Anne Anmelder: Den store bagedyst afsnit 2

Dav Nina!

Det lader til, at jeg er blevet tv-anmelder. For her får du endnu et indlæg om bagedysten. Måske jeg finder på noget andet at skrive snart. Det vil tiden vise!

Men først – fokus på bagedysten. Andet afsnit tog fart, og vi fik endelig lov til at sige farvel til Peter. Han tog det pænt, hvilket tyder på, at han nok godt vidste, at han ikke ligefrem var Mette Blomsterberg i forklædning.

Unge Emil tog endnu en gang mesterbagerforklædet (det er et utrolig langt ord!?), noget der ikke rigtig kom bag på undertegnede. Men nu må han godt få noget modstand! Det bliver dældulme en kedelig sæson, hvis han bare skal være den bedste hver gang. Selvom han er virkelig god jo. Og han sandsynligvis vinder hele molevitten. Men DR er jo erfarne med at lave fjernsyn, så mon ikke de har fikset en god storyline for vores unge helt? Med udfordringer, nederlag og til sidst en smuk sejr? Det håber jeg.

Men hvem kan udfordre Emil? Han virker til at være uovervindelig. Bare rolig, Nina – der er nogle af de andre deltagere, der godt kunne give ham kamp til stregen. Hvis de er heldige.

Hvis Albert holder op med at være så uheldigt/klodset, så kan han virkelig noget med smags-sammensætninger. Og hans sans for æstetik er altså virkelig beundringsværdig.

Jeg var også meget begejstret for Jons mesterværk. Det var virkelig enkelt og fucking gennemført. Dommer-Markus kaldte citrontærten for perfekt. Det tegner da meget godt! Han kom også på 4. pladsen i den hemmelige udfordring. Det er sgu meget imponerende. Jeg tror, der kan ske gode ting med Jon. Han laver også rigtig tit nedenstående ansigtsudtryk, når han tager imod kritik/ros. Det siger ikke noget om hans bagevner. Det er bare sjovt, synes jeg.

Så tror jeg ikke, at jeg har flere bevingede ord om mesterværker og flotte snit i denne omgang. Jeg går og drømmer om at lave en af kagerne fra bagedysten, og selvfølgelig dokumentere hele processen (vi er jo bloggere, Nina). Men nu må vi se, om jeg får taget mig sammen.

I første omgang skal jeg lige have taget mig sammen til at tage opvasken. Der er mange små kampe i bloggerlivet, som du sikkert ved, Nina. Lige nu (kl. 08:17) kan jeg ikke rigtig beslutte mig for dagens outfit. Jeg har ikke vasket hår i et par dage, så jeg skal helt sikkert have kasket på. Men det kan jeg jo ikke nøjes med. Det ville være for koldt. Men det er altid svært med superman-kasketten – for det er bare sådan et statement piece, der ikke rigtig passer til noget. Ugh, life is hard.

Vi ses i skolen!

Anne Anmelder: Den store bagedyst afsnit 1

Dav Nina 

I lørdags startede dette års sæson af den store bagedyst. Et program jeg i høj grad er fan af og har glædet mig til! Jeg kan virkelig godt lide at bage (se bare her) og synes at bagedysten er gedigen underholdning. Det er ret bedstemor-agtigt, og jeg forestiller mig ikke, at du er kæmpe fan Nina? Tænker ikke, at du sad limet til skærmen i lørdags. Derfor vil jeg lige forklare konceptet.

Der er 10 deltagere, to dommere og én vært.

Det her er dommerne, Katrine og Markus – og så selvfølgelig værten, Timm Vladimir. En virkelig god trio, synes jeg. Jeg savner hverken Mette Blomsterberg eller Jan Friis Mikkelsen. Timm ved rent faktisk lidt om mad og er utrolig sympatisk, når det kommer til deltagerne. Markus og Katrine har bare en god ping pong, og de dømmer fair. Skud ud til DR for at hyre nogle fine mennesker.

I hvert afsnit er der 3 forskellige udfordringer:

  • Den første udfordring er altid en ‘klassiker’, som deltagerne selv skal tolke på. I det første afsnit var det tørkager.
  • Den anden udfordring er den ‘hemmelige’ og altså en kage, som deltagerne ikke kan forberede sig på hjemmefra. I denne omgang var den hemmelige udfordring Othello-lagkagen. Masser af creme og marcipan.
  • Den tredje og sidste udfordring i hvert afsnit kalder man ‘mesterværket’. Her skal deltagerne lave en stor kage med et flot finish, under et specifikt tema. I det første afsnit er det som regel altid en personlig kage – så vi kan lære deltagerne lidt bedre at kende.

I slutningen af hvert afsnit bliver ugens mesterbager kåret. Der bliver også altid sendt én deltager hjem – undtagen i første afsnit. Det synes jeg er lidt fjollet. Der var en klar taber i det første afsnit, som 100 p ryger ud næste gang (med mindre han virkelig tager sig sammen). Men det kommer jeg til.

Til sidst er der kun 3 deltagere tilbage og så er det finalen. Håber det giver mening!

Jeg synes, det var et rigtig godt første afsnit på denne her sæson. Om end det var lidt langt. 1 time og 28 minutter. Det er fandme længe. Selv for en dedikeret fan som mig. Men jeg så jo det hele alligevel. Og jeg har stærke holdninger til alle deltagerne. Men inden jeg kaster mig ud i en intens bedømmelse af fremmede mennesker, jeg slet ikke kender, vil jeg gerne lige komme med en disclaimer:
Jeg er selv en amatørbager – og er på ingen måde lige så god, som deltagerne i programmet. Alle de ting jeg skriver om dem, bliver skrevet med en stor portion kærlighed og humor!

Nu, hvor det er slået fast, kan vi komme til det sjove – nemlig deltagerne:

Peter: er den klare taber. Han bliver simpelthen nødt til at ryge ud i næste afsnit. Alle hans kager fejlede, og så har han slet ikke sans for detaljerne. Til gengæld ligner han lidt Claus Meyers kejtede fætter og er simpelthen så vanvittig rar. Og så lever han af at reparere og sælge dele til gamle Vespa scootere. Fucking sweetheart.

Emil: kunne meget vel gå hen og vinde hele molevitten. Og så er han kun 16! Han blev afsnittets mesterbager og det var fortjent. Det er lidt tidligt at kalde ham for vinderfavoritten. Men det er han lidt.

Jasmin: var så heldigt at bage sæsonens første kage, der blev rost med ordene: ‘flot snit’. Hvis der er noget, du skal lære med hensyn til bagedysten, Nina, så er det at sige ‘flot snit’ om kager i flere lag.

Elissa: er lidt for god. Altså hun er god til at bage, og det er nice. Men hun er også lidt for godt et menneske. Hvilket gør, at jeg ikke rigtig stoler på hende. Men det er jo mit problem.

Christina: er den typiske fondant-pige. Det siger helt sikkert ikke dig noget, Nina. Men det betyder egentlig bare, at hun går meget op i at pynte kagen. Og har styr på at lave fondant (jeg hader fondant). Men hendes smags-sammensætninger kan godt være lidt kedelige. Men hun går virkelig op i bagedysten! Efter at have bagt Othello-lagkagen udbrød hun: ‘det var lige før jeg døde!’ – det er fandme dedikeret.Jon: ligner lidt Jon. Men Jon fra bagedysten er bare bedre. På alle tænkelige måder.

Marianne: er stereotypen på alle Marianner. Hun er så dejlig. Som mesterværk (den tredje udfordring) bagte hun en kage inspireret af sin søn, der er blevet diagnosticeret med ADHD. Hun er definitionen på en god mor. Og en ret god bager, selvom hun godt kan blive lidt for traditionel.

Kristoffer: er en sportsmand. Og lidt af en bro. Han kunne godt komme langt, tror jeg. Måske ikke lige så langt som hans hår. Men tæt på.

Albert: er måske min favorit. Da hans Othello-lagkage floppede fuldstændig, beroligede han sig selv med: ‘at jeg da kan tage æren for sæsonens største fuck-up.’ Det er inspirerende sagt, synes jeg. Det var også fedt, at han pyntede lagkagen, selvom den tydeligvis var et håbløst projekt. En smuk metafor for vores alle sammens voksenliv. Det er lidt smattet og rodet, men med lidt pynt – så kan det sgu godt spises.

Sara: er en rigtig land-pige. Hun minder mig også om hende her fra Mean Girls. Ikke fordi hun har let til tårer. Bare fordi hun virker som typen, der gerne vil have, at alle har det godt. Hun proppede også jordskokker i sit mesterværk (og fik ros for det!) – det er sgu ret modigt.

Alt i alt – bagedysten er tilbage, og jeg er stadig vild med det. Får selv helt lyst til at bage. Glæder mig allerede til på lørdag!

 

Sommerskriv 2017: Ny i min by

Dav Nina!

I dag skal vi til noget meget sårbart, nemlig digtning. Det er også lidt af et throwback-thursday-indlæg. Digte og SoMe-jargon lyder som en usandsynlig kombination. Men her er vi altså. Alt kan ske på davnina.dk

Sidste sommer tilmeldte jeg mig et skrivekursus på Københavns Kunstskole. Det varede cirka 3 måneder, og så mødtes vi en gang om ugen. Tror jeg. Lige nu kan jeg faktisk ikke rigtig huske det praktiske. Men det er heller ikke så vigtigt.
Vi var omkring 10 deltagere og hver gang læste 2-3 personer deres materiale højt. Og så snakkede vi om det. Dem der læste højt, måtte ikke deltage i samtalen om deres egne tekster. Det var fucking grænseoverskridende at skulle læse noget højt og derefter bare tage imod. Uden at bortforklare eller forsvare sit materiale. Men jeg gjorde det!
Det var virkelig en god oplevelse, både i forhold til at få rigtige mennesker til at tage stilling, til noget man selv havde lavet, men det var også virkelig spændende at høre andres tekster.

Men nu til det sårbare; for siden skrivekurset har jeg ikke kigget på de ting, jeg havde med. Indtil for et par dage siden, hvor jeg fandt dem frem igen. Det var ret vildt at genlæse og en smule ubehageligt. Selvom det kun er lidt over et år siden, jeg skrev teksterne, føles det næsten som at læse noget skrevet af en fremmed. Super syret.
Men jeg fandt i hvert fald nedenstående. Et digt om at være tilflytter i København. Det er et digt i genrens løseste form – det rimer ikke over det hele, og det har heller ingen fast vers- eller linjestruktur.

Puha, sikke en rutsjetur det digt er. Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de ting, jeg vil ændre på. Der går lidt kritiker i mig. Men jeg synes også, at man skal lade sådan noget være. Jeg tør ikke rette i det nu, for jeg kan ikke genkalde/rekonstruere præcis den følelse jeg havde, da jeg skrev det.

Det lyder jo som om, jeg var helt fremmedgjort i København på det tidspunkt. Som en alien, der lander på Jorden og ikke rigtig fatter, hvad der foregår.
Der må være noget sandhed i det, for ellers havde jeg nok ikke skrevet det. Det er til gengæld virkelig livsbekræftende at genlæse og opdage, at København er blevet mere end min nye by. Det er mit hjem nu. Det er fandme character development! Sikke skønt med noget positiv udvikling.

Ugens ord #6: natur

Dav Nina!

Mit bud på ugens ord er et af dem, der fylder rigtig meget hos mig:

Natur

Jeg er en naturpige. En udensdørsdame. En skovperson. Du ved, hvad jeg mener. Jeg kan godt lide at være ude i det fri. Allerhelst alene. Hvis der er noget, der kan gøre mig ‘zen’, så er det en gåtur i naturen. Jeg har altid være meget udenfor. Da jeg var lille, foregik de fleste af mine lege udendørs. Naturen (den lille ‘skov’ mine forældre har i haven) havde plads til mig, min usynlige ven, Mimi og alle vores eventyr.

Jeg startede endda til spejder, fordi naturen bare er så fed. Men jeg holdt ikke ret længe. Det der fællesskab i naturen, det sagde mig åbenbart ikke noget. Jeg stoppede i hvert fald. Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg nok ikke så godt kunne lide at være spejder, fordi det indebar, at man var sammen med en masse mennesker i naturen. Og naturen var blevet mit alene-sted. Det havde jeg ligesom ikke lyst til at dele med nogen. Det var magisk. Det er magisk. Jeg elsker stadig at tage på eventyr i naturen, nu er det bare uden usynlige venner.

Jeg elsker naturen, men jeg er en ægte millennial, så jeg dokumenterer den også ofte.

Som voksen er naturen, der hvor jeg tager hen, for at være alene, når jeg er blevet træt af mit eget selskab. Når min lejlighed bliver for lille og ensom, men jeg heller ikke orker at se andre mennesker. Så hænger jeg ud med Moder Natur. Hun er god til at lytte. Hun får alting til at virke ligegyldigt. På den bedst tænkelige måde. For i det store billede har jeg ingen betydning. Og det er den mest befriende følelse i verden, synes jeg. Alle de ting jeg render rundt og bekymrer mig om, de bliver så trivielle, når jeg fortæller dem til Moder Natur.

Mig: Jamen, hvad hvis nu jeg ikke består min eksamen?
Moder Natur: Hvad rager det mig, unge dame. Prøv du at holde denne her synkende skude oven vande, så ville du slet ikke tænke over sådan nogle ting. Kan du måske få bladene på træerne til at skifte farve? Lave lyn og torden? Sætte Danmark i undtagelsestilstand med en sommer på mere end 14 dage? Nej, det tror jeg nok ikke, du kan. Bestå din eksamen, tsk tsk. Vær du bare glad for, at jeg ikke oversvømmer hele København.

Hvad kan jeg sige? Moder Natur keeps it real, Nina. Hun sætter tingene i perspektiv, når jeg ikke selv kan se ud over min egen næsetip.

Nedenfor kan du se, hvordan et af mine vildere eventyr i naturen har set ud. Sidste sommer tog jeg en weekend til Møn. Det gjorde gode ting ved min sjæl. Og mit instagramfeed.

Det var min kærlighedserklæring til naturen, Nina – hvad har du at sige om the big outdoors?

 

 

 

ugens ord #5: middagslur

Dav Nina!

Zzz… Middagsluren… ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal synes om. Jeg benytter mig ikke af den så tit af frygt for ikke at kunne falde i søvn om aftenen. Og fordi jeg er bange for at ikke at komme i gang igen efter luren.

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser ordet ‘middagslur’ er min farmor. Hun var en stor tilhænger af middagsluren. Hver dag efter frokost, tog hun lige en halv til en hel time på øjet. Og den vane blev også håndhævet, når jeg var på besøg. Jeg har kun gode minder om de middagslure.
Generelt har jeg kun gode minder fra mine besøg hos farmor. Her fik man lov til at sidde på køkkenbordet og røre i frikadellefarsen! Et himmelsk sted. En himmelsk farmor. Og farfar for den sags skyld. Han elskede også middagslurene. Ham husker jeg bare ikke så godt, fordi han døde, mens jeg stadig var ret lille.

Det var ikke fordi jeg rigtig sov, når vi sov middagslur hos farmor og farfar. Det var mere sådan et tidsrum, hvor der var helt stille i huset. Fuldstændig ro. Jeg kunne høre min farmors vejrtrækning og det gamle ur, der hængte på væggen og tikkede. Og det gav jo rig mulighed for min fantasi til at løbe løbsk. Nogle gange faldt jeg også i søvn. I hvert fald tæt på. Uanset hvad var middagsluren en hellig tid på dagen. En pause midt i det hele.
Middagslurene med farmor foregik altid i hverdagsstuen. Hvilket er et mærkeligt navn at give en stue. Men det hed den bare. Der var hverdagsstuen, havestuen, den fine stue og spisestuen. Hverdagsstuen var (sjovt nok) den, der blev brugt til hverdag. Og den der blev sovet middagslur i. Undtagen i de koldeste måneder, hvor man lå i sengen.

Nu til dags tager jeg sjældent en lur. Men når det sker, bliver jeg indhyllet i den samme ro som dengang hjemme i hverdagsstuen hos farmor. Det er den ultimative form for luksus og tryghed. Jeg kan tydeligt mærke det på mig selv, om det er en middagslur-agtig-dag. Så kryber jeg ned under mit sengetæppe og lukker øjnene. Og så bliver der helt ro. Ligesom hjemme hos farmor.