I dag har jeg…

Dav Nina

Som lovet er her en logbog over min dag. Den er mere eller mindre uredigeret. Jeg tænker den falder meget godt i hak med temaet på DR/P3/whatever om at være #heltuperfekt

Fredag d. 23. marts 2018

kl. 06.30: Min alarm ringer første gang. Jeg udsætter den med fem minutter.
kl. 06.35: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.40: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.45: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.50: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.55: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 07.00: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 07.05: Så står jeg op. Går på WC. Dropper at tage et bad. Sætter vand over til instant kaffe. Hælder havregryn i en dyb tallerken – hælder mælk på havregryn.
kl. 07.14: Havregryn og kaffe indtages mens jeg ser Youtube. Her til morgen var det den her og den her. Det er dejligt at starte dagen med noget fjollet.
kl. 07.35: Sætter tallerken og kop ned i køkkenvasken. Skyller det ikke af. Går på WC igen. Koffein sætter gang i min mave.
kl. 07.43: Børster tænder og tager dagens outfit på.
kl. 07.50: Scroller gennem Instagram i sengen.
kl. 08.00: Cykler til Lær for Livet.
kl. 08.33: Ankommer svedig til Lær for Livet.
kl. 08.45: Henter dagens latte i køkkenet. Det er ret lækkert med en kaffemaskine, der bare gør det hele for en.
kl. 08:50: Så sidder jeg på min pind. Tænder bærbar. Tjekker mail. Tjekker Lær for Livets SoMe-profiler. Føler mig meget kommunikations-agtig.
kl. 09.00: Her begår jeg den fejl, at lade være med at notere, hvad jeg foretager mig, efterhånden som jeg gør det – “det kan jeg sagtens huske senere.” Yeah, right. Nu gør jeg et forsøg.
Jeg skriver en mail. Jeg sætter en nyhed op i WordPress og offentliggør den på vores hjemmeside. Laver en kladde til et FB-post. Scroller ned gennem mit feed på LinkedId.
Diskutterede månedens mand på kontoret – Leonardo DiCaprio og hans bedste roller. (Vi er et kvinde-kontor – og de yngste sidder sammen. Det har sine konsekvenser. Blandt andet at “månedens mand” lige er blevet en ting.)
kl. 11.06: Begynder at spekulere på frokost. Vi skal have krebinetter i dag.
kl. 11.10: Arbejder på noget SoMe i InDesign (ja, Nina – jeg har lige fået InDesign på min arbejdscomputer!)
kl. 11.25: Læser indlægget: “Når der går ‘Jørgen Varnæs’ i netværket…” – mest fordi jeg er fan af Matador og Jørgen Varnæs er en vanvittig underholdende karakter.
kl. 11.35: Fortsætter med at lege med InDesign
kl. 11.50: Frokost ankommer. Min mave rumler.
kl. 11.52: Går til frokost. Fråder 2 krebinetter.
kl. 12.26: Tilbage fra frokost. Fortryder, at jeg har taget stramme jeans på.
kl. 12.30: Retter ting på vores hjemmeside. Sender en pressemeddelelse til en lokalavis i Ringkøbing-Skjern. Færdiggør posts i InDesign. Poster på Facebook og LinkedIn. Snakker lidt mere om flotte mænd. Arbejder på et brev til vores Learning Kid Council i InDesign.  
kl. 14.00: Spiser det sidste stykke af onsdagskagen. I denne uge var det brownie med en lækker hindbær/citroncreme. Fucking fråderen. For at sige det mildt.
kl. 14.17: Snakker om påskeferie (jeg har fået lov til at holde påskeferie! Er svært begejstret)
Og så flyver tiden igen.
kl. 15.45: Tømmer opvasker sammen med en af de søde studentermedhjælpere. Laver autosvar til min Outlook-mail. Slukker computeren. Hopper på cyklen.
kl. 16.33: Rammer Brønshøj. Begynder at skrive det her indlæg.
kl. 16.58: Min veninde Kathrine ankommer. Vi drikker en kop kaffe.
kl. 17.24: Vi går i Netto og handler ind til vietnamesiske forårsruller. Snolder i slikbutikken. 42 kroner køber vi for.
kl. 18.07: Tilbage i lejligheden. Hører Rihanna, laver mad og drikker gin og tonic.
kl. 19.10: Spiser aftensmad. Lærer Kathrine hvordan man folder vietnamesiske forårsruller. Føler mig som et kulinarisk geni.
kl. 19.35: Vi indser, at vi gerne vil have hvidvin og at SuperBrugsen lukker kl. 20.00. Går i SuperBrugsen og køber en billig hvidvin.
kl. 19.48: Tilbage i lejligheden. Åbner hvidvinen. Snakker fremtidsplaner – blandt andet at vores identitet og selvværd aldrig må ligge i vores arbejde og at alle mennesker ikke får deres drømmejob, og at det er okay! Sætter Britney Spears på.
kl. 21.44: Og her er vi så. Jeg er nået til vejs ende i dagens logbog.
Det har været latterligt svært at notere de ting, jeg laver. Men lidt af en øjenåbner. Jeg tror muligvis, at jeg vil gøre det igen. Det er ikke sikkert, at det når ind på bloggen. Jeg forestiller mig ikke, at det her er vildt interessant. For nogen. Det er den slags navlepilleri, der ikke rigtig ændrer noget. Men jeg er ret underholdt af det. Og det er ligesom, derfor jeg er her. Selvfølgelig er det også et plus, hvis du er underholdt Nina! Og hvem end der ellers læser med.

 

 

hao jiu bu jian

Dav Nina

Titlen på det her indlæg har to årsager:

  1. Så jeg på en kæk måde kan fortælle dig, at jeg havde kinesisk på A i gymnasiet. Og jeg kan huske cirka 10 %.
  2. Så jeg kan fremhæve, at jeg godt er klar over, at det er lang tid siden, jeg har forvildet mig herind. Hao jiu bu jian betyder løst oversat ‘long time no see’.

Men her er jeg altså igen! Det bliver for en kort bemærkning. Der er gang i den hos Lær for Livet, og mit søvnbehov er steget med 800 procent, siden jeg er startet i praktik. Så jeg øver mig i at gå tidligt i seng. Jeg træner også at slukke min bærbar mindst 30 minutter inden, jeg lægger mig i sengen. Det har jeg læst et sted, skulle være sundt. Faktisk tror jeg, det hedder, at man skal undgå alle skærme i cirka en time inden man går i seng. Men så høje krav kan jeg ikke leve op til. Jeg går efter de små succeser!

Jeg har faktisk overvejet at lave en logbog over en hel dag – for at se, hvad jeg bruger al min tid på. Og hvor meget af den, der foregår med øjnene klistret til enten en computerskærm eller min smartphone. Det kan jeg mærke bliver til et indlæg i morgen. Det bliver sikkert hylende morsomt. Det finder vi tidsnok ud af.

Og jeg var egentlig bare kommet forbi bloggen, fordi jeg gerne vil dele nedenstående GIF, som jeg har lavet. Og nu har jeg en idé til et nyt blog-indlæg! Det er pudsigt, som gode idéer kan komme ud af det blå. Det var også tilfældet med den her GIF.
Okay, jeg lavede den muligvis for at imponere et væsen af det modsatte køn. Og jeg tror sgu det virkede!

giphyJeg ejer ikke denne her GIF eller serien Matador, som klippet stammer fra. Det gør DR sikkert. Eller Lise Nørgaard. Nordisk Film måske? Jeg ved det ikke. Jeg er bare fan af Matador og giphy

Anne Anmelder: SMK – “Art in the Making”

Dav Nina

Som jeg nævnte i går, var jeg på SMK, og jeg lovede jo en anmeldelse af den seneste udstilling “Art in the Making”. Så det kaster jeg mig ud i nu – i et segment jeg kalder “Anne Anmelder”. Måske kan det være, jeg anmelder andre ting i fremtiden. Men jeg lover ikke noget!

Jeg starter lige med at fortælle, hvad SMK selv siger om udstillingen:

Hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan kommer en kunstner fra idé til færdigt mesterværk?
Rembrandt, Edgar Degas, Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, Christen Købke, P.S. Krøyer og mange flere. Oplev nogle af kunsthistoriens helt store mestre og deres værker i sæsonens store særudstilling på SMK. 

I udstillingen Art in the Making kigger vi kunstnerne over skuldrene og giver indblik i den kunstneriske proces fra idé til færdigt værk. Gennem en perlerække af hovedværker og sjældent sete skitser kan du følge det kunstneriske arbejde og blive klogere på, hvorfor en række mesterværker ser ud, som de gør.

Så det altså udstillingens fokus – en behind the scenes af diverse malerier. Et ret genialt koncept, hvis du spørger mig. Du har selvfølgelig ikke spurgt. Og det har SMK heller ikke. Hvilket jeg synes er en kæmpe fejl fra deres side. Men sådan er det jo. Hvorfor skulle de også spørge mig til råds? De kan jo ikke vide, at min største drøm er at kuratere en udstilling en dag.

Nå, tilbage til anmeldelsen.

Den er ret magisk. Det kan jeg godt starte med at sige. Der er ingen grund til at lade dig hænge på den måde. Jeg siger det fra begyndelsen – jeg er fan. Men jeg er også nem at begejstre. Lige så snart der er fascinerende facts om kunst og kunstnere, så er jeg solgt.

Jeg har en  inside joke med de veninder, jeg var på interrail med i sommers. Måske er det ikke rigtig en inside joke. Det er mere bare noget, de driller mig lidt med. I hvert fald opdagede de hurtigt, at jeg er ret vild med informationer. Jeg er nem at underholde, når jeg er på ferie. Hver gang jeg spottede en infotavle på vores tur – på en gammel bygning, eller i en park, whenever, whereever – så skulle jeg liiiiige læse den. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Så det er ikke så overraskende at “Art in the Making” gjorde et godt indtryk på mig. Udstillingen er jo fuld af info-tavler!

Det værk, der gjorde allerstørst indtryk var dette portræt, malet af P.S. Krøyer:

sophusAlle rettigheder til SMK, hvor jeg har tyvstjålet billedet fra. Altså fotoet. Ikke selve maleriet. Det kunne jeg ikke få ned fra væggen. Det er også ret stort, så jeg kunne nok ikke have det med i bussen på vej hjem.

Ligner han ikke den rareste mand i verden? Det er forfatteren Sophus Schandorph, hvis eksistens, jeg ikke kendte til – før i går. Han var tilsyneladende meget aktiv under det moderne gennembrud. Og så malede P.S. Krøyer et billede af ham. Det er, hvad jeg ved om søde Sophus. Men det er jo også kunstværket det handler om.
På udstillingen er der hængt seks udgaver af Sophus op på den samme væg – så man kan følge med i Krøyers proces. De første tre afbildninger er skitser, hvoraf to af dem er lavet, mens Krøyer var sammen med vores kære forfatter. Krøyer har skrevet tidspunkt på alle tre skitser. Jeg kan næsten forestille mig, ham kigge på uret, og skrible klokkeslettet på skitserne. Eller måske spurgte han Sophus? På maleriet ligner det, at han har et lommeur.
Dernæst laver Krøyer et oliemaleri i samme størrelse som skitserne. Det er dejligt upoleret, og der er noget ærligt og umiddelbart over det (lyder jeg som en kunstanmelder på Politiken nu?).
Efter det lille oliemaleri kaster Krøyer sig ud i en skitse i samme størrelse som det endelige kunstværk. Det er simpelt men alligevel imponerende, fordi der bliver arbejdet på en ret stor skala (130 x 110 cm). Og så kommer det endelige værk, som er det, jeg har sat ind ovenfor.
Petroleumslampen spreder sit gyldne skær over Sophus’ ansigt, og jeg kan nærmest høre hans kluklatter. Sådan én forestiller jeg mig, at en fyr som Sophus havde. Sådan en latter, der smitter. Maleriet føles meget virkeligt og nærværende. Man får lyst til at spørge Sophus, om han ikke byder på et lille glas, og så ellers slå sig ned ved bordet overfor ham. Han ligner en mand med en masse røverhistorier.
Så – skud ud til P.S. Krøyer og Sophus Schandorph!

Konklusion: Udstillingen gjorde, at jeg følte mig tættere forbundet med kunstnerne, på trods af at ingen af dem lever længere. “Art in the Making” menneskeliggør kunstnere, hvis håndværk jeg ellers ikke har haft et stort indblik i. Det fjerner noget af magien, men på den bedst tænkelige måde. For når magien bliver nedtonet lidt, står virkeligheden i værkerne endnu skarpere.

statens museum for kunst vs. high school musical

Dav Nina

Jeg er glad for at høre, at du havde en god fødselsdag – selvom du ikke var helt på toppen. Og jeg er stor fan af din blogger-plante! Jeg har også en, den er bare ikke helt så stor som din.

Du er sikkert lidt forvirret over titlen på dette indlæg. Lad mig forklare – i dag har jeg haft en rigtig herlig søndag. Jeg var på SMK for at se den nyeste udstilling ‘Art in the Making’, og her til aften opdagede jeg at ‘High School Musical 3: Senior Year’ ligger frit tilgængeligt på Viaplay. Så den blev jeg selvfølgelig nødt til at se (igen). Og imens jeg dansede/sang med på ‘The Boys Are Back”, slog det mig, at det egentlig er lidt pudsigt, at jeg kan nyde de to ting (SMK og HSM), så meget som jeg gør. De er jo vidt forskellige. Eller er de?!?!

 

 

 

 

Det er de.

Det her indlæg er desværre ikke mit forsøg på at forene Statens Museum for Kunst med High School Musical. Selvom jeg virkelig gerne ville. Det er mere et forsøg på at sætte en ramme for, hvorfor de begge har ret til at eksistere.
Jeg er dog kommet på én enkelt lighed. Både museet og filmtrilogien er defineret ved deres ‘fans’ og dem, der stålfast hader konceptet. Giver det mening? Jeg ved ikke helt selv, om jeg forstår min egen pointe. Jeg prøver lige at uddybe.

Okay. Så SMK har rigtig mange besøgende. Og blandt de besøgende er dem, der virkelig er fan af kunst. Som mig f.eks. Eller den mor jeg så derinde i dag, der troligt gik igennem en hel udstilling med hendes datter og forklarede, hvad det hele handlede om. Sådan nogle typer, der har årskort.
Og så er der dem, der synes, det er noget snobberi. At kunst ikke kan bruges til noget andet end at hive penge ud af folk. Dem der aldrig kunne finde på at sætte sine ben på SMK. Ikke engang dengang entréen var gratis.

Og med High School Musical synes jeg det er lidt det samme. Der er mig, der genser filmene, kan de fleste af sangene udenad og sagtens kan finde på at bryde ud i “Fabulous”, når jeg gør mig klar til at tage i byen. Helt uden at skamme mig. Og jeg bilder mig ind, at jeg ikke er den eneste, der er vild med Troy Bolton og alle de andre rødder. Er du fan, Nina? Ellers skal jeg nok introducere dig til universet en dag.
Nå, men det er altså de typer, der er vilde med filmene. Men der er også alle dem, der hader filmene. Ofte uden at have set dem. De synes, at det hele er lidt for kikset og frygtelig usmageligt. Og nej, ingen af filmene har været Oscar-nominerede. Det er tre film med det samme plot, men med forskellige sange og koreografier. Og det kan altså et eller andet.

Og det kan SMK jo også. Jeg vil i hvert fald gerne leve i en verden, hvor man kan tillade sig at være vild med begge dele. Værdsætte kunst fra alle slags verdener.

Så nåede jeg også at blive lidt dyb på den her søndag aften.

Inden jeg smutter, ridser jeg lige plottet for alle tre High School Musical film op for dig. Jeg kan ikke lade være.
I bund og grund handler det altid om Troy og Gabriella. De bliver hurtigt et par i den første film. Og fremover står de altid med de samme dilemmaer. Troy er i tvivl, om han skal fokusere på basketball eller musikken. Gabriella er i tvivl, om deres forhold kan overleve, når deres fremtid går i to forskellige retninger. I alle tre film har de begge en dilemma-sang hver. Dem lister jeg lige nedenfor. Og SÅ skal jeg nok skride. Men jeg vender tilbage i morgen med en anmeldelse af SMK’s udstilling “Art in the Making”. Glæd dig!

High School Musical 
Troys dilemma-sang: Get’cha Head In The Game
Gabriellas dilemma-sang: When There Was Me And You

High School Musical 2
Troys dilemma-sang: Bet On It
Gabriellas dilemma-sang: Gotta Go My Own Way

High School Musical 3: Senior Year
Troys dilemma-sang: Scream
Gabriellas dilemma-sang: Walk Away

 

Fortids-Anne

Dav Nina

Du kan godt glæde dig til det her indlæg. Da jeg var nede hos mine forældre i weekenden, fandt jeg alle mine gamle dagbøger frem. Dem har jeg så fragtet tilbage til København, hvor de nu ligger i en bunke på mit spisebord.

dsc_1339
Sådan ser mine gamle dagbøger ud. Der er ikke så meget andet at sige til det, end at det er tydeligt, at min sans for æstetik er startet i en tidlig alder. 

Der er virkelig nogle guldkorn gemt i de bøger. En bunke af latterligt drama, ulykkelig kærlighed og frustrationer over ikke at være god nok. Noget af det er morsomt, noget er lidt deprimerende. Fælles for det hele er, at det er tåkrummende at læse. Så nu har jeg tænkt mig at dele det på internettet. For at gøre ydmygelsen total. Men hvis det kan få dig til at trække på smilebåndet, så er det ydmygelsen værd.

Jeg har skrevet dagbog, så længe jeg har kunne skrive og stave, tror jeg. Det har dog aldrig været sådan, at jeg har skrevet hver eneste dag. Men jeg har altid skrevet ting ned. Følelser, hændelser og generelt konstateringer om livet. Da jeg var yngre, var jeg virkelig sikker på, at jeg bare havde regnet det hele ud. Jeg havde ligesom styr på, hvordan verden hang sammen, og hvilken plads jeg havde i den. Der kan jeg afsløre, at sådan har jeg det IKKE længere. I disse dage har jeg ikke styr på noget som helst. Okay. Jeg har lidt styr på det. Men slet ikke i det omfang som Fortids-Anne havde. Jeg tillader mig at citere hende:

19/6-2011 Søndag
Dagene skal ikke bare gå…
vi skal prøve at få noget ud af dem

I AM AWESOME”

Ja, Fortids-Anne var altså vis. Det er jo lige til et inspirerende foto til Instagram. Sådan et med hvid skrift på et billede af noget natur. Tillad mig at illustrere:

stockimageinsp

Du har fuld tilladelse til at hænge dét billede op på køleskabet. Jeg lover ikke at dømme dig.
Men ja, jeg var fuld af kloge ord. “I AM AWESOME” er altså et ret fedt mantra at finde i en 7 år gammel dagbog. Jeg havde masser af selvtillid. Det meste af tiden. Jeg må indrømme, at Fortids-Anne også ofte var rigtig utilfreds med sig selv. Bare læs her:

Mandag d. 24 august 2009 kl. 21:20
Jeg hader bare mig selv! Jeg nævner lige nogle grunde: Fed, bliver aldrig færdig med stil, kommer aldrig igang med blækmat, forelsket i Poul og ikke gengældt. Grrr.
JEG MÅ TAGE MIG SAMMEN!
Poul kan ikke lide mig men alligevel skriver jeg konstant til ham på MSN.
What is wrong with me?
22:30
Nu skriver han at jeg ikke skriver så meget – what?
Det gør han da heller ikke…. men whatover.
Godnat – Hvorfor glemmer jeg alt?”

Puha. Hun stiller høje krav til sig selv, den unge dame. Og så er hun ikke så god til at sætte komma (det arbejder Nutids-Anne også stadig på). Og hun har heller ikke helt styr på engelske udtryk. Whatover. Skidt pyt. Vi ved jo godt, at hun mener whatever. Jeg kan afsløre, at min store kærlighed ikke hed Poul, selvom det virkelig ville være sejt. Jeg har ikke lyst til at dele hans rigtige navn, hvis nu nogen skulle finde på at stalke mine facebook-venner. Eller hvis – oh skræk, oh ve – Poul selv skulle forvilde sig ind på bloggen. Så Poul er altså bare et dæknavn. Ligesom Beate.

Nu vil jeg forsøge at skrive til Fortids-Anne, som svar til det ovenstående dagbogs-notat. Så jeg som Nutids-Anne kan komme med et par vise ord. Det er altid nemmere i bagklogskabens klare lys.

Onsdag d. 7/3 2018 kl. 19:06
Kære Fortids-Anne.
Lad mig starte med at slå fast – du er ikke fed. Det var du ikke i 2009, og det er du heller ikke i 2018. I 2009 var du faktisk stadig, hvad skolesundhedsplejersken kaldte undervægtig. Det er du heldigvis ikke længere. Nu er du blød alle de rigtige steder. Og du skammer dig ikke længere over det du spiser. Du hader heller ikke dig selv længere. Nu bliver du mest bare sur på dig selv. HADER er sådan et stærkt ord. Især at bruge mod sig selv.

Jeg må desværre beklage og fortælle, at du stadig har lidt dårlig samvittighed, når du går for sent i gang med diverse faglige opgaver. Men jeg kan til gengæld afsløre, at du blev færdig med stilen, og du startede (og sluttede) også på blækmatten. Faktisk gik det helt vidunderligt med det faglige i folkeskolen. Og på efterskolen. Og i gymnasiet. Og det går også ret godt på dit studie. Der tegner sig altså et mønster Fortids-Anne. Det ser ud til, at du ret dygtig? Og intelligent? Jeg kan godt forstå, hvis du er overrasket. Det var jeg også, da det gik op for mig. Men den er god nok – du er god nok.
Og ja, Poul kan ikke lide dig. Og så kan han lide dig lidt alligevel. Men det bliver aldrig rigtig til noget mellem jer. Desværre. Men det er okay, for I har faktisk ikke så mange ting til fælles. Og du er mest vild med ham, fordi han har vist lidt interesse. Det går bare først op for dig senere.

Ja, du glemmer stadig ting en gang i mellem. Men det har ikke haft nogle katastrofale konsekvenser. Endnu. Whatover. Du skal nok klare det. Og det kan jeg sige med sikkerhed, fordi jeg sidder 9 år senere, og indtil nu har du klaret det. Du har klaret det ganske udmærket faktisk.”