Siden sidst: strøtanker

Dav Nina!

Jeg kommer flyvende denne mandag med en lille liste af strøtanker/oplevelser fra den seneste tid. Du kan lige læse udkastet til listen fra mine noter på mobilen:

  1. noget om vejret
  2. noget om udveksling
  3. de gode cykelgutter
  4. min nye lampe

Genialt ikke? Jeg kan tydeligvis noget med ord – det danske sprog er som blødt metal i mine hænder, og med det smeder jeg de skarpeste sværd, du kan forestille dig. Eller noget.

Nå, tilbage til listen.

Noget om vejret
Det er noget med, at danskerne snakker helt vildt meget om vejret. Mere end andre lande, har jeg hørt. Jeg har ingen kildehenvisning på denne information, og det beklager jeg.
Her på det seneste har det jo været formidabelt vejr. Jeg ved ikke, om du har opdaget det? Solen har skinnet en liiiiiille smule.

Og folk kan fucking slet ikke få armene ned over det! Det er vanvittigt! Begejstringen vil ingen ende tage. Menneskemængder kaster sig ned på hver græsplet, de kan finde, og temperaturen bliver tilføjet på samtlige insta-stories.

Den her video jeg så på mit Facebook-feed opsummerer det hele meget godt. Selvom de måske overdriver en lille smule. For det er jo dejligt vejr! Og det skal nydes!

Jeg har virkelig tænkt meget over det med vejret. Der hvor jeg kommer fra (livet som landmandsdatter), har vi også altid snakket meget om vejret. Men der er definitionen af ‘godt vejr’ lidt anderledes. Dér kan godt vejr også være regnvejr. Eller overskyet. Nogle gange skal det bare være helt vindstille, så far kan sprøjte (ja, han er sådan en slem landmand, der ødelægger naturen. uha uha).
Efter jeg er flyttet til København, kan jeg godt se, at min egen indstilling til vejret har ændret sig lidt. For fuck, hvor jeg elsker det her solskin! Jeg har bare lyst til at være uden for hele tiden. Men samtidig sidder der stadig lidt bonderøv i mig, som fnyser lidt over københavnernes afhængighed af solskin. Men så igen – i eftermiddag sad jeg bare og hørte musik i tre kvarter nede i gårdhaven med en iskaffe. Bare fordi solen skinnede – så måske skal jeg lade være med at pege fingre. Det er generelt en ret dårlig vane, folk kigger altid sådan, når jeg peger på dem.

Jeg sad måske også i solen og lavede ingenting som en lille overspringshandling. For der i virkeligheden noget, jeg hellere skulle bruge min tid på. Hvilket leder mig videre til næste punkt.

Noget om udveksling
Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive her. Tror mest det er fordi, JEG SKAL FUCKING SKRIVE ANSØGNINGER TIL UDVEKSLING! Det stresser jeg lidt over, som du måske kan fornemme ved min brug af Caps Lock. Så det er en ret permanent strøtanke lige for tiden. Hvis permanente strøtanker ikke er et oxymoron. Som forresten er et skønt begreb.

De gode cykelgutter
Det her er bare en herlig oplevelse, jeg havde den anden dag. Jeg cyklede hjem efter at have set Avengers: Infinity War i Empire Bio (som jeg muligvis skriver en Anne Anmelder om? Overvejer det). Det var i onsdags – og derved dagen før en fridag (Kr. Himmelfart). Så der var god stemning på Nørrebrogade kl. 22.45. Omkring Nørrebros Runddel ender jeg bag to kammerater, der tydeligvis er på vej hjem efter et par bajere. Der er god stemning.

En af fyrene begynder højlydt at synge titelsangen fra den klassiske serie Beverly Hills 90210. Dén er jo ret svær at synge – eftersom der ikke er noget tekst, men han formåede alligevel at gøre det ret godt. Derefter slår han over i denne klassiker af Linkin Park. Virkelig vidunderligt nummer – jeg havde helt glemt det. Jeg blev i så godt humør af at køre bag dem. Samtidig med at jeg følte mig lidt som en creeper, ved at cykle bag dem og lytte.

Senere gik han videre til ‘banke banke på’ vitser. Som jo virkelig er en humoristisk guldgrube. Jeg hørte desværre kun pointerne. Og så var det ikke lige så sjovt?
Det var dog ret sjovt da én af pointerne var titlen på Britney Spears hittet ‘Oops!… I Did It Again” – fordi de bare begyndte at synge den. Virkelig også en skøn sang!

Hans kammerat agerede et godt publikum under hele showet – også selvom han skulle koncentrere sig om at cykle. Det var en skøn tur hjem til Brønshøj, det må jeg sige.

Min nye lampe
Sidste punkt på listen er virkelig kort. Jeg har fået en ny lampe, som min far har lavet til mig ud af gren, fra et væltet træ på gården. Den er jeg virkelig glad for, og jeg vil gerne vise dig den. Se!

dsc_1584 dsc_1565

Er den ikke pæn?? Det var alt for denne gang. Nu går jeg i seng. Godnat!

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ’sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.