ung og uambitiøs

Dav Nina!

Tak for sidst! Det var så skønt at se dig i virkeligheden. Det var jo faktisk første gang, at vi var sammen bare os to. Er det lidt underligt? Jeg har det som om, vi har tilbragt mange timer sammen. Men det har vi selvfølgelig også, hvis man tæller timerne DMJX med.

I hvert fald var det virkelig hyggeligt! Og det bringer mig også til dagens emne. Vi snakkede lidt om ambitioner og fremtidsplaner, da vi så hinanden tidligere på ugen. Vores praktikforløb er ved at være ved vejs ende, og vi skal snart tilbage på skolen. Min hjerne er indrettet således, at jeg altid bliver frygtelig reflekterende, når jeg skal til at afslutte/begynde noget. Så du kan jo godt forestille dig, at der er rigeligt med aktivitet efter snart et halvt år i praktik hos Lær for Livet.

12-tals-pige: fy for den lede rødbede
Noget, jeg især har tænkt på i de sidste par uger, er ambitioner. Jeg har altid karakteriseret mig selv som en ambitiøs ung dame. Det har nok i for høj grad været baseret på baggrund af mine præstationer i folkeskolen og gymnasiet. Det at være 12-tals-pige kan godt stige en til hovedet. Jeg har i hvert fald tidligere brugt begrebet som en beskrivende faktor af min personlighed. Hvilket jeg godt kan se nu er fucking arrogant og uklogt. Mine karakterer siger ingenting om mig. Det har vi også snakket meget om Nina – det med karakterer. Jeg er helt holdt op med at sige de tal, jeg får tildelt, højt for andre mennesker. Karaktererne skal ikke have magten over mig længere.

“Du skal nok blive til noget stort, Anne!”
Er det ment som rosende ord eller en kommando? Skal jeg blive til noget stort? Eller må jeg godt selv vælge? Og hvem fuck har nogensinde sagt det til mig? Jeg kan ikke sætte finger på en situation, hvor jeg har fået det at vide. Jeg tror det kommer indefra. Når man klarer sig godt i skolen, så skal man blive til noget stort. Den logiske slutning har jeg selv lavet. Jeg har i mange år haft en forestilling om, at jeg skulle blive til noget stort. Noget vigtigt. Noget ambitiøst.

Indtil nu.
Jeg kan ikke forklare præcist, hvad det er, der har gjort mig uambitiøs. Jeg er nok heller ikke blevet helt uambitiøs. Jeg har bare fået nogle andre ambitioner. Jeg vil ikke længere have et vigtigt job med meget magt og prestige. Det står i hvert fald ikke øverst på listen. Øverst på listen står der: jeg vil være glad.

Listen: 

  • Jeg vil være glad
  • Jeg vil arbejde med mennesker, jeg har det godt sammen med
  • Jeg vil arbejde med noget, jeg tror på og kan stå inde for
  • Jeg vil have tid til at holde fri og ikke arbejde 60 timer om ugen
  • Jeg vil udfordres

Jeg kan godt afsløre, at jeg har fået alle tingene på Listen mens jeg har været i praktik hos Lær for Livet. Det er ret fedt og vildt. Og vanvittig heldigt.

Mine tanker omkring ambitioner kommer også af at have brugt meget tid på at scrolle ned gennem LinkedIn. Der vrimler det med ambitiøse mennesker, der laver alle mulige seje ting. Måske er jeg bare fucking jaloux på dem? Det har jeg også overvejet. Måske har jeg bare indset, at jeg aldrig bliver til noget stort, og i stedet for at vræle over det, prøver jeg at få det til at lyde som om, det var min egen idé. Jeg kan godt leve med det, hvis det er tilfældet. Hvis jeg ikke bliver kommunikationschef eller starter mit eget bureau, så skal det nok gå alt sammen.

Bitter på individualismen
Med fare for at lyde som om en bitter gammel dame, laver jeg lige en kæmpe generalisering af det samfund, vi lever i. Så er du advaret.

Vi er rigtig gode til at fremhæve den unikke og individuelle præstation. Vi hylder talenterne og læser biografier om store mennesker, der har gjort en forskel i verden.
Men vi kan jo ikke alle sammen rende rundt og være vidundervoksne, der starter eget firma, opfinder nye teknologier eller blogger om vores holdninger (ups..).
De fleste geniale og gode ting, der bliver skabt i verden, bliver skabt i fællesskab. Det kan man bare nemt komme til at glemme, når man kigger på, de mennesketyper vi idoliserer og hylder. Jeg vil gerne hylde fællesskabet lidt. Dem der skaber noget sammen! Skud ud til dem! Og mind lige dig selv om, at det ikke gør noget, hvis du ikke er CEO i dit eget firma med millionoverskud inden du fylder 30. Du er ikke en fejl. Du kan godt være succesfuld, selvom succesen er, at du er glad for at gå på arbejde. Eller at du er glad for at holde fri.

Ung og uambitiøs! Det er okay!

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (REAL TIME)

Dav Nina!

Jeg kan jo ikke andet end at lytte til din anbefaling om at kopiere dit indlæg fra den anden dag. Så her har du fem ting, du ikke vidste om mig, som jeg også selv har opdaget for nyligt.

  1. Da jeg læste om, hvor hurtig en cyklist du er, gik det op for mig, at jeg er den langsomme cyklist, du overhaler. Jeg hader at cykle alt for stærkt. Indrømmet, jeg overhaler også en gang i mellem. Men oftest bliver jeg bare hængende i indersporet – bag alle de andre, der heller ikke gider at cykle hurtigt. Puha, jeg lyder som en gammel dame.
  2. Når jeg er træt og har en fridag – så jeg laver ikke noget. Det har jeg fået bekræftet i dag. Jeg havde ikke snakket med et andet menneske i over 24 timer, indtil jeg gik over i Superbrugsen for at købe popcorn. Og der fik jeg kun sagt ‘ja tak’ til, at jeg gerne ville have kvitteringen. Ellers har jeg kun snakket med mig selv. Efter at have været sammen med andre mennesker i så lang tid på Folkemødet, er jeg simpelthen nødt til at lukke ned. Så jeg kan blive klar til at opføre mig (nogenlunde) anstændigt, når jeg i morgen skal tilbage til virkeligheden.
  3. Efter jeg er flyttet hjemmefra, har jeg fundet ud af, at jeg nogle gange har brug for at græde lidt. Få renset ud i tårekanalerne. Ikke nødvendigvis fordi jeg er frygtelig ked af det – en gang i mellem trænger jeg bare til en tudetur. Det var derfor jeg så The Last Song i går. Den kan jeg næsten altid græde til. Du har muligvis ikke set den Nina – men det er Miley Cyrus post Hannah Montana men præ Wrecking Ball og weed (som hun nu også er holdt op med). Virkelig en magisk periode! Plottet er selvfølgelig ret dumt, og den har heller ikke vundet nogen Oscar. Men jeg får altid våde øjne, når jeg ser den. I går fik jeg grædt rigtig godt igennem til den. Især denne her scene rammer mig ekstra hårdt. Miley Cyrus’ far i filmen (spillet af Greg Kinnear) er lige død – kæmpe spoiler – og sønnens reaktion er bare så hjerteskærende.
    Jeg kan også altid græde til videoklip af soldater, der kommer hjem til deres familie/kæledyr/partnere. Det går lige i hjertet.
  4. Du nævnte din indre kamp mellem Komfort-Nina og Smarte-Nina. Der har jeg opdaget, at jeg er 95 % Komfort-Anne. Smarte-Anne er en lille hvisken i mit baghoved – og jeg lytter sjældent til hende. Jeg vil altid gerne have det behageligt og være klædt praktisk på. Det har blandt andet resulteret i, at de ECCO-sandaler, jeg i sin tid købte for at tage med på vandretur til Skotland, er blevet mine hverdags-sandaler. Mine søde kolleger hos Lær for Livet har kun drillet mig en smule med dem. Men på en kærlig måde. Tror jeg.
  5. Jeg har lige læst de fire ovenstående ting, og jeg må fremhæve min pointe fra ting nr. 1 – jeg lyder virkelig som en gammel dame. Der er i hvert fald træk ved mig som er lidt kone-agtige. Mine ECCO-sandaler er et godt eksempel. Eller det faktum, at jeg allerbedst kan lide at have kort hår – fordi det er nemmest at pleje. Jeg elsker Matador-serien. Jeg kan virkelig godt lide at bage og glæder mig absurd meget til næste sæson af Den Store Bagedyst. Og så er mine knæ begyndt at knirke, når jeg går op af trapper.
    Puha, nu har jeg lidt krise.
    Er jeg gammel? Eller bare gammeldags? Jeg synes, at jeg er ret progressiv i mine holdninger, men jeg kan virkelig godt lyde som….. Åh gud. Jeg lyder som min mor. Jeg er ved at blive min mor. Fuck.
    Og dog – det kunne være værre. Min mor er faktisk ret skøn. Skud ud til min mor! Hende vil du kunne lide Nina, det er jeg sikker på.

65×90: færdigt!

Dav Nina!

Skønt at høre om nogle ting, du har lært om dig selv for nyligt. Jeg hopper klart på din opfordring – men det bliver først om et døgns tid. I dag er jeg vendt hjem fra Folkemødet på Bornholm, og jeg har ikke rejst mig fra min seng siden. Jeg er skræmmende træt. Men jeg vender tilbage i morgen, hvor en fridag venter!

Nu vil jeg bare efterlade dig med et billede af et billede. Jeg er blevet færdig med mit kreative projekt. Og min far har været forbi og hænge det op. Jeg er helt utrolig tilfreds med resultatet. Det er dejligt, når sådan noget lykkes! Selvom det ikke endte med at se ud, som jeg havde forestillet mig. Men sådan er det lidt, med alt man laver. Det går sgu aldrig efter planen. Sikke en vis bemærkning at slutte af på.

Nu skal jeg have en leverpostejsmad og se The Last Song. Ret glamourøst blogger-liv jeg har.

dsc_1569