RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Siden sidst: strøtanker

Dav Nina!

Jeg kommer flyvende denne mandag med en lille liste af strøtanker/oplevelser fra den seneste tid. Du kan lige læse udkastet til listen fra mine noter på mobilen:

  1. noget om vejret
  2. noget om udveksling
  3. de gode cykelgutter
  4. min nye lampe

Genialt ikke? Jeg kan tydeligvis noget med ord – det danske sprog er som blødt metal i mine hænder, og med det smeder jeg de skarpeste sværd, du kan forestille dig. Eller noget.

Nå, tilbage til listen.

Noget om vejret
Det er noget med, at danskerne snakker helt vildt meget om vejret. Mere end andre lande, har jeg hørt. Jeg har ingen kildehenvisning på denne information, og det beklager jeg.
Her på det seneste har det jo været formidabelt vejr. Jeg ved ikke, om du har opdaget det? Solen har skinnet en liiiiiille smule.

Og folk kan fucking slet ikke få armene ned over det! Det er vanvittigt! Begejstringen vil ingen ende tage. Menneskemængder kaster sig ned på hver græsplet, de kan finde, og temperaturen bliver tilføjet på samtlige insta-stories.

Den her video jeg så på mit Facebook-feed opsummerer det hele meget godt. Selvom de måske overdriver en lille smule. For det er jo dejligt vejr! Og det skal nydes!

Jeg har virkelig tænkt meget over det med vejret. Der hvor jeg kommer fra (livet som landmandsdatter), har vi også altid snakket meget om vejret. Men der er definitionen af ‘godt vejr’ lidt anderledes. Dér kan godt vejr også være regnvejr. Eller overskyet. Nogle gange skal det bare være helt vindstille, så far kan sprøjte (ja, han er sådan en slem landmand, der ødelægger naturen. uha uha).
Efter jeg er flyttet til København, kan jeg godt se, at min egen indstilling til vejret har ændret sig lidt. For fuck, hvor jeg elsker det her solskin! Jeg har bare lyst til at være uden for hele tiden. Men samtidig sidder der stadig lidt bonderøv i mig, som fnyser lidt over københavnernes afhængighed af solskin. Men så igen – i eftermiddag sad jeg bare og hørte musik i tre kvarter nede i gårdhaven med en iskaffe. Bare fordi solen skinnede – så måske skal jeg lade være med at pege fingre. Det er generelt en ret dårlig vane, folk kigger altid sådan, når jeg peger på dem.

Jeg sad måske også i solen og lavede ingenting som en lille overspringshandling. For der i virkeligheden noget, jeg hellere skulle bruge min tid på. Hvilket leder mig videre til næste punkt.

Noget om udveksling
Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive her. Tror mest det er fordi, JEG SKAL FUCKING SKRIVE ANSØGNINGER TIL UDVEKSLING! Det stresser jeg lidt over, som du måske kan fornemme ved min brug af Caps Lock. Så det er en ret permanent strøtanke lige for tiden. Hvis permanente strøtanker ikke er et oxymoron. Som forresten er et skønt begreb.

De gode cykelgutter
Det her er bare en herlig oplevelse, jeg havde den anden dag. Jeg cyklede hjem efter at have set Avengers: Infinity War i Empire Bio (som jeg muligvis skriver en Anne Anmelder om? Overvejer det). Det var i onsdags – og derved dagen før en fridag (Kr. Himmelfart). Så der var god stemning på Nørrebrogade kl. 22.45. Omkring Nørrebros Runddel ender jeg bag to kammerater, der tydeligvis er på vej hjem efter et par bajere. Der er god stemning.

En af fyrene begynder højlydt at synge titelsangen fra den klassiske serie Beverly Hills 90210. Dén er jo ret svær at synge – eftersom der ikke er noget tekst, men han formåede alligevel at gøre det ret godt. Derefter slår han over i denne klassiker af Linkin Park. Virkelig vidunderligt nummer – jeg havde helt glemt det. Jeg blev i så godt humør af at køre bag dem. Samtidig med at jeg følte mig lidt som en creeper, ved at cykle bag dem og lytte.

Senere gik han videre til ‘banke banke på’ vitser. Som jo virkelig er en humoristisk guldgrube. Jeg hørte desværre kun pointerne. Og så var det ikke lige så sjovt?
Det var dog ret sjovt da én af pointerne var titlen på Britney Spears hittet ‘Oops!… I Did It Again” – fordi de bare begyndte at synge den. Virkelig også en skøn sang!

Hans kammerat agerede et godt publikum under hele showet – også selvom han skulle koncentrere sig om at cykle. Det var en skøn tur hjem til Brønshøj, det må jeg sige.

Min nye lampe
Sidste punkt på listen er virkelig kort. Jeg har fået en ny lampe, som min far har lavet til mig ud af gren, fra et væltet træ på gården. Den er jeg virkelig glad for, og jeg vil gerne vise dig den. Se!

dsc_1584 dsc_1565

Er den ikke pæn?? Det var alt for denne gang. Nu går jeg i seng. Godnat!

Kommentar(er)

Intet pres. Du er velkommen til lige at skrive, at jeg er nice. Eller nederen. Noget derimellem i hvert fald.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)