Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn

Dav Nina

Se lige mig – back so soon! Og du kan godt glæde dig. Jeg har haft en vanvittig oplevelse i vandtårnet i dag (nyd lige min alliteration), og jeg er virkelig begejstret for at dele den herinde.

Som du måske husker fra det her indlæg, er jeg ret fascineret af Brønshøj Vandtårn. Det er lidt bydelens varemærke og generelt bare et spændende stykke arkitektur.

Muligheden for at komme en tur ind i det dukkede op på mit Facebookfeed. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde postet det, og den side følger jeg meget med i. Brønshøj er virkelig blevet en underlig stor del af min identitet efter, at jeg er flyttet herhen. Jeg går sgu op i, hvad der foregår i mit lokalområde.

Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg straks trykkede ‘interesseret’, så jeg kunne huske at købe en billet. Ja – jeg har brugt penge på at komme på besøg i vandtårnet. Det er muligvis de bedste 50 kr. jeg nogensinde har brugt. Jeg tog 108 billeder på den time arrangementet varede samtidig med, at jeg desperat prøvede at ‘være tilstede’. Det er svært både at tilgodese min trang til at dokumentere alt jeg oplever og mit mål om at ‘leve i nuet’. Jeg tror det lykkedes nogenlunde.

Nu skal jeg nok fortælle, hvordan hele arrangementet løb af stablen.

Vi blev alle sammen budt velkommen i Søjlerummet. Der var lovet en øl/vand (inkluderet i billetprisen), og der må jeg sige, at jeg var godt tilfreds. Der var ingen øl – til gengæld var der hvidvin og chips. Helt vidunderligt.

dsc_1442dsc_1431

Jeg ved ikke om, det gennemsigtige væske var vand/sodavand. Jeg holdt mig til hvidvinen. Duh.

Nu tænker du måske – hvorfor hedder det Søjlerummet? Det skal jeg vise dig:

dsc_1429dsc_1435

Det giver ret god mening nu, ikke?
Nå, men så står vi der og drikker hvidvin. En rar mand fra lokaludvalget fortalte lidt om vandtårnet – nogle af de sjove facts, kan jeg godt lige videregive.

Lidt om vandtårnet:

  • Byggeriet startede i 1928 og vandtårnet stod færdigt i 1930.
  • Det er stadsarkitekten Ib Lunding, der står bag vandtårnet. Eller, han byggede det nok ikke helt selv. Men han lavede nogle flotte tegninger af tårnet. Klik her og her for at se nogle af hans tegninger fra Københavns billedarkiv. Der er også billeder af opførslen – se her, her, her og her. Og så skal jeg nok lade være med at linke til flere ting i det her indlæg.
  • Tårnet er 34 meter højt.
  • Søjlerummet har en genklang på ca. 15 sekunder. Det vil sige, at det tager 15 sekunder før en lyd har ‘rejst’ fra bunden af tårnet, til toppen og tilbage igen. Jeg kan afsløre, at flere af deltagerne lige fik testet det ved at sige sjove lyde. Ret underholdende.
    Akustikken i Søjlerummet skal i fremtiden udnyttes endnu mere til forskellige koncerter. Generelt er tanken, at vandtårnet skal integreres som kulturhus. Det kan blive ret vildt, tror jeg.

Efter en lille introduktion til tårnet og dets historie, var det tid til at gå opad! Der er en vindeltrappe i midten af tårnet, som går hele vejen op. Jeg holdt godt fast i gelænderet, kan jeg afsløre.

dsc_1450

Oppe under taget ligger Teknikrummet. Her kan man stadig se de gamle vandrør, og der er små koøjer med udsigt over hele København.

dsc_1489

dsc_1492-2

Sidste del af vandtårnet er selve vandtanken. Der er selvfølgelig ikke vand i. Og der var heller ikke noget lys. Der var bare en stige ned i mørket.

dsc_1501

Nu tænker du muligvis – det var da en lidt kedelig afslutning på vandtårnsturen? En stige ned i mørket?
Don’t worry. Der er mere endnu. Kan du huske, at jeg skrev at Teknikrummet ligger under taget (det håber jeg, for det er ikke ret lang tid siden, du har læst det)? Hvor tror du så, vores tur fortsatte hen efter Teknikrummet?

Jeg håber, du kan gætte det.
Turen forsatte op på taget! OMG OMG OMG. Det var så vildt.
Vi fik lov til at gå rundt på toppen af vandtårnet! Jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

dsc_1509

dsc_1523

Er det ikke nice? Man kunne se alle mulige steder hen. Jeg kunne se min lejlighed, Grundtvigs Kirke, Rådhustårnet, Øresundsbroen og tårnet i ZOO! Og alle mulige andre ting, jeg ikke lige kunne se, hvad var. Det var så smukt! Og totalt heldigt, at vejret var SÅ godt.

Jeg var så begejstret, at jeg blev nødt til at få foreviget, at JEG var til stede på det tag. Så jeg spurgte en rar familiefar, om han ikke ville tage et billede af mig. Og selvfølgelig ville han det.

dsc_1519

Billedet blev desværre ikke vildt godt – men det var 100 procent ikke fotografens skyld. Her kan man også lige se årsagen til, hvorfor den her blog ALDRIG kommer til at handle om mode.

Alt i alt – Brønshøj Vandtårn er et herligt sted. Vild arkitektur, akustik og udsigt. Jeg er fan.

 

Anne Anmelder: SMK – “Art in the Making”

Dav Nina

Som jeg nævnte i går, var jeg på SMK, og jeg lovede jo en anmeldelse af den seneste udstilling “Art in the Making”. Så det kaster jeg mig ud i nu – i et segment jeg kalder “Anne Anmelder”. Måske kan det være, jeg anmelder andre ting i fremtiden. Men jeg lover ikke noget!

Jeg starter lige med at fortælle, hvad SMK selv siger om udstillingen:

Hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan kommer en kunstner fra idé til færdigt mesterværk?
Rembrandt, Edgar Degas, Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, Christen Købke, P.S. Krøyer og mange flere. Oplev nogle af kunsthistoriens helt store mestre og deres værker i sæsonens store særudstilling på SMK. 

I udstillingen Art in the Making kigger vi kunstnerne over skuldrene og giver indblik i den kunstneriske proces fra idé til færdigt værk. Gennem en perlerække af hovedværker og sjældent sete skitser kan du følge det kunstneriske arbejde og blive klogere på, hvorfor en række mesterværker ser ud, som de gør.

Så det altså udstillingens fokus – en behind the scenes af diverse malerier. Et ret genialt koncept, hvis du spørger mig. Du har selvfølgelig ikke spurgt. Og det har SMK heller ikke. Hvilket jeg synes er en kæmpe fejl fra deres side. Men sådan er det jo. Hvorfor skulle de også spørge mig til råds? De kan jo ikke vide, at min største drøm er at kuratere en udstilling en dag.

Nå, tilbage til anmeldelsen.

Den er ret magisk. Det kan jeg godt starte med at sige. Der er ingen grund til at lade dig hænge på den måde. Jeg siger det fra begyndelsen – jeg er fan. Men jeg er også nem at begejstre. Lige så snart der er fascinerende facts om kunst og kunstnere, så er jeg solgt.

Jeg har en  inside joke med de veninder, jeg var på interrail med i sommers. Måske er det ikke rigtig en inside joke. Det er mere bare noget, de driller mig lidt med. I hvert fald opdagede de hurtigt, at jeg er ret vild med informationer. Jeg er nem at underholde, når jeg er på ferie. Hver gang jeg spottede en infotavle på vores tur – på en gammel bygning, eller i en park, whenever, whereever – så skulle jeg liiiiige læse den. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Så det er ikke så overraskende at “Art in the Making” gjorde et godt indtryk på mig. Udstillingen er jo fuld af info-tavler!

Det værk, der gjorde allerstørst indtryk var dette portræt, malet af P.S. Krøyer:

sophusAlle rettigheder til SMK, hvor jeg har tyvstjålet billedet fra. Altså fotoet. Ikke selve maleriet. Det kunne jeg ikke få ned fra væggen. Det er også ret stort, så jeg kunne nok ikke have det med i bussen på vej hjem.

Ligner han ikke den rareste mand i verden? Det er forfatteren Sophus Schandorph, hvis eksistens, jeg ikke kendte til – før i går. Han var tilsyneladende meget aktiv under det moderne gennembrud. Og så malede P.S. Krøyer et billede af ham. Det er, hvad jeg ved om søde Sophus. Men det er jo også kunstværket det handler om.
På udstillingen er der hængt seks udgaver af Sophus op på den samme væg – så man kan følge med i Krøyers proces. De første tre afbildninger er skitser, hvoraf to af dem er lavet, mens Krøyer var sammen med vores kære forfatter. Krøyer har skrevet tidspunkt på alle tre skitser. Jeg kan næsten forestille mig, ham kigge på uret, og skrible klokkeslettet på skitserne. Eller måske spurgte han Sophus? På maleriet ligner det, at han har et lommeur.
Dernæst laver Krøyer et oliemaleri i samme størrelse som skitserne. Det er dejligt upoleret, og der er noget ærligt og umiddelbart over det (lyder jeg som en kunstanmelder på Politiken nu?).
Efter det lille oliemaleri kaster Krøyer sig ud i en skitse i samme størrelse som det endelige kunstværk. Det er simpelt men alligevel imponerende, fordi der bliver arbejdet på en ret stor skala (130 x 110 cm). Og så kommer det endelige værk, som er det, jeg har sat ind ovenfor.
Petroleumslampen spreder sit gyldne skær over Sophus’ ansigt, og jeg kan nærmest høre hans kluklatter. Sådan én forestiller jeg mig, at en fyr som Sophus havde. Sådan en latter, der smitter. Maleriet føles meget virkeligt og nærværende. Man får lyst til at spørge Sophus, om han ikke byder på et lille glas, og så ellers slå sig ned ved bordet overfor ham. Han ligner en mand med en masse røverhistorier.
Så – skud ud til P.S. Krøyer og Sophus Schandorph!

Konklusion: Udstillingen gjorde, at jeg følte mig tættere forbundet med kunstnerne, på trods af at ingen af dem lever længere. “Art in the Making” menneskeliggør kunstnere, hvis håndværk jeg ellers ikke har haft et stort indblik i. Det fjerner noget af magien, men på den bedst tænkelige måde. For når magien bliver nedtonet lidt, står virkeligheden i værkerne endnu skarpere.