Re: Den dag jeg vidste, at jeg var en idiot (i dag)

Dav Nina

Jeg havde egentlig bare tænkt at skrive en kommentar til dit indlæg fra i onsdags. Men min pointe er SÅ vigtig, at det simpelthen bliver til et helt indlæg.

Sagen er den, at jeg er lidt vild med idiotdage (hvis du allerede nu vil vide hvorfor, kan du læse det, jeg har markeret med fed længere nede i indlægget). Selvfølgelig kan jeg fuldt ud forstå din smerte med en åben lynlys på et kontor med moderigtige mennesker. Og jeg sympatiserer i den grad også med dig i forhold til din tragiske ulykke med højresvinget på Guldbergsgade. Selvom jeg grinte højlydt, da jeg læste det. Og jeg er da også fan af en god vinderdag. Sådan en dag med solskin, medvind på cykelstien og chokoladecroissanter på kontoret.

Men du har helt ret i, at der ikke er et flertal af vinderdage. Det gælder også for min kalender. Der er flest dage, hvor jeg spilder kaffe ud over mig selv, ødelægger min bærbar ved at hælde hjemmelavet tomatsovs ud over den (kan du huske det, Nina?), og kommer til at bøvse på en date.

Her den anden dag, mødte jeg en ansat hos Lær for Livet for første gang. Lad os kalde hende Beate – bare for anonymitetens skyld. Beate gik på barsel den dag, jeg mødte hende – så det ville altså blive første og sidste gang, jeg så hende, mens jeg er i praktik. Jeg har hørt om Beate fra de andre ansatte, og vidste altså allerede, hvem hun er, og hvad hun hedder. Så da jeg gik op i frokoststuen, og så et fremmed ansigt, tænkte jeg straks: “det er sgu da Beate det der!” Hendes højgravide mave gjorde mig kun endnu mere sikker i min sag. Og minsandten om det ikke var Beate.

Hun ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er, så jeg bliver nødt til at introducere mig selv:

Beate *siddende ved spisebordet* : Hej, jeg hedder Beate
Mig *stående på den anden side af bordet* : Hej, jeg hedder Beate. Nej. Hov. Du hedder Beate. Jeg hedder Anne.. Hej.
Beate *smiler sødt og ignorerer heldigvis min pinlige opførsel*
Mig *skammer mig omgående, sætter mig ned for at spise min frokost*

Hvorfor gentog jeg Beates replik? Hvorfor troede jeg, at jeg pludselig hed Beate? Jeg aner det ikke. Det var bare en af de dage. Idiotdag.

Og dem har jeg mange af. Og det har du tilsyneladende også. Og ved du hvad? Det tror jeg, alle mennesker har. Derfor synes jeg også, dit indlæg var helt vidunderligt. Fordi det minder folk (inkl. mig) om, at alle mennesker dummer sig og gør pinlige ting. Rigtig tit. Oftere end de gør kloge ting.
Det er egentlig min pointe – vi har alle sammen idiotdage. Sådan er det bare. Men idiotdage kan resultere i, at vi kan grine af os selv, og de dumme ting vi gør en gang i mellem. Andres idiotdage minder os om, at vi alle er uperfekte mennesker. Det jeg prøver at sige er, at en idiotdag ikke er så skidt, at den ikke er god for noget.

Jeg vil vædde med at selv Prins Henrik havde idiotdage. Men jeg er sikker på, at han tog dem i stiv arm og med et stort glas rødvin til. Sådan kan jeg også bedst lide mine idiotdage.

SKÅL 🍷🍷!

Og så lige her til sidst. Du nævner, at boller i karry aldrig har været lig med mådehold for dig. Der kan jeg afsløre, at jeg har det helt omvendt. Jeg har måske spist boller i karry 3-5 gange i mit liv. Og jeg er ikke fan. Så dem har du helt for dig selv. Det følte jeg, var nødvendigt at slå fast. Jeg synes boller i karry har for godt et ry, sammenlignet med, hvor underlig en ret det er. Sovs, ris og kødboller? Det er da idiotisk.

 

Tankestrøm og playliste fra den første løbetur i 240 dage

Dav Nina

Den er god nok – jeg har ikke løbet i 240 dage (sådan plus/minus, mere overblik har jeg heller ikke). Og det har jeg egentlig haft det helt fino bambino med. Min lyst til at løbe kommer og går, og det har den gjort, siden jeg gik på efterskole. Det har jeg affundet mig med. Jeg gider ikke bruge energi på at tvinge mig selv til at gøre noget, jeg egentlig ikke har lyst til. Men her på det seneste har jeg haft lyst til at starte igen. Så det gjorde jeg i dag.

Nu er den her lyst til at løbe ikke dukket op ud af det blå. Den er lidt kommet af min praktikstart hos Lær for Livet. Jeg er kommunikationspraktikant i sekretariatet, som udelukkende består af kvinder. Det medfører blandt andet, at der er et punkt på dagsorden til mandagsmødet, der hedder ‘motionsrunde’.  Man tager en runde, hvor vi skiftes til at fortælle, hvor meget motion vi har dyrket den seneste uge. Det handler egentlig bare om, at damerne i sekretariatet, inklusiv undertegnede, er nogle dovne dadler (det udtryk vil jeg gerne tage patent på), og at vi støtter hinanden i at være aktive. POWER TO THE WOMEN. Og efter to uger, hvor jeg har måtte fortælle, at jeg ikke har dyrket noget motion, er min lyst til at løbe, steget til hidtil usete højder.

Så da jeg kom hjem i dag, og havde spist en portion Coco Pops, løb jeg en tur.

Nu vil jeg gerne tage dig med på en rejse i min tankestrøm undervejs på løbeturen. Vi starter ude foran min hoveddør, hvor jeg trykker play på Spotify.

Okay, let’s go! – hold kæft, hvor er Shawn Mendes bare lækker i stemmen, han kan sgu noget – gad vide, hvor gammel han er? I tyverne? – han er da i hvert fald myndig! – ikke at hans alder har nogen effekt på mine chancer for at score ham – han kunne være både 18 og 38, og det ville absolut ingen indflydelse have på, om jeg kunne få ham med hjem – øv, det er en stor kamel at sluge – mærkeligt udtryk egentlig? – hvem har nogensinde slugt en kamel? – dét kommer sgu aldrig på min bucket list – hey, det er slet ikke så slemt det her – måske kan jeg godt løbe langt? – jeg kommer til at prale så meget på mandag til den motionsrunde – det kommer jo til at blive for meget – jeg kommer til at sige noget pinligt om, at jeg er den næste Usain Bolt – puha, jeg krummer næsten allerede tæer! – men det må jo ikke stoppe mit løb – for jeg ER jo den næste Usain Bolt – eller i det mindste en bedre version af mig selv – er det ikke det alle selvhjælpsbøger handler om?? – sådan én kunne jeg fandme godt skrive – jeg har allerede regnet alting ud – og i en alder af 22 er det imponerende med al den visdom, jeg løber rundt med – who am I kidding? – jeg har lige spist en skål Coco Pops som en ‘let’ eftermiddagssnack – hvilket minder mig om – jeg skal købe flere Coco Pops – det er altså en investering i velvære, der vil noget – så er jeg ligeglad med, hvad Mille Dinesen siger, jeg vil ikke i fitness, jeg vil ha’ Coco Pops! – det tror jeg egentlig også, Mille gerne vil have – hun virker som sådan en rigtig rar type – også selvom hun laver reklamer for fitness dk – hun kan jo ikke blive ved med at leve af at lave Rita – det forstår jeg også godt – puha, nu er jeg faktisk lidt forpustet – men jeg er slet ikke stoppet endnu! – hvor er jeg god! – jeg får helt sikkert ondt i benene i morgen! – det bliver mega fedt! – at løbe er at leve – 

Og så kan jeg ikke rigtig huske mere, fordi jeg kom ind i et intenst flow, hvor jeg prustede meget højt og slet ikke kunne tænke. Men jeg løb! Og det var rart! Så må vi se, om jeg kan gøre det igen. Jeg kan allerede mærke, hvor øm jeg bliver i benene i morgen. Never skip leg day – er det ikke sådan man siger i træningscenteret, Nina? Jeg kan slet ikke den der lingo.

dsc_1313Hjemvendt fra løbetur i højt humør! Jeg spiller forresten ikke fodbold i Brønshøj Boldklub. Jeg er bare fan. Og vild med sorte og gule striber. 

Nå, men som du måske kan fornemme i min beundring af Shawn Mendes, så lyttede jeg til musik på min løbetur. Nedenfor har jeg lige vedhæftet de sange, jeg lyttede til. Alt godt fra havet. Jeg skal nok fortælle, hvorfor jeg kan godt lide at lytte til dem, når jeg løber. Det er ikke alle, der liiiiiige passer ind på en løbeplayliste. Jeg har linket til dem, jeg tror, du ikke kender.

Playliste

There’s Nothing Holding Me Back – Shawn Mendes
– Shawn kan sgu et eller andet. Og så synes jeg, at titlen på den her sang er ret motiverende i forhold til at løbe. INTET HOLDER MIG TILBAGE, NINA. Kun lige min kondi og mine dårlige knæ.

Almost There – Princess and the Frog
– Den her er fra en virkelig god Disney-film. Hvis du ikke har set den, burde du! En sød historie og så er soundtracket genialt. Jeg glemmer helt, at jeg løber, når jeg hører den her. Det er mere som om, jeg er med i en musical. Og så kan det godt være jeg danser igennem Degnemosen, men jeg er ‘Almost There’!

Dig a Little Deeper – Princess and the Frog
– Den her er også bare et hit fra den film. Der er et lækkert gospel-kor med. Mums.

Country Man – Luke Bryan
– Så kommer sandheden på bordet. Jeg kan godt lide country-musik. Og ikke kun sådan noget rigtig country a la Johnny Cash (han er også god – men ikke på løbeturen). Desværre er jeg faldet for den mere moderne ’stadium country’, der mest handler om at lave en god melodi og tjene penge. Men de er så fandens catchy og har en god rytme.

Fake ID – Big & Rich ft. Gretchen Wilson
– Endnu en country-basker. Den her kender jeg fra den nye version af filmen Footloose. Jeg har aldrig set den med Kevin Bacon fra 1984, fordi jeg synes ham i den nye version fra 2011 er meget frækkere. Der er jeg meget overfladisk i mit valg af dansefilm.

I Wanna Dance With Somebody – Whitney Houston
– Hun var jo en fucking dronning. Den her danser jeg også til mens jeg løber. Der er i hvert fald nogle lidt voldsomme armbevægelser involveret. Det skylder jeg Whitney Houston, synes jeg.

All I Do Is Win – DJ Khaled, Snoop Dogg og Ludacris
– Den her har jeg hørt ofte, efter jeg så Emma Stone lipsynce til den (klik på linket, please). Jeg kan slet ikke få armene ned over den her sang. Bogstavelig talt.

Work From Home – Fifth Harmony
– Jeg elsker melodien i den her sang. Og så føler jeg mig altid skide sexet, når jeg hører den. Og det er altså meget rart, når man er forpustet, svedig og iklædt en Brønshøj Boldklub trøje.

Kiwi – Harry Styles
– Jeg er vild med One Direction, fordi de bare lavede letfordøjelig pop, jeg kan synge med på. Og jeg er også kæmpe fan af Harrys soloalbum, selvom det er langt fra, hvad han lavede i 1D (ja, jeg er fan nok til at bruge forkortelsen. Shoot me). Især ‘Kiwi’ gør mig begejstret, når jeg er ved at give op på løbeturen.

Jenny from the Block – Jennifer Lopez
– Den her sang kræver ingen introduktion eller forklaring synes jeg. Det er J.Lo i sin bedste form. Jeg mimer altid med til hendes vers – også når jeg løber.

Unwritten – Natasha Bedingfield
– Jeg føler mig altid som en lille unik sommerfugl, når jeg hører den her. For alt kan ske!
Today is where your book begins
The rest is still unwritten

Dén pointe er god at slutte på. Inden jeg rent faktisk kaster mig ud i at skrive den selvhjælpsbog.

Gæsteskribent: Annes rygsæk

Kære Nina

Ja, jeg er en lidt utraditionel gæsteskribent. Men jeg er altså Annes rygsæk. Jeg fik hende til at tage et billede af mig, så du kan se, hvordan jeg ser ud. Selvom du jo har mødt mig. Anne har brugt mig som skoletaske siden gymnasiet, så jeg har selvfølgelig også været med ude på DMJX. rygsaek

Vi har været en del igennem sammen, Anne og jeg. Jeg ser mig selv som en stor støtte for hende. Jeg passer godt på hendes ting, og sørger f.eks. for at hun altid har sine cykellygter og sin kalender med. Og et ekstra bind. Bare sådan nogle småting, som man pludselig kan få brug for.

Anne er jo for nyligt startet i praktik hos Lær for Livet, hvilket også har været rigtig spændende for mig! Jeg har været med hver dag selvfølgelig, og passet godt på alle de materialer, hun har fået udleveret. Men i forgårs skete der noget helt vildt! Jeg har aldrig prøvet noget lignende! Lige pludselig ud af det blå – så blev jeg stjålet! Og det er den historie, jeg er kommet på bloggen for at fortælle.

Det havde været en ganske almindelig tirsdag – Anne var cyklet af sted mod Østerbro med mig i mælkekassen bag på cyklen, så hun kunne få endnu en produktiv dag hos Lær for Livet. Og dagen forløb egentlig som den skulle, men da klokken slog 16.00 cyklede hun ikke hjem mod Brønshøj, men ind mod indre by. Hvilket er lidt usædvanligt, må jeg indrømme. Men som den trofaste rygsæk jeg er, fulgte jeg selvfølgelig med!

Der gik ikke længe, før jeg befandt mig på Studenterhuset, fint placeret under et bord. Her sad Anne og hang ud med en, jeg ikke kender så godt endnu. De sad og drak fadøl. Der var en rar, afslappet stemning, og de grinte meget sammen (faktisk er jeg 90 % sikker på, at det var en date, men det må du ikke sige til nogen, Nina).
Og det er her det utrolige sker – der kommer én eller anden og nupper mig! Ingen af dem bemærker det, de forsætter bare med at snakke.
Jeg bliver selvfølgelig rigtig bange og forvirret – for hvad skal der nu ske? Jeg bliver slæbt skødesløst af sted. Tyven stopper op. Lyner min lynlås op. Hvor er det frækt! Der bliver rodet i begge mine rum og efter en vis ransagelse, bliver jeg efterladt på Nørreport. Tyven tager heldigvis ikke noget fra mig, med undtagelse af Annes baglygte til cyklen. Det er lidt ærgerligt.

Men så står jeg der og blomstrer. Jeg venter og venter. Anne må da komme for at hente mig? Lede efter mig i det mindste? Men hun dukker aldrig op. Det er allerede mørkt, og før jeg ved af det, bliver det lyst igen, og en ny dag begynder.

Jeg har helt opgivet nogensinde at se Anne igen. Jeg står på Nørreport, og mindes de gode tider, vi har haft sammen. Cykelture i København og togture ned til hendes forældre. Alle de gange, jeg er blevet fyldt op med biblioteksbøger. Jeg tænker også på, hvordan jeg på mange måder har båret rundt på mere end bare Annes bøger. Jeg har været fyldt op med håb og ambitioner, skuffelse og frustrationer. Vores tid sammen har været noget ganske særligt, og jeg glæder mig over, hvord.. HOV VENT! Nu er der IGEN en fremmed, der tager fat i mig! Personen kigger mit indhold igennem på en meget grundig og nøjsommelig måde. Og så tager vedkommende fat i min lynlås.. og lukker mig i? Hvad skal der nu ske? Min nye tyv tager mig med væk fra Nørreport. Jeg har svært ved at genkende omgivelserne. Men så pludselig ser jeg Fælledparken og så Trianglen, og før jeg ved af det, står jeg ude i gården hos Lær for Livet! Min nye tyv er slet ikke en tyv, men en venlig sjæl!

Jeg bliver fundet ude i gården af en de andre fra Lær for Livet. Jeg bliver båret inden for. Da døren går op til kontoret, og Anne får øje på mig, taber hun både næse og mund! Det havde hun nok ikke regnet med! Hun bliver selvfølgelig meget glad og regner selv ud, hvordan det hele er gået til. Hun finder også denne seddel nede i mig.dsc_1309

Anne fortæller selvfølgelig hendes noget forvirrede kolleger hele historien. Hun afslører også, at det var en vaskeægte date på Studenterhuset jeg blev stjålet fra – så jeg havde ret!

Men det var altså en fortælling om mit lille eventyr, Nina. Man kommer ud for lidt af hvert, når man er Annes rygsæk. Men uanset hvad, så finder jeg altid tilbage igen. Denne gang med hjælp fra et ekstraordinært menneske, som jeg er evigt taknemmelig. Hvem end det så er.

Jeg er høj på idyllen

Dav Nina

Som du jo nok ved (fordi jeg fortæller det til alle jeg møder), bor jeg i Brønshøj. Og det har jeg gjort i et år nu! Jeg har været udeboende i hovedstaden, alene i min et-værelses i 365 dage – plus det løse!
Det er altså noget af en bedrift. Jeg er en ægte strong independent woman!
Og alle de cliche-agtige følelser om at flytte hjemmefra, komme til København, og bo alene, du kan komme i tanke om – dem har jeg følt.

Mit liv er som en scene fra en eller anden film, hvor den unge, kvindelige hovedperson flytter fra landet til storbyen. Alle lysene er lidt skarpere og verden bliver lidt større. Forestil dig, mig cykle rundt i de københavnske gader med den her sang i baggrunden.
Og det kan godt være Brønshøj hverken er badet i lyset fra neonskiltene ved Søerne, eller spækket med smarte caféer med kaffe til 55 kroner. Men jeg er helt forelsket i den her bydel.

Så på denne snestormende søndag har jeg tilladt mig at blive lidt følelsesladet. Spænd sikkerhedsselen Nina – for det her indlæg bliver helt uden ironi og dårlige vitser. Jeg håber du kan holde til det! Her kommer en samling gode grunde til, at Brønshøj er et ret vidunderligt sted at bo (for mig).

Brønshøj Vandtårn står virkelig højt på listen. Det er et herligt bygningsværk fra starten af 30’erne. Det er ikke længere i brug som vandtårn, men bliver brugt til kulturoplevelser. Den 2. december sidste år var der en skøn julekoncert med Brønshøj Kirkes pigekor. Det var i anledning af, at lyskæderne på vandtårnet blev tændt – noget der åbenbart er en årlig begivenhed i julemåneden. Det var en vanvittig hyggelig eftermiddag. Vandtårnet er på mange måder for Brønshøj, hvad Frihedsgudinden er for New York. Så har jeg ikke sagt for lidt.

Dernæst kommer Brønshøj Kirke. Det er den ældste bygning i København, der stadig er i brug. Den er bygget på opfordring fra Biskop Absalon og den stod færdig en gang i 1180’erne – der kom et tårn på i 1450. Under Svenskekrigene i 1658-60 slog svenskerne lejr i Brønshøj, så de havde udsigt til København, og de brugte kirken til at opbevare våben i. Det er da en fun fact, der vil noget! Til sommerfesten i præstegårdshaven i sommers kunne man komme op i kirketårnet for 15 kroner. Det er nogle af de bedste 15 kroner, jeg har brugt. Der var en flot udsigt, og så var der inskriptioner i al træværket – fra de børn der i årenes løb havde sneget sig op i tårnet. Den ældste jeg fandt var fra 1889. Det er altså lidt sejt.

Begynder det at gå op for dig, at jeg er lidt historie-interesseret Nina? Jeg kan lige komme med noget der er sket i nutiden. Selvom det lyder som noget fra 50’erne. Her den anden dag, efter en god uges frostvejr, kom jeg cyklende hen ad Brønshøjvej. Og bag Brønshøj Gamle Skole (bygget i 1901) så jeg en stor forsamling af både børn og voksne. Det viste sig at det lille gadekær var frosset, så man kunne gå på isen! Solen skinnede og barnelatter blandede sig med fuglekvidder. Det var ren idyl.

Ren idyl var det også, da der i går var fastelavn på torvet. Brønshøj Torv er generelt et dejligt sted. Der er altid en pølsevogn i dagtimerne, og hver tirsdag holder der er en fiskebil. I sommerperioden er der loppemarked i weekenderne og i december står der et stort, oplyst juletræ.

Det hele er meget romantisk herude i Brønshøj. Selvfølgelig er der også hundelort på fortorvet, og folk der kører over for rødt. Men det bemærker jeg slet ikke. Jeg er høj på idyllen.

Sandheden er, at jeg nok var blevet vild med hvilken som helst bydel, jeg var endt i. Men jeg endte i Brønshøj. Og det er jeg helt vildt glad for.
Generelt knytter jeg mig meget til mine omgivelser. Jeg har også nogle særlige ting i min lejlighed, som betyder meget for mig – dem kan jeg fortælle om en anden dag.

Jeg skal nok skrive noget sjovt og dumt næste gang. Jeg må lige dosere mine dybsindige indlæg lidt.

Hindbærsnitten – fake it ‘till you make it

Dav Nina

Tak for i går! Det var herligt, at du kom til fredagsbar på trods af hold i nakken. Vi fik danset! Og drukket G&T! Det har resulteret i, at jeg sov længe i dag, men jeg holder mit løfte fra i går.
Så her har du mig igen. Måske er det med dette indlæg, jeg bliver til den madblogger, jeg altid gerne har  ville være? Chancen er lille. Men du skal i hvert fald have en lille fortælling om dagens udskejelser i køkkenet.

Lad mig sætte scenen:
Jeg vågner kl. 10. Står op kl. 11. Googler opskrifter på hindbærsnitter. Finder denne opskrift fra Mette Blomsterberg – konditoren med den skarpeste franske manicure, jeg nogensinde har set. Hun er om noget et kvalitetsstempel, så jeg vælger selvfølgelig den opskrift. Stryger ned i Netto for at købe smør og flormelis. Vender tilbage til lejligheden. Sætter mig ned i lænestolen. Falder i søvn. Vågner af et hindbærsnitte-mareridt. Stryger ud i køkkenet. Og SÅ kommer jeg i gang.

Hindbærsnitter består af en ret nem dej. Det vigtige er at holde de tørre ingredienser fri for klumper – derfor sigtede jeg mel, flormelis, bagepulver og vaniljesukker, før jeg blandede det hele med smør og til sidst vand. Jeg bruger forresten vaniljesukker i stedet for rigtige polynesiske vaniljestænger. Det gør jeg fordi jeg, i modsætning til Mette Blomsterberg, ikke har et kage-imperium. Sådan er vi jo så forskellige.
dsc_1264Ovenstående er bare lige et øjebliksbillede.  Så du kan forstå, hvor stort et rodehoved jeg er i et køkken. Nogle gange kan jeg høre min mors stemme “Anne, skal du ikke liiiiiige rydde lidt op?”. Men det fede ved bo alene er, at min mor ikke er her. Så jeg siger bare højt til mig selv (og min mor, hvis hun nu lytter med ved hjælp af sine mor-evner): “Næ, jeg skal faktisk ikke rydde op overhovedet.”. Derfor har mit køkkenbord set sådan der ud de sidste mange timer. Jeg har selvfølgelig sat låg på hindbærmarmeladen. Og spist den mislykkede hindbærsnitte. Lidt manerer har jeg da.

dsc_1265Her er det færdige resultat! Jeg eksperimenterede lidt med glasuren. Jeg lavede en med citronsaft og en med Ribena-saftevand. Sådan er det tit, når jeg skal følge en opskrift. Jeg ender ofte med, du ved, ikke at følge opskriften? Komme med dumme påhit og tilføjelser? Når jeg er heldig, ender det med abstrakt glasurpynt, der ligner et maleri af Jackson Pollock. Andre gange overfylder jeg en bageplade med ALT for mange cookies og bager dem til én stor cookie.

Sådan kan det gå, når improvisation er kernen af ens personlighed.
Fake it ‘till you make hindbærsnitter.

Older posts