Anne Anmelder: Den store bagedyst afsnit 2

Dav Nina!

Det lader til, at jeg er blevet tv-anmelder. For her får du endnu et indlæg om bagedysten. Måske jeg finder på noget andet at skrive snart. Det vil tiden vise!

Men først – fokus på bagedysten. Andet afsnit tog fart, og vi fik endelig lov til at sige farvel til Peter. Han tog det pænt, hvilket tyder på, at han nok godt vidste, at han ikke ligefrem var Mette Blomsterberg i forklædning.

Unge Emil tog endnu en gang mesterbagerforklædet (det er et utrolig langt ord!?), noget der ikke rigtig kom bag på undertegnede. Men nu må han godt få noget modstand! Det bliver dældulme en kedelig sæson, hvis han bare skal være den bedste hver gang. Selvom han er virkelig god jo. Og han sandsynligvis vinder hele molevitten. Men DR er jo erfarne med at lave fjernsyn, så mon ikke de har fikset en god storyline for vores unge helt? Med udfordringer, nederlag og til sidst en smuk sejr? Det håber jeg.

Men hvem kan udfordre Emil? Han virker til at være uovervindelig. Bare rolig, Nina – der er nogle af de andre deltagere, der godt kunne give ham kamp til stregen. Hvis de er heldige.

Hvis Albert holder op med at være så uheldigt/klodset, så kan han virkelig noget med smags-sammensætninger. Og hans sans for æstetik er altså virkelig beundringsværdig.

Jeg var også meget begejstret for Jons mesterværk. Det var virkelig enkelt og fucking gennemført. Dommer-Markus kaldte citrontærten for perfekt. Det tegner da meget godt! Han kom også på 4. pladsen i den hemmelige udfordring. Det er sgu meget imponerende. Jeg tror, der kan ske gode ting med Jon. Han laver også rigtig tit nedenstående ansigtsudtryk, når han tager imod kritik/ros. Det siger ikke noget om hans bagevner. Det er bare sjovt, synes jeg.

Så tror jeg ikke, at jeg har flere bevingede ord om mesterværker og flotte snit i denne omgang. Jeg går og drømmer om at lave en af kagerne fra bagedysten, og selvfølgelig dokumentere hele processen (vi er jo bloggere, Nina). Men nu må vi se, om jeg får taget mig sammen.

I første omgang skal jeg lige have taget mig sammen til at tage opvasken. Der er mange små kampe i bloggerlivet, som du sikkert ved, Nina. Lige nu (kl. 08:17) kan jeg ikke rigtig beslutte mig for dagens outfit. Jeg har ikke vasket hår i et par dage, så jeg skal helt sikkert have kasket på. Men det kan jeg jo ikke nøjes med. Det ville være for koldt. Men det er altid svært med superman-kasketten – for det er bare sådan et statement piece, der ikke rigtig passer til noget. Ugh, life is hard.

Vi ses i skolen!

Anne Anmelder: Den store bagedyst afsnit 1

Dav Nina 

I lørdags startede dette års sæson af den store bagedyst. Et program jeg i høj grad er fan af og har glædet mig til! Jeg kan virkelig godt lide at bage (se bare her) og synes at bagedysten er gedigen underholdning. Det er ret bedstemor-agtigt, og jeg forestiller mig ikke, at du er kæmpe fan Nina? Tænker ikke, at du sad limet til skærmen i lørdags. Derfor vil jeg lige forklare konceptet.

Der er 10 deltagere, to dommere og én vært.

Det her er dommerne, Katrine og Markus – og så selvfølgelig værten, Timm Vladimir. En virkelig god trio, synes jeg. Jeg savner hverken Mette Blomsterberg eller Jan Friis Mikkelsen. Timm ved rent faktisk lidt om mad og er utrolig sympatisk, når det kommer til deltagerne. Markus og Katrine har bare en god ping pong, og de dømmer fair. Skud ud til DR for at hyre nogle fine mennesker.

I hvert afsnit er der 3 forskellige udfordringer:

  • Den første udfordring er altid en ‘klassiker’, som deltagerne selv skal tolke på. I det første afsnit var det tørkager.
  • Den anden udfordring er den ‘hemmelige’ og altså en kage, som deltagerne ikke kan forberede sig på hjemmefra. I denne omgang var den hemmelige udfordring Othello-lagkagen. Masser af creme og marcipan.
  • Den tredje og sidste udfordring i hvert afsnit kalder man ‘mesterværket’. Her skal deltagerne lave en stor kage med et flot finish, under et specifikt tema. I det første afsnit er det som regel altid en personlig kage – så vi kan lære deltagerne lidt bedre at kende.

I slutningen af hvert afsnit bliver ugens mesterbager kåret. Der bliver også altid sendt én deltager hjem – undtagen i første afsnit. Det synes jeg er lidt fjollet. Der var en klar taber i det første afsnit, som 100 p ryger ud næste gang (med mindre han virkelig tager sig sammen). Men det kommer jeg til.

Til sidst er der kun 3 deltagere tilbage og så er det finalen. Håber det giver mening!

Jeg synes, det var et rigtig godt første afsnit på denne her sæson. Om end det var lidt langt. 1 time og 28 minutter. Det er fandme længe. Selv for en dedikeret fan som mig. Men jeg så jo det hele alligevel. Og jeg har stærke holdninger til alle deltagerne. Men inden jeg kaster mig ud i en intens bedømmelse af fremmede mennesker, jeg slet ikke kender, vil jeg gerne lige komme med en disclaimer:
Jeg er selv en amatørbager – og er på ingen måde lige så god, som deltagerne i programmet. Alle de ting jeg skriver om dem, bliver skrevet med en stor portion kærlighed og humor!

Nu, hvor det er slået fast, kan vi komme til det sjove – nemlig deltagerne:

Peter: er den klare taber. Han bliver simpelthen nødt til at ryge ud i næste afsnit. Alle hans kager fejlede, og så har han slet ikke sans for detaljerne. Til gengæld ligner han lidt Claus Meyers kejtede fætter og er simpelthen så vanvittig rar. Og så lever han af at reparere og sælge dele til gamle Vespa scootere. Fucking sweetheart.

Emil: kunne meget vel gå hen og vinde hele molevitten. Og så er han kun 16! Han blev afsnittets mesterbager og det var fortjent. Det er lidt tidligt at kalde ham for vinderfavoritten. Men det er han lidt.

Jasmin: var så heldigt at bage sæsonens første kage, der blev rost med ordene: ‘flot snit’. Hvis der er noget, du skal lære med hensyn til bagedysten, Nina, så er det at sige ‘flot snit’ om kager i flere lag.

Elissa: er lidt for god. Altså hun er god til at bage, og det er nice. Men hun er også lidt for godt et menneske. Hvilket gør, at jeg ikke rigtig stoler på hende. Men det er jo mit problem.

Christina: er den typiske fondant-pige. Det siger helt sikkert ikke dig noget, Nina. Men det betyder egentlig bare, at hun går meget op i at pynte kagen. Og har styr på at lave fondant (jeg hader fondant). Men hendes smags-sammensætninger kan godt være lidt kedelige. Men hun går virkelig op i bagedysten! Efter at have bagt Othello-lagkagen udbrød hun: ‘det var lige før jeg døde!’ – det er fandme dedikeret.Jon: ligner lidt Jon. Men Jon fra bagedysten er bare bedre. På alle tænkelige måder.

Marianne: er stereotypen på alle Marianner. Hun er så dejlig. Som mesterværk (den tredje udfordring) bagte hun en kage inspireret af sin søn, der er blevet diagnosticeret med ADHD. Hun er definitionen på en god mor. Og en ret god bager, selvom hun godt kan blive lidt for traditionel.

Kristoffer: er en sportsmand. Og lidt af en bro. Han kunne godt komme langt, tror jeg. Måske ikke lige så langt som hans hår. Men tæt på.

Albert: er måske min favorit. Da hans Othello-lagkage floppede fuldstændig, beroligede han sig selv med: ‘at jeg da kan tage æren for sæsonens største fuck-up.’ Det er inspirerende sagt, synes jeg. Det var også fedt, at han pyntede lagkagen, selvom den tydeligvis var et håbløst projekt. En smuk metafor for vores alle sammens voksenliv. Det er lidt smattet og rodet, men med lidt pynt – så kan det sgu godt spises.

Sara: er en rigtig land-pige. Hun minder mig også om hende her fra Mean Girls. Ikke fordi hun har let til tårer. Bare fordi hun virker som typen, der gerne vil have, at alle har det godt. Hun proppede også jordskokker i sit mesterværk (og fik ros for det!) – det er sgu ret modigt.

Alt i alt – bagedysten er tilbage, og jeg er stadig vild med det. Får selv helt lyst til at bage. Glæder mig allerede til på lørdag!

 

Anne Anmelder: Barcelona

Dav Nina!

Titlen på dette indlæg er ret afslørende for indholdet.

Jeg var i Barcelona i en uge med nogle veninder fra gymnasiet for nyligt. Det var ret nice. Jeg havde aldrig været i Spanien før. Ud over Gran Canaria, da jeg var lille (der hvor jeg kastede en sten på en fremmed), men det kan jeg ikke rigtig huske. Heldigvis kan jeg godt huske turen til Barcelona. Selvom vi drak sangria.

Lad mig starte med at fremhæve det bedste ved Barcelona: de damer jeg var af sted med. Ja, jeg ved godt det var virkelig cheesy skrevet. Men de er bare så søde. Sidste år var vi på interrail i 3 uger, og det var fucking vidunderligt. Den tur beviste ligesom, at uanset hvor jeg tager hen med de damer, så bliver det nice (måske skulle vi tage til Nice?). Så min oplevelse af Barcelona er 100 p (siger man stadig 100 p, Nina? Er det hipt?) påvirket af deres gode selskab. Men som vi har fået understreget på studiet – så findes der ikke objektivitet. Snakkede vi ikke med Helle om det? I don’t know. Jeg kan knapt nok huske, hvad for et semester, vi skal starte på d. 3. september. Det virker så langt væk.

Nå ja, jeg skulle skrive en anmeldelse af Barcelona. Jeg blev lige distraheret… af mine egne tanker. Det er ALDRIG sket før.

Det bliver et billedtungt indlæg – det håber jeg, du kan leve med.

For overskuelighedens skyld har jeg inddelt billederne i to kategorier:
– Damerne
– Æstetik 

Her vil jeg godt lige slå fast at ovenstående kategorisering ikke betyder af damerne aldrig er æstetiske – de to udelukker ikke hinanden.

Vi starter med damerne:

Se hvor cute, vi alle fire er her! Vi forbereder os på at skulle ud og spise tapas. Jeg valgte selvfølgelig min nye yndlingstop, som jeg købte på turen. Jeg synes vi er så nuttede her. Fra venstre, Maria, Anita, Louise og jeg. Vi lærte hinanden at kende på Næstved Gymnasium (næver 4 ever), da vi alle fire havde billedkunst på B-niveau. Jeg tror, det er vores fælles kærlighed for DIY og kunst (æstetik generelt), der bragte os sammen. Og så kan vi alle sammen rigtig godt lide mad. Match made in heaven. Altså os fire. Men også os og mad. Os og kunst. Os det er bare os! Som de fornuftige unge mennesker vi er, brugte vi ikke alle vores penge på at spise ude. Vi hyggede også hjemme. Det ses tydeligt på dette helt naturlige og slet ikke opstillede billede, som jeg har taget af pigerne, der skåler. Menuen, den aften, stod på salat med masser af avo og feta samt hvidt brød med hvidløgssmør. Og bajere selvfølgelig.

Vi var forbi en masse genbrugsbutikker i Barcelona – udvalget var imponerende og priserne var heller ikke dårlige, kan klart anbefales! I netop sådan en genbrugsbutik beviser vi, at vi er super sjove og quirky. Jeg synes vores kroppe så utroligt fjollede ud bag disse træ-sving-låger (korrekt betegnelse). Det blev jeg simpelthen nødt til at forevige.
Vi gjorde også flittigt brug af Barcelonas metro. Virkelig velfungerende – og så var der aircondition! Ret lækkert når det var 40 grader. På billedet tror jeg, Anita underholder med et sjovt instagram-post, hun har fundet. Godt med noget metro-underholdning. Mit yndlingsbillede fra hele turen – og så blev det fucking sløret! Jeg turde ikke kaste mig ud i flere forsøg. Jeg var bange for, at den gule mand opdagede mig. Anitas look-alike kunne jo vise sig at være en ondsindet fyr. Selvom han nu så harmløs ud i sin gule polo.
Det var et stort øjeblik, da jeg vandt i Yatzy! Jeg plejer ellers oftest at være den yndefulde taber, når jeg spiller med damerne – men en gang i mellem skal man jo være heldig.

Så kommer vi til æstetikken: 

Vi var allergladest for Barcelonas koncerthal Palau de la Música, hvor der var så meget mosaik, at det var helt overvældende. Det var imponerende. Og så forfriskende at det ikke var ‘minimalistisk’ og ‘skandinavisk’ og ‘enkle, rå materialer’ og ‘less is more’. Fuck det pis! Vi skal have flere klinker! Flere farver! Flere mønstre! MERE MOSAIK. Det her var bare en pæn facade. Og en god visuel beskrivelse af min oplevelse af Barcelona. Varmt og flot.

Det her var en virkelig høj og flot skulptur, vi fandt på et eller andet random torv. Jeg ved ikke engang, hvad værket hedder. Prøver lige at Google.
Aha – fandt den.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg godt kan lide det her billede. Det kan bare et eller andet. Det er taget inde i et af Gaudis mange huse. Som jeg lige nu har glemt, hvad hedder. Jeg kan huske at audio-guiden sammenlignede ovenstående med ribbenene på en fisk. Gaudi var meget fascineret af havets vidunderlige verden jo. Som du selvfølgelig godt ved, Nina.
Sidste billede er en af mine yndlingsoplevelser fra turen. Det var også min idé. Jeg kan rigtig rigtig rigtig rigtig godt lide udsigter – især hvis jeg kan se langt ud over noget landskab eller en hel by eller noget vand. Med den her kabelsporvogn (sikke en oversættelse af cable car ordbogen.com kom op med), var jeg garanteret en god udsigt. Det var lidt problematisk, at jeg er ret højdeskræk. I hvert fald når det kommer til transportmidler, der svæver over jorden koblet til en lang jern-snor ( som er det korrekte tekniske begreb). Men vi gjorde det! Og det var så nice!

“Vi gjorde det! Og det var så nice!” er en god afrunding på denne fortælling om min ferie til Barcelona, synes jeg.
Barcelona – 10/10 would return (især når dagstemperaturen ikke er så høj)

Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn

Dav Nina

Se lige mig – back so soon! Og du kan godt glæde dig. Jeg har haft en vanvittig oplevelse i vandtårnet i dag (nyd lige min alliteration), og jeg er virkelig begejstret for at dele den herinde.

Som du måske husker fra det her indlæg, er jeg ret fascineret af Brønshøj Vandtårn. Det er lidt bydelens varemærke og generelt bare et spændende stykke arkitektur.

Muligheden for at komme en tur ind i det dukkede op på mit Facebookfeed. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde postet det, og den side følger jeg meget med i. Brønshøj er virkelig blevet en underlig stor del af min identitet efter, at jeg er flyttet herhen. Jeg går sgu op i, hvad der foregår i mit lokalområde.

Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg straks trykkede ‘interesseret’, så jeg kunne huske at købe en billet. Ja – jeg har brugt penge på at komme på besøg i vandtårnet. Det er muligvis de bedste 50 kr. jeg nogensinde har brugt. Jeg tog 108 billeder på den time arrangementet varede samtidig med, at jeg desperat prøvede at ‘være tilstede’. Det er svært både at tilgodese min trang til at dokumentere alt jeg oplever og mit mål om at ‘leve i nuet’. Jeg tror det lykkedes nogenlunde.

Nu skal jeg nok fortælle, hvordan hele arrangementet løb af stablen.

Vi blev alle sammen budt velkommen i Søjlerummet. Der var lovet en øl/vand (inkluderet i billetprisen), og der må jeg sige, at jeg var godt tilfreds. Der var ingen øl – til gengæld var der hvidvin og chips. Helt vidunderligt.

dsc_1442dsc_1431

Jeg ved ikke om, det gennemsigtige væske var vand/sodavand. Jeg holdt mig til hvidvinen. Duh.

Nu tænker du måske – hvorfor hedder det Søjlerummet? Det skal jeg vise dig:

dsc_1429dsc_1435

Det giver ret god mening nu, ikke?
Nå, men så står vi der og drikker hvidvin. En rar mand fra lokaludvalget fortalte lidt om vandtårnet – nogle af de sjove facts, kan jeg godt lige videregive.

Lidt om vandtårnet:

  • Byggeriet startede i 1928 og vandtårnet stod færdigt i 1930.
  • Det er stadsarkitekten Ib Lunding, der står bag vandtårnet. Eller, han byggede det nok ikke helt selv. Men han lavede nogle flotte tegninger af tårnet. Klik her og her for at se nogle af hans tegninger fra Københavns billedarkiv. Der er også billeder af opførslen – se her, her, her og her. Og så skal jeg nok lade være med at linke til flere ting i det her indlæg.
  • Tårnet er 34 meter højt.
  • Søjlerummet har en genklang på ca. 15 sekunder. Det vil sige, at det tager 15 sekunder før en lyd har ‘rejst’ fra bunden af tårnet, til toppen og tilbage igen. Jeg kan afsløre, at flere af deltagerne lige fik testet det ved at sige sjove lyde. Ret underholdende.
    Akustikken i Søjlerummet skal i fremtiden udnyttes endnu mere til forskellige koncerter. Generelt er tanken, at vandtårnet skal integreres som kulturhus. Det kan blive ret vildt, tror jeg.

Efter en lille introduktion til tårnet og dets historie, var det tid til at gå opad! Der er en vindeltrappe i midten af tårnet, som går hele vejen op. Jeg holdt godt fast i gelænderet, kan jeg afsløre.

dsc_1450

Oppe under taget ligger Teknikrummet. Her kan man stadig se de gamle vandrør, og der er små koøjer med udsigt over hele København.

dsc_1489

dsc_1492-2

Sidste del af vandtårnet er selve vandtanken. Der er selvfølgelig ikke vand i. Og der var heller ikke noget lys. Der var bare en stige ned i mørket.

dsc_1501

Nu tænker du muligvis – det var da en lidt kedelig afslutning på vandtårnsturen? En stige ned i mørket?
Don’t worry. Der er mere endnu. Kan du huske, at jeg skrev at Teknikrummet ligger under taget (det håber jeg, for det er ikke ret lang tid siden, du har læst det)? Hvor tror du så, vores tur fortsatte hen efter Teknikrummet?

Jeg håber, du kan gætte det.
Turen forsatte op på taget! OMG OMG OMG. Det var så vildt.
Vi fik lov til at gå rundt på toppen af vandtårnet! Jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

dsc_1509

dsc_1523

Er det ikke nice? Man kunne se alle mulige steder hen. Jeg kunne se min lejlighed, Grundtvigs Kirke, Rådhustårnet, Øresundsbroen og tårnet i ZOO! Og alle mulige andre ting, jeg ikke lige kunne se, hvad var. Det var så smukt! Og totalt heldigt, at vejret var SÅ godt.

Jeg var så begejstret, at jeg blev nødt til at få foreviget, at JEG var til stede på det tag. Så jeg spurgte en rar familiefar, om han ikke ville tage et billede af mig. Og selvfølgelig ville han det.

dsc_1519

Billedet blev desværre ikke vildt godt – men det var 100 procent ikke fotografens skyld. Her kan man også lige se årsagen til, hvorfor den her blog ALDRIG kommer til at handle om mode.

Alt i alt – Brønshøj Vandtårn er et herligt sted. Vild arkitektur, akustik og udsigt. Jeg er fan.

 

Anne Anmelder: SMK – “Art in the Making”

Dav Nina

Som jeg nævnte i går, var jeg på SMK, og jeg lovede jo en anmeldelse af den seneste udstilling “Art in the Making”. Så det kaster jeg mig ud i nu – i et segment jeg kalder “Anne Anmelder”. Måske kan det være, jeg anmelder andre ting i fremtiden. Men jeg lover ikke noget!

Jeg starter lige med at fortælle, hvad SMK selv siger om udstillingen:

Hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan kommer en kunstner fra idé til færdigt mesterværk?
Rembrandt, Edgar Degas, Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, Christen Købke, P.S. Krøyer og mange flere. Oplev nogle af kunsthistoriens helt store mestre og deres værker i sæsonens store særudstilling på SMK. 

I udstillingen Art in the Making kigger vi kunstnerne over skuldrene og giver indblik i den kunstneriske proces fra idé til færdigt værk. Gennem en perlerække af hovedværker og sjældent sete skitser kan du følge det kunstneriske arbejde og blive klogere på, hvorfor en række mesterværker ser ud, som de gør.

Så det altså udstillingens fokus – en behind the scenes af diverse malerier. Et ret genialt koncept, hvis du spørger mig. Du har selvfølgelig ikke spurgt. Og det har SMK heller ikke. Hvilket jeg synes er en kæmpe fejl fra deres side. Men sådan er det jo. Hvorfor skulle de også spørge mig til råds? De kan jo ikke vide, at min største drøm er at kuratere en udstilling en dag.

Nå, tilbage til anmeldelsen.

Den er ret magisk. Det kan jeg godt starte med at sige. Der er ingen grund til at lade dig hænge på den måde. Jeg siger det fra begyndelsen – jeg er fan. Men jeg er også nem at begejstre. Lige så snart der er fascinerende facts om kunst og kunstnere, så er jeg solgt.

Jeg har en  inside joke med de veninder, jeg var på interrail med i sommers. Måske er det ikke rigtig en inside joke. Det er mere bare noget, de driller mig lidt med. I hvert fald opdagede de hurtigt, at jeg er ret vild med informationer. Jeg er nem at underholde, når jeg er på ferie. Hver gang jeg spottede en infotavle på vores tur – på en gammel bygning, eller i en park, whenever, whereever – så skulle jeg liiiiige læse den. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Så det er ikke så overraskende at “Art in the Making” gjorde et godt indtryk på mig. Udstillingen er jo fuld af info-tavler!

Det værk, der gjorde allerstørst indtryk var dette portræt, malet af P.S. Krøyer:

sophusAlle rettigheder til SMK, hvor jeg har tyvstjålet billedet fra. Altså fotoet. Ikke selve maleriet. Det kunne jeg ikke få ned fra væggen. Det er også ret stort, så jeg kunne nok ikke have det med i bussen på vej hjem.

Ligner han ikke den rareste mand i verden? Det er forfatteren Sophus Schandorph, hvis eksistens, jeg ikke kendte til – før i går. Han var tilsyneladende meget aktiv under det moderne gennembrud. Og så malede P.S. Krøyer et billede af ham. Det er, hvad jeg ved om søde Sophus. Men det er jo også kunstværket det handler om.
På udstillingen er der hængt seks udgaver af Sophus op på den samme væg – så man kan følge med i Krøyers proces. De første tre afbildninger er skitser, hvoraf to af dem er lavet, mens Krøyer var sammen med vores kære forfatter. Krøyer har skrevet tidspunkt på alle tre skitser. Jeg kan næsten forestille mig, ham kigge på uret, og skrible klokkeslettet på skitserne. Eller måske spurgte han Sophus? På maleriet ligner det, at han har et lommeur.
Dernæst laver Krøyer et oliemaleri i samme størrelse som skitserne. Det er dejligt upoleret, og der er noget ærligt og umiddelbart over det (lyder jeg som en kunstanmelder på Politiken nu?).
Efter det lille oliemaleri kaster Krøyer sig ud i en skitse i samme størrelse som det endelige kunstværk. Det er simpelt men alligevel imponerende, fordi der bliver arbejdet på en ret stor skala (130 x 110 cm). Og så kommer det endelige værk, som er det, jeg har sat ind ovenfor.
Petroleumslampen spreder sit gyldne skær over Sophus’ ansigt, og jeg kan nærmest høre hans kluklatter. Sådan én forestiller jeg mig, at en fyr som Sophus havde. Sådan en latter, der smitter. Maleriet føles meget virkeligt og nærværende. Man får lyst til at spørge Sophus, om han ikke byder på et lille glas, og så ellers slå sig ned ved bordet overfor ham. Han ligner en mand med en masse røverhistorier.
Så – skud ud til P.S. Krøyer og Sophus Schandorph!

Konklusion: Udstillingen gjorde, at jeg følte mig tættere forbundet med kunstnerne, på trods af at ingen af dem lever længere. “Art in the Making” menneskeliggør kunstnere, hvis håndværk jeg ellers ikke har haft et stort indblik i. Det fjerner noget af magien, men på den bedst tænkelige måde. For når magien bliver nedtonet lidt, står virkeligheden i værkerne endnu skarpere.