder talenterne og læser biografier om store mennesker, der har gjort en forskel i verden.
Men vi kan jo ikke alle sammen rende rundt og være vidundervoksne, der starter eget firma, opfinder nye teknologier eller blogger om vores holdninger (ups..).
De fleste geniale og gode ting, der bliver skabt i verden, bliver skabt i fællesskab. Det kan man bare nemt komme til at glemme, når man kigger på, de mennesketyper vi idoliserer og hylder. Jeg vil gerne hylde fællesskabet lidt. Dem der skaber noget sammen! Skud ud til dem! Og mind lige dig selv om, at det ikke gør noget, hvis du ikke er CEO i dit eget firma med millionoverskud inden du fylder 30. Du er ikke en fejl. Du kan godt være succesfuld, selvom succesen er, at du er glad for at gå på arbejde. Eller at du er glad for at holde fri.

Ung og uambitiøs! Det er okay!

   

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (REAL TIME)

Dav Nina!

Jeg kan jo ikke andet end at lytte til din anbefaling om at kopiere dit indlæg fra den anden dag. Så her har du fem ting, du ikke vidste om mig, som jeg også selv har opdaget for nyligt.

  1. Da jeg læste om, hvor hurtig en cyklist du er, gik det op for mig, at jeg er den langsomme cyklist, du overhaler. Jeg hader at cykle alt for stærkt. Indrømmet, jeg overhaler også en gang i mellem. Men oftest bliver jeg bare hængende i indersporet – bag alle de andre, der heller ikke gider at cykle hurtigt. Puha, jeg lyder som en gammel dame.
  2. Når jeg er træt og har en fridag – så jeg laver ikke noget. Det har jeg fået bekræftet i dag. Jeg havde ikke snakket med et andet menneske i over 24 timer, indtil jeg gik over i Superbrugsen for at købe popcorn. Og der fik jeg kun sagt ‘ja tak’ til, at jeg gerne ville have kvitteringen. Ellers har jeg kun snakket med mig selv. Efter at have været sammen med andre mennesker i så lang tid på Folkemødet, er jeg simpelthen nødt til at lukke ned. Så jeg kan blive klar til at opføre mig (nogenlunde) anstændigt, når jeg i morgen skal tilbage til virkeligheden.
  3. Efter jeg er flyttet hjemmefra, har jeg fundet ud af, at jeg nogle gange har brug for at græde lidt. Få renset ud i tårekanalerne. Ikke nødvendigvis fordi jeg er frygtelig ked af det – en gang i mellem trænger jeg bare til en tudetur. Det var derfor jeg så The Last Song i går. Den kan jeg næsten altid græde til. Du har muligvis ikke set den Nina – men det er Miley Cyrus post Hannah Montana men præ Wrecking Ball og weed (som hun nu også er holdt op med). Virkelig en magisk periode! Plottet er selvfølgelig ret dumt, og den har heller ikke vundet nogen Oscar. Men jeg får altid våde øjne, når jeg ser den. I går fik jeg grædt rigtig godt igennem til den. Især denne her scene rammer mig ekstra hårdt. Miley Cyrus’ far i filmen (spillet af Greg Kinnear) er lige død – kæmpe spoiler – og sønnens reaktion er bare så hjerteskærende.
    Jeg kan også altid græde til videoklip af soldater, der kommer hjem til deres familie/kæledyr/partnere. Det går lige i hjertet.
  4. Du nævnte din indre kamp mellem Komfort-Nina og Smarte-Nina. Der har jeg opdaget, at jeg er 95 % Komfort-Anne. Smarte-Anne er en lille hvisken i mit baghoved – og jeg lytter sjældent til hende. Jeg vil altid gerne have det behageligt og være klædt praktisk på. Det har blandt andet resulteret i, at de ECCO-sandaler, jeg i sin tid købte for at tage med på vandretur til Skotland, er blevet mine hverdags-sandaler. Mine søde kolleger hos Lær for Livet har kun drillet mig en smule med dem. Men på en kærlig måde. Tror jeg.
  5. Jeg har lige læst de fire ovenstående ting, og jeg må fremhæve min pointe fra ting nr. 1 – jeg lyder virkelig som en gammel dame. Der er i hvert fald træk ved mig som er lidt kone-agtige. Mine ECCO-sandaler er et godt eksempel. Eller det faktum, at jeg allerbedst kan lide at have kort hår – fordi det er nemmest at pleje. Jeg elsker Matador-serien. Jeg kan virkelig godt lide at bage og glæder mig absurd meget til næste sæson af Den Store Bagedyst. Og så er mine knæ begyndt at knirke, når jeg går op af trapper.
    Puha, nu har jeg lidt krise.
    Er jeg gammel? Eller bare gammeldags? Jeg synes, at jeg er ret progressiv i mine holdninger, men jeg kan virkelig godt lyde som….. Åh gud. Jeg lyder som min mor. Jeg er ved at blive min mor. Fuck.
    Og dog – det kunne være værre. Min mor er faktisk ret skøn. Skud ud til min mor! Hende vil du kunne lide Nina, det er jeg sikker på.
   

65×90: færdigt!

Dav Nina!

Skønt at høre om nogle ting, du har lært om dig selv for nyligt. Jeg hopper klart på din opfordring – men det bliver først om et døgns tid. I dag er jeg vendt hjem fra Folkemødet på Bornholm, og jeg har ikke rejst mig fra min seng siden. Jeg er skræmmende træt. Men jeg vender tilbage i morgen, hvor en fridag venter!

Nu vil jeg bare efterlade dig med et billede af et billede. Jeg er blevet færdig med mit kreative projekt. Og min far har været forbi og hænge det op. Jeg er helt utrolig tilfreds med resultatet. Det er dejligt, når sådan noget lykkes! Selvom det ikke endte med at se ud, som jeg havde forestillet mig. Men sådan er det lidt, med alt man laver. Det går sgu aldrig efter planen. Sikke en vis bemærkning at slutte af på.

Nu skal jeg have en leverpostejsmad og se The Last Song. Ret glamourøst blogger-liv jeg har.

dsc_1569

   

Siden sidst: strøtanker

Dav Nina!

Jeg kommer flyvende denne mandag med en lille liste af strøtanker/oplevelser fra den seneste tid. Du kan lige læse udkastet til listen fra mine noter på mobilen:

  1. noget om vejret
  2. noget om udveksling
  3. de gode cykelgutter
  4. min nye lampe

Genialt ikke? Jeg kan tydeligvis noget med ord – det danske sprog er som blødt metal i mine hænder, og med det smeder jeg de skarpeste sværd, du kan forestille dig. Eller noget.

Nå, tilbage til listen.

Noget om vejret
Det er noget med, at danskerne snakker helt vildt meget om vejret. Mere end andre lande, har jeg hørt. Jeg har ingen kildehenvisning på denne information, og det beklager jeg.
Her på det seneste har det jo været formidabelt vejr. Jeg ved ikke, om du har opdaget det? Solen har skinnet en liiiiiille smule.

Og folk kan fucking slet ikke få armene ned over det! Det er vanvittigt! Begejstringen vil ingen ende tage. Menneskemængder kaster sig ned på hver græsplet, de kan finde, og temperaturen bliver tilføjet på samtlige insta-stories.

Den her video jeg så på mit Facebook-feed opsummerer det hele meget godt. Selvom de måske overdriver en lille smule. For det er jo dejligt vejr! Og det skal nydes!

Jeg har virkelig tænkt meget over det med vejret. Der hvor jeg kommer fra (livet som landmandsdatter), har vi også altid snakket meget om vejret. Men der er definitionen af ‘godt vejr’ lidt anderledes. Dér kan godt vejr også være regnvejr. Eller overskyet. Nogle gange skal det bare være helt vindstille, så far kan sprøjte (ja, han er sådan en slem landmand, der ødelægger naturen. uha uha).
Efter jeg er flyttet til København, kan jeg godt se, at min egen indstilling til vejret har ændret sig lidt. For fuck, hvor jeg elsker det her solskin! Jeg har bare lyst til at være uden for hele tiden. Men samtidig sidder der stadig lidt bonderøv i mig, som fnyser lidt over københavnernes afhængighed af solskin. Men så igen – i eftermiddag sad jeg bare og hørte musik i tre kvarter nede i gårdhaven med en iskaffe. Bare fordi solen skinnede – så måske skal jeg lade være med at pege fingre. Det er generelt en ret dårlig vane, folk kigger altid sådan, når jeg peger på dem.

Jeg sad måske også i solen og lavede ingenting som en lille overspringshandling. For der i virkeligheden noget, jeg hellere skulle bruge min tid på. Hvilket leder mig videre til næste punkt.

Noget om udveksling
Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive her. Tror mest det er fordi, JEG SKAL FUCKING SKRIVE ANSØGNINGER TIL UDVEKSLING! Det stresser jeg lidt over, som du måske kan fornemme ved min brug af Caps Lock. Så det er en ret permanent strøtanke lige for tiden. Hvis permanente strøtanker ikke er et oxymoron. Som forresten er et skønt begreb.

De gode cykelgutter
Det her er bare en herlig oplevelse, jeg havde den anden dag. Jeg cyklede hjem efter at have set Avengers: Infinity War i Empire Bio (som jeg muligvis skriver en Anne Anmelder om? Overvejer det). Det var i onsdags – og derved dagen før en fridag (Kr. Himmelfart). Så der var god stemning på Nørrebrogade kl. 22.45. Omkring Nørrebros Runddel ender jeg bag to kammerater, der tydeligvis er på vej hjem efter et par bajere. Der er god stemning.

En af fyrene begynder højlydt at synge titelsangen fra den klassiske serie Beverly Hills 90210. Dén er jo ret svær at synge – eftersom der ikke er noget tekst, men han formåede alligevel at gøre det ret godt. Derefter slår han over i denne klassiker af Linkin Park. Virkelig vidunderligt nummer – jeg havde helt glemt det. Jeg blev i så godt humør af at køre bag dem. Samtidig med at jeg følte mig lidt som en creeper, ved at cykle bag dem og lytte.

Senere gik han videre til ‘banke banke på’ vitser. Som jo virkelig er en humoristisk guldgrube. Jeg hørte desværre kun pointerne. Og så var det ikke lige så sjovt?
Det var dog ret sjovt da én af pointerne var titlen på Britney Spears hittet ‘Oops!… I Did It Again” – fordi de bare begyndte at synge den. Virkelig også en skøn sang!

Hans kammerat agerede et godt publikum under hele showet – også selvom han skulle koncentrere sig om at cykle. Det var en skøn tur hjem til Brønshøj, det må jeg sige.

Min nye lampe
Sidste punkt på listen er virkelig kort. Jeg har fået en ny lampe, som min far har lavet til mig ud af gren, fra et væltet træ på gården. Den er jeg virkelig glad for, og jeg vil gerne vise dig den. Se!

dsc_1584 dsc_1565

Er den ikke pæn?? Det var alt for denne gang. Nu går jeg i seng. Godnat!

   

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ‘sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.