RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ’sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.

I dag har jeg…

Dav Nina

Som lovet er her en logbog over min dag. Den er mere eller mindre uredigeret. Jeg tænker den falder meget godt i hak med temaet på DR/P3/whatever om at være #heltuperfekt

Fredag d. 23. marts 2018

kl. 06.30: Min alarm ringer første gang. Jeg udsætter den med fem minutter.
kl. 06.35: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.40: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.45: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.50: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 06.55: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 07.00: Udsætter liiiige fem minutter til.
kl. 07.05: Så står jeg op. Går på WC. Dropper at tage et bad. Sætter vand over til instant kaffe. Hælder havregryn i en dyb tallerken – hælder mælk på havregryn.
kl. 07.14: Havregryn og kaffe indtages mens jeg ser Youtube. Her til morgen var det den her og den her. Det er dejligt at starte dagen med noget fjollet.
kl. 07.35: Sætter tallerken og kop ned i køkkenvasken. Skyller det ikke af. Går på WC igen. Koffein sætter gang i min mave.
kl. 07.43: Børster tænder og tager dagens outfit på.
kl. 07.50: Scroller gennem Instagram i sengen.
kl. 08.00: Cykler til Lær for Livet.
kl. 08.33: Ankommer svedig til Lær for Livet.
kl. 08.45: Henter dagens latte i køkkenet. Det er ret lækkert med en kaffemaskine, der bare gør det hele for en.
kl. 08:50: Så sidder jeg på min pind. Tænder bærbar. Tjekker mail. Tjekker Lær for Livets SoMe-profiler. Føler mig meget kommunikations-agtig.
kl. 09.00: Her begår jeg den fejl, at lade være med at notere, hvad jeg foretager mig, efterhånden som jeg gør det – “det kan jeg sagtens huske senere.” Yeah, right. Nu gør jeg et forsøg.
Jeg skriver en mail. Jeg sætter en nyhed op i WordPress og offentliggør den på vores hjemmeside. Laver en kladde til et FB-post. Scroller ned gennem mit feed på LinkedId.
Diskutterede månedens mand på kontoret – Leonardo DiCaprio og hans bedste roller. (Vi er et kvinde-kontor – og de yngste sidder sammen. Det har sine konsekvenser. Blandt andet at “månedens mand” lige er blevet en ting.)
kl. 11.06: Begynder at spekulere på frokost. Vi skal have krebinetter i dag.
kl. 11.10: Arbejder på noget SoMe i InDesign (ja, Nina – jeg har lige fået InDesign på min arbejdscomputer!)
kl. 11.25: Læser indlægget: “Når der går ‘Jørgen Varnæs’ i netværket…” – mest fordi jeg er fan af Matador og Jørgen Varnæs er en vanvittig underholdende karakter.
kl. 11.35: Fortsætter med at lege med InDesign
kl. 11.50: Frokost ankommer. Min mave rumler.
kl. 11.52: Går til frokost. Fråder 2 krebinetter.
kl. 12.26: Tilbage fra frokost. Fortryder, at jeg har taget stramme jeans på.
kl. 12.30: Retter ting på vores hjemmeside. Sender en pressemeddelelse til en lokalavis i Ringkøbing-Skjern. Færdiggør posts i InDesign. Poster på Facebook og LinkedIn. Snakker lidt mere om flotte mænd. Arbejder på et brev til vores Learning Kid Council i InDesign.  
kl. 14.00: Spiser det sidste stykke af onsdagskagen. I denne uge var det brownie med en lækker hindbær/citroncreme. Fucking fråderen. For at sige det mildt.
kl. 14.17: Snakker om påskeferie (jeg har fået lov til at holde påskeferie! Er svært begejstret)
Og så flyver tiden igen.
kl. 15.45: Tømmer opvasker sammen med en af de søde studentermedhjælpere. Laver autosvar til min Outlook-mail. Slukker computeren. Hopper på cyklen.
kl. 16.33: Rammer Brønshøj. Begynder at skrive det her indlæg.
kl. 16.58: Min veninde Kathrine ankommer. Vi drikker en kop kaffe.
kl. 17.24: Vi går i Netto og handler ind til vietnamesiske forårsruller. Snolder i slikbutikken. 42 kroner køber vi for.
kl. 18.07: Tilbage i lejligheden. Hører Rihanna, laver mad og drikker gin og tonic.
kl. 19.10: Spiser aftensmad. Lærer Kathrine hvordan man folder vietnamesiske forårsruller. Føler mig som et kulinarisk geni.
kl. 19.35: Vi indser, at vi gerne vil have hvidvin og at SuperBrugsen lukker kl. 20.00. Går i SuperBrugsen og køber en billig hvidvin.
kl. 19.48: Tilbage i lejligheden. Åbner hvidvinen. Snakker fremtidsplaner – blandt andet at vores identitet og selvværd aldrig må ligge i vores arbejde og at alle mennesker ikke får deres drømmejob, og at det er okay! Sætter Britney Spears på.
kl. 21.44: Og her er vi så. Jeg er nået til vejs ende i dagens logbog.
Det har været latterligt svært at notere de ting, jeg laver. Men lidt af en øjenåbner. Jeg tror muligvis, at jeg vil gøre det igen. Det er ikke sikkert, at det når ind på bloggen. Jeg forestiller mig ikke, at det her er vildt interessant. For nogen. Det er den slags navlepilleri, der ikke rigtig ændrer noget. Men jeg er ret underholdt af det. Og det er ligesom, derfor jeg er her. Selvfølgelig er det også et plus, hvis du er underholdt Nina! Og hvem end der ellers læser med.

 

 

statens museum for kunst vs. high school musical

Dav Nina

Jeg er glad for at høre, at du havde en god fødselsdag – selvom du ikke var helt på toppen. Og jeg er stor fan af din blogger-plante! Jeg har også en, den er bare ikke helt så stor som din.

Du er sikkert lidt forvirret over titlen på dette indlæg. Lad mig forklare – i dag har jeg haft en rigtig herlig søndag. Jeg var på SMK for at se den nyeste udstilling ‘Art in the Making’, og her til aften opdagede jeg at ‘High School Musical 3: Senior Year’ ligger frit tilgængeligt på Viaplay. Så den blev jeg selvfølgelig nødt til at se (igen). Og imens jeg dansede/sang med på ‘The Boys Are Back”, slog det mig, at det egentlig er lidt pudsigt, at jeg kan nyde de to ting (SMK og HSM), så meget som jeg gør. De er jo vidt forskellige. Eller er de?!?!

 

 

 

 

Det er de.

Det her indlæg er desværre ikke mit forsøg på at forene Statens Museum for Kunst med High School Musical. Selvom jeg virkelig gerne ville. Det er mere et forsøg på at sætte en ramme for, hvorfor de begge har ret til at eksistere.
Jeg er dog kommet på én enkelt lighed. Både museet og filmtrilogien er defineret ved deres ‘fans’ og dem, der stålfast hader konceptet. Giver det mening? Jeg ved ikke helt selv, om jeg forstår min egen pointe. Jeg prøver lige at uddybe.

Okay. Så SMK har rigtig mange besøgende. Og blandt de besøgende er dem, der virkelig er fan af kunst. Som mig f.eks. Eller den mor jeg så derinde i dag, der troligt gik igennem en hel udstilling med hendes datter og forklarede, hvad det hele handlede om. Sådan nogle typer, der har årskort.
Og så er der dem, der synes, det er noget snobberi. At kunst ikke kan bruges til noget andet end at hive penge ud af folk. Dem der aldrig kunne finde på at sætte sine ben på SMK. Ikke engang dengang entréen var gratis.

Og med High School Musical synes jeg det er lidt det samme. Der er mig, der genser filmene, kan de fleste af sangene udenad og sagtens kan finde på at bryde ud i “Fabulous”, når jeg gør mig klar til at tage i byen. Helt uden at skamme mig. Og jeg bilder mig ind, at jeg ikke er den eneste, der er vild med Troy Bolton og alle de andre rødder. Er du fan, Nina? Ellers skal jeg nok introducere dig til universet en dag.
Nå, men det er altså de typer, der er vilde med filmene. Men der er også alle dem, der hader filmene. Ofte uden at have set dem. De synes, at det hele er lidt for kikset og frygtelig usmageligt. Og nej, ingen af filmene har været Oscar-nominerede. Det er tre film med det samme plot, men med forskellige sange og koreografier. Og det kan altså et eller andet.

Og det kan SMK jo også. Jeg vil i hvert fald gerne leve i en verden, hvor man kan tillade sig at være vild med begge dele. Værdsætte kunst fra alle slags verdener.

Så nåede jeg også at blive lidt dyb på den her søndag aften.

Inden jeg smutter, ridser jeg lige plottet for alle tre High School Musical film op for dig. Jeg kan ikke lade være.
I bund og grund handler det altid om Troy og Gabriella. De bliver hurtigt et par i den første film. Og fremover står de altid med de samme dilemmaer. Troy er i tvivl, om han skal fokusere på basketball eller musikken. Gabriella er i tvivl, om deres forhold kan overleve, når deres fremtid går i to forskellige retninger. I alle tre film har de begge en dilemma-sang hver. Dem lister jeg lige nedenfor. Og SÅ skal jeg nok skride. Men jeg vender tilbage i morgen med en anmeldelse af SMK’s udstilling “Art in the Making”. Glæd dig!

High School Musical 
Troys dilemma-sang: Get’cha Head In The Game
Gabriellas dilemma-sang: When There Was Me And You

High School Musical 2
Troys dilemma-sang: Bet On It
Gabriellas dilemma-sang: Gotta Go My Own Way

High School Musical 3: Senior Year
Troys dilemma-sang: Scream
Gabriellas dilemma-sang: Walk Away

 

Jeg er høj på idyllen

Dav Nina

Som du jo nok ved (fordi jeg fortæller det til alle jeg møder), bor jeg i Brønshøj. Og det har jeg gjort i et år nu! Jeg har været udeboende i hovedstaden, alene i min et-værelses i 365 dage – plus det løse!
Det er altså noget af en bedrift. Jeg er en ægte strong independent woman!
Og alle de cliche-agtige følelser om at flytte hjemmefra, komme til København, og bo alene, du kan komme i tanke om – dem har jeg følt.

Mit liv er som en scene fra en eller anden film, hvor den unge, kvindelige hovedperson flytter fra landet til storbyen. Alle lysene er lidt skarpere og verden bliver lidt større. Forestil dig, mig cykle rundt i de københavnske gader med den her sang i baggrunden.
Og det kan godt være Brønshøj hverken er badet i lyset fra neonskiltene ved Søerne, eller spækket med smarte caféer med kaffe til 55 kroner. Men jeg er helt forelsket i den her bydel.

Så på denne snestormende søndag har jeg tilladt mig at blive lidt følelsesladet. Spænd sikkerhedsselen Nina – for det her indlæg bliver helt uden ironi og dårlige vitser. Jeg håber du kan holde til det! Her kommer en samling gode grunde til, at Brønshøj er et ret vidunderligt sted at bo (for mig).

Brønshøj Vandtårn står virkelig højt på listen. Det er et herligt bygningsværk fra starten af 30’erne. Det er ikke længere i brug som vandtårn, men bliver brugt til kulturoplevelser. Den 2. december sidste år var der en skøn julekoncert med Brønshøj Kirkes pigekor. Det var i anledning af, at lyskæderne på vandtårnet blev tændt – noget der åbenbart er en årlig begivenhed i julemåneden. Det var en vanvittig hyggelig eftermiddag. Vandtårnet er på mange måder for Brønshøj, hvad Frihedsgudinden er for New York. Så har jeg ikke sagt for lidt.

Dernæst kommer Brønshøj Kirke. Det er den ældste bygning i København, der stadig er i brug. Den er bygget på opfordring fra Biskop Absalon og den stod færdig en gang i 1180’erne – der kom et tårn på i 1450. Under Svenskekrigene i 1658-60 slog svenskerne lejr i Brønshøj, så de havde udsigt til København, og de brugte kirken til at opbevare våben i. Det er da en fun fact, der vil noget! Til sommerfesten i præstegårdshaven i sommers kunne man komme op i kirketårnet for 15 kroner. Det er nogle af de bedste 15 kroner, jeg har brugt. Der var en flot udsigt, og så var der inskriptioner i al træværket – fra de børn der i årenes løb havde sneget sig op i tårnet. Den ældste jeg fandt var fra 1889. Det er altså lidt sejt.

Begynder det at gå op for dig, at jeg er lidt historie-interesseret Nina? Jeg kan lige komme med noget der er sket i nutiden. Selvom det lyder som noget fra 50’erne. Her den anden dag, efter en god uges frostvejr, kom jeg cyklende hen ad Brønshøjvej. Og bag Brønshøj Gamle Skole (bygget i 1901) så jeg en stor forsamling af både børn og voksne. Det viste sig at det lille gadekær var frosset, så man kunne gå på isen! Solen skinnede og barnelatter blandede sig med fuglekvidder. Det var ren idyl.

Ren idyl var det også, da der i går var fastelavn på torvet. Brønshøj Torv er generelt et dejligt sted. Der er altid en pølsevogn i dagtimerne, og hver tirsdag holder der er en fiskebil. I sommerperioden er der loppemarked i weekenderne og i december står der et stort, oplyst juletræ.

Det hele er meget romantisk herude i Brønshøj. Selvfølgelig er der også hundelort på fortorvet, og folk der kører over for rødt. Men det bemærker jeg slet ikke. Jeg er høj på idyllen.

Sandheden er, at jeg nok var blevet vild med hvilken som helst bydel, jeg var endt i. Men jeg endte i Brønshøj. Og det er jeg helt vildt glad for.
Generelt knytter jeg mig meget til mine omgivelser. Jeg har også nogle særlige ting i min lejlighed, som betyder meget for mig – dem kan jeg fortælle om en anden dag.

Jeg skal nok skrive noget sjovt og dumt næste gang. Jeg må lige dosere mine dybsindige indlæg lidt.