solo-date

10 ting jeg elsker ved at bo alene

Dav Nina!

Her har du mig igen. Tak for de helt nye informationer om skønhedsprodukter tidligere. Det var fascinerende at læse. Jeg kan ikke helt forstå, at du kan bruge så mange penge på noget, du ikke ved om virker. Jeg synes det lyder som noget fis og humbug! Men jeg er dog 100 % parat til at få det modsatte bevist.  Jeg vil også gerne lige slå fast, at du i forvejen altså har virkelig flotte, lange øjenvipper og langt, smukt hår. Og generelt bare er en nydelig ung dame – men det ved jeg også godt, at du godt ved!

I forlængelse af min solo-date den anden dag, har jeg tænkt over, hvor fedt det faktisk er at bo alene. Fuck hvor er det nice. Og hvilken bedre måde at illustrere det ved end at lave en liste! Jeg elsker lister! Mums!

Så her kommer de – 10 ting jeg elsker ved at bo alene (ikke i prioriteret rækkefølge)

  1. Jeg kan gå nøgen rundt. Hele tiden.
    Det er noget, jeg har gjort meget brug af i sommervarmen. Om vinteren er det lidt sværere, men nøgenhed er højt prioriteret i mit hjem. Det kan selvfølgelig også være, at folk går nøgne rundt, selvom de har roomies? Det håber jeg lidt.
  2. Jeg kan fejle i køkkenet, uden at det er pinligt.
    Så længe at jeg er sikker på, at jeg ikke bliver syg af at spise noget – så ryger det sgu ned. Stop madspild! Og når man ikke skal imponere nogen, kan alt ske i et køkken.
  3. Ingen kritiserer min musiksmag.
    Når jeg lytter til musik, er det ofte noget jeg kan synge med på (og lade som om jeg er med i en musikvideo). One Direction og Disney-sange ligger ret højt oppe på listen. Det skammede jeg mig over før i tiden. Det gider jeg sgu ikke mere. Hits fra 90’erne og 00’erne kører også meget på repeat. Den her er et godt bud på en sang, jeg kommer til at høre for evigt. “For Evigt” er til gengæld et bud på en sang jeg ALDRIG hører.
  4. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at jeg ikke har lavet noget produktivt i flere dage.
    Det er stadig lidt vildt, at min mor ikke kommer ind på mit værelse og kigger skuffet på mig, når jeg IGEN har ligget ned en hel søndag. Lidt vildt og ret vidunderligt.
  5. Jeg bestemmer selv menuen.
    Hvilket har resulteret i, at jeg har fået pomfritter med bearnaise til aftensmad. Flere gange.
  6. Jeg behøver ikke at være bange for at vække nogen.
    Ikke at jeg larmer særligt meget. Men når jeg vasker op og synger højt med, så har jeg kun naboerne at tænke på. Og dem jeg er lidt ligeglade med. De må smide en hundelort i postkassen, hvis de bliver trætte af det. Indtil da, synger jeg videre!
  7. Der er ingen, der dømmer mig eller bliver sure, når jeg lader opvasken stå i en uge.
    Undtagen mig selv. Og jeg prøver at holde op med at dømme mig selv. Jeg bliver sgu så ked af det.
  8. Der er heller ingen, der dømmer mig, når jeg snakker med mig selv. Hele tiden.
    Det her er en ret prominent fun fact om mig. Jeg snakker med mig selv. Rigtig meget. Det har jeg altid gjort – mine forældre gør det også. Det er kun taget til efter, at jeg er flyttet hjemmefra. Det er lidt pinligt nogle gange, fordi jeg ikke altid har kontrol over det. Så kigger folk lidt nede i Netto.
  9. Det kræver minus koordinering at have gæster.
    Ikke at det betyder, at jeg har mange gæster hele tiden. Men det er da meget rart.
  10. Det er ikke synd for nogen, når toilettet lugter af bæ. Udover mig selv selvfølgelig. Men det tæller ikke rigtig.
    Jeg tager det meget pænt, når toilettet lugter af bæ. Det er jo bare bæ.

Jeg vil gerne understrege, at den her liste jo ikke er ensbetydende med, at jeg ingen fordele kan se ved at bo sammen med andre. Det er mere bare et forsøg på at fremhæve de gode ting der er, ved den situation jeg selv er i. At værdsætte hvordan man har det. Det skal man lige huske nogle gange, tror jeg. Så næste gang jeg hader at bo alene, så kan jeg lige tjekke den her liste. Skidesmart.

Kommentar(er)

Intet pres. Du er velkommen til lige at skrive, at jeg er nice. Eller nederen. Noget derimellem i hvert fald.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

solo-date