65×90

Dav Nina

Jeg har kastet mig ud i endnu et projekt, jeg ikke ved, om jeg kan klare. For nogle uger sider havde jeg forvildet mig ind i min lokale Tiger-butik. Det gør jeg en gang i mellem, af to grunde: fordi det er billigt, og fordi jeg altid bliver inspireret til at prøve noget nyt, når jeg er der.

Nu lyder det næsten som om Tiger betaler mig. I wish. Hit me up Tiger! Jeg er ikke for fin til, at lave sponsorerede indlæg. Please giv mig penge. Jeg elsker jeres butik. Selvom jeg ikke kalder den ved dens korrekte navn – Flying Tiger. Dét har jeg altså ikke vænnet mig til endnu.

Nå, det var lige et desperat sidespring. Tilbage til sagen.

Jeg har købt mig et lærred. Et rigtig stort lærred. Det største jeg nogensinde har malet på. 65 x 90 cm er det. Jeg har en meget hvid væg i soveværelset/stuen/spisestuen/kontoret (livet i en etværelses), som jeg gerne vil have noget kunst op på. Jeg har i lang tid tænkt, at jeg ville investere i nogle andres kunst. Men før jeg havde set mig om, stod jeg oppe ved kassen i Tiger og sagde: “jeg skal bare bede om det her,” mens jeg langede lærredet op på disken. Sådan et lærred er ikke særlig handy fyi. Men det var billigt.

Så gav jeg mig straks i kast med at finde ud af, hvad fanden jeg skulle male. Der viser internettet sig endnu en gang fra sin bedste side. Pinterest er jo et vidunderligt sted, og der brugte jeg lige en time på at scrolle og lave et board – tjek det ud.

Jeg vil gerne lave et landskabsmaleri, uden for mange detaljer. Lidt abstrakt. Jeg prøver virkelig at gøre det så nemt som muligt for mig selv.
En aften forsøgte jeg mig også med et par skitser. Det kom til at se sådan her ud:

dsc_1408

Og så gav jeg mig ellers i kast med kæmpelærredet. Med en smule succes. Jeg er startet med himlen (fordi den skal være bagerst i billedet – det er sådan noget, man lærer på den hårde måde), og allerede er jeg lidt utilfreds. Maleriet skal hænge på en kridhvid væg, så jeg synes, det ser lidt for lyst ud. Jeg vil prøve at gøre himlen lidt mere mørk og dyster. Forhåbentlig dyster på en pæn måde.

dsc_1423

Efter at have skrevet lidt om det her projekt, har jeg fået helt lyst til at forsætte! Det er vel ikke en dårlig idé kl. 21:06 på en mandag? Der er sikkert en eller anden regel med, at man helst skal male i dagslys. Men fuck reglerne! Rules are meant to be broken!

Not. Regler bliver skabt for at blive overholdt – og jeg elsker at overholde regler. Kald mig en regelrytter. Kald mig en dengse. En duks. Jeg kan tage det. For det er 100 % rigtigt. For nylig havde jeg glemt at pakke mine cykellygter, så jeg blev nødt til at køre hjem til Brønshøj fra Amager uden lys. Angstsvedte hele vejen – hver gang en bil overhalede mig, troede jeg, at det var en politibil.*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*Her vil den opmærksomme læser bemærke, at jeg var mest bange for politiet. Jeg var ikke rigtig bekymret for at blive kørt ned. Man kunne også undre sig over, at jeg ikke trak hjem eller tog med offentlig transport, når nu jeg er sådan en regelrytter. Jeg har ingen god undskyldning. Måske er jeg slet ikke så stor en dengse, som jeg tror?

Med det i tankerne, vil jeg give mig til at male – i dårlig belysning – bare fordi. Fuck reglerne!

 

Re: Postkort fra Malaga

Dav Nina!

Hvor var det hyggeligt at læse dit virtuelle postkort. Det så ud som om, det var en herlig tur. Og du havde fortjent det! Det er altså rart med noget ferie, når man arbejder gratis. Jeg er også blevet benådet med fri i hele påskeugen.

Det er dog ikke blevet til nogle eksotiske eskapader. Jeg har selvfølgelig været et smut forbi Sydsjælland og mine forældre. Der har jeg været her i weekenden. Resten af tiden har jeg tilbragt hjemme i Brønshøj.

Jeg havde selvfølgelig store planer for mine fridage. Jeg skulle vaske vinduer, løbe ture og begynde på min praktikopgave. Og det er jo åbenlyst, at jeg ikke fik klaret én eneste af de ting. Jeg prøver ikke at skamme mig for mig over det.

Til gengæld har jeg været i IKEA. Og det er en fucking sejr i sig selv. Det må opveje for, at jeg ikke fik klaret de andre ting. Målet med turen til IKEA var, at jeg skulle skaffe mig en bogreol. Jeg vil gerne have alle mine bøger herind – de står lige nu på gården hos mine forældre. Og jeg savner dem allesammen. Selv Twilight-serien.

Så jeg fik skaffet mig en reol. Og bygget den. Den proces har været den mest veldokumenterede i forhold til visuelt materiale til et virtuelt postkort. Så det bliver mit bidrag til postkortet.

Nedenunder kan du se en række billeder fra processen. Det blev ikke til så mange, før jeg indså, at det ville være LOL at filme noget af processen. Efterfølgende har jeg erfaret, at man ikke bare kan uploade videoer til bloggen? Og jeg har det mærkeligt med at uploade videoer til Youtube. Det bliver sgu for meget af det gode. Så i stedet kan du klikke her, her og her for at se 3 klip af mig, der forsøger at samle en reol. Samtidig med at jeg beretter højlydt om processen. Det virker måske lidt overdrevet, men jeg snakker virkelig så meget med mig selv. Det er lidt pinligt. Eller en af mine stærkeste karaktertræk – ingen ved det.

 

dsc_1411
Foto nr. 1 – Jeg har ryddet en plet i lejligheden til den nye reol.

dsc_1412
Foto nr. 2 – Her står der meget tydeligt, at man IKKE må samle reolen alene. Men jeg er meget selvstændig. så det kan jeg selvfølgelig sagtens! Fuck the patriarchy!

dsc_1414
Foto nr. 3 – I fuld gang, jeg holder lige pause på sengen.

dsc_1415
Foto nr. 4 – Det (halv)færdige resultat! Jeg indså hurtigt efter at have rejst reolen op, at gulvet er for skævt, og at jeg bliver nødt til at få sat reolen fast i væggen. Men det bliver jeg nødt til at få hjælp til. For jeg har ikke en skruemaskine. Eller skruer. Så… Ikke så meget fuck the patriarchy. Men fuck the patriarchy en lille smule, for jeg er meget stolt af, AT JEG SELV KUNNE SAMLE OG REJSE DEN REOL! Skud ud til mig.

Hindbærsnitten – fake it ‘till you make it

Dav Nina

Tak for i går! Det var herligt, at du kom til fredagsbar på trods af hold i nakken. Vi fik danset! Og drukket G&T! Det har resulteret i, at jeg sov længe i dag, men jeg holder mit løfte fra i går.
Så her har du mig igen. Måske er det med dette indlæg, jeg bliver til den madblogger, jeg altid gerne har  ville være? Chancen er lille. Men du skal i hvert fald have en lille fortælling om dagens udskejelser i køkkenet.

Lad mig sætte scenen:
Jeg vågner kl. 10. Står op kl. 11. Googler opskrifter på hindbærsnitter. Finder denne opskrift fra Mette Blomsterberg – konditoren med den skarpeste franske manicure, jeg nogensinde har set. Hun er om noget et kvalitetsstempel, så jeg vælger selvfølgelig den opskrift. Stryger ned i Netto for at købe smør og flormelis. Vender tilbage til lejligheden. Sætter mig ned i lænestolen. Falder i søvn. Vågner af et hindbærsnitte-mareridt. Stryger ud i køkkenet. Og SÅ kommer jeg i gang.

Hindbærsnitter består af en ret nem dej. Det vigtige er at holde de tørre ingredienser fri for klumper – derfor sigtede jeg mel, flormelis, bagepulver og vaniljesukker, før jeg blandede det hele med smør og til sidst vand. Jeg bruger forresten vaniljesukker i stedet for rigtige polynesiske vaniljestænger. Det gør jeg fordi jeg, i modsætning til Mette Blomsterberg, ikke har et kage-imperium. Sådan er vi jo så forskellige.
dsc_1264Ovenstående er bare lige et øjebliksbillede.  Så du kan forstå, hvor stort et rodehoved jeg er i et køkken. Nogle gange kan jeg høre min mors stemme “Anne, skal du ikke liiiiiige rydde lidt op?”. Men det fede ved bo alene er, at min mor ikke er her. Så jeg siger bare højt til mig selv (og min mor, hvis hun nu lytter med ved hjælp af sine mor-evner): “Næ, jeg skal faktisk ikke rydde op overhovedet.”. Derfor har mit køkkenbord set sådan der ud de sidste mange timer. Jeg har selvfølgelig sat låg på hindbærmarmeladen. Og spist den mislykkede hindbærsnitte. Lidt manerer har jeg da.

dsc_1265Her er det færdige resultat! Jeg eksperimenterede lidt med glasuren. Jeg lavede en med citronsaft og en med Ribena-saftevand. Sådan er det tit, når jeg skal følge en opskrift. Jeg ender ofte med, du ved, ikke at følge opskriften? Komme med dumme påhit og tilføjelser? Når jeg er heldig, ender det med abstrakt glasurpynt, der ligner et maleri af Jackson Pollock. Andre gange overfylder jeg en bageplade med ALT for mange cookies og bager dem til én stor cookie.

Sådan kan det gå, når improvisation er kernen af ens personlighed.
Fake it ‘till you make hindbærsnitter.