Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ’sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.

1 kommentar

  • Dølle

    Kære Anne.
    Jeg er ked af at jeg må komme med 2 rettelser.
    1) Ja, I legede med sten – det var dig og Mette som startede med legen. Tobias kom i mellem jer og råbte “jeg skal nok gribe”… men han dukkede sig i stedet og du var slet ikke forberedt. Hold nu kæft et skrig du havde i dig. (jeg var mega pinlig over at skulle fortælle din mor om at du havde fået en sten i hovedet”.
    2) Ja, fantasien sidder i din lille finger – og du var knust igennem en 14 dage – 3 ugers tid. Du ville ikke have hjælp. Jeg ender ude på gangen sammen med dig, hvor dine tårer står ned af kinderne – fordi du ikke rigtig kan komme igang med at skrive. “jamen, Anne – din fantasi kan aldrig forsvinde” “Hvor er den?” “I din lillefinger”. Du kigger på den og er forundret. “Du skal passe på du ikke kvæler den, du maser den jo ned mod bordet. Fantasien har brug for luft og plads til at være kreativ, læg blyanten engang i mellem og ryst hænderne”. Dine øjne stod blanke og tårerne var væk. “Virkelig???” “Stol på mig, ville jeg måske lyve over for dig? Giv den nu lidt tid til at trække vejret”. Du gjorde som jeg sagde… og fra den gang og til nu… så har du givet fantasien luft og plads.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn