Januar – årets længste måned?

Dav Nina!

Er det virkelig kun d. 13. januar? Hot damn.

Januar er muligvis den længste måned på året. Selvfølgelig ikke målt i videnskabelige dage og timer, men nærmere oplevet tid. Det er ikke altid, at en time varer 60 minutter, synes jeg. Nogle gange kan 10 minutter vare 1 sekund, og 24 timer føles som en uge. Sidstnævnte er min opfattelse af januar. Den er så fandens lang.

Vi starter godt nok abstrakt ud i dette første indlæg i 2019 – med komplicerede tanker om tid og mit trætte januar-sind! Phew. Med fare for at lyde som en frygtelig irriterende type, så forsøger jeg bare at skrive min sandhed. Ugh. I know, det er lidt kikset.

Men sandheden er, at mit sind er træt. Mit søvnbehov er eskaleret, og jeg er løbet lidt tør for mit zen-agtige julehumør. Hvem skulle have troet det? Frøken ja-hat er blevet frøken grå – i hvert fald lige for tiden. Og slet ikke hele tiden. Der er bare skruet lidt ned for blusset.

For jeg hygger mig gevaldigt med at skrive eksamensopgave med dig og pigerne, Nina. Det gør jeg sgu. Selvom det er også er drønhårdt og udmattende. Men som jeg siger (lidt for meget måske?) – handler det om processen!

Januar må ikke vinde
Jeg synes at kunne fornemme på menneskene omkring mig, at vi alle er lidt trætte i januar. Eller også projekterer jeg min følelser ud på resten af verdenen. Det ville ikke være første gang. Januar er en måned, man burde bruge på at søge ro. Men i stedet kan jeg gå og blive helt sur på mig selv. Hvilket er helt latterligt. Men jeg bliver sur på mig selv over, at jeg ikke har noget energi. Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg bliver sur på mig selv. Kan du fornemme den onde cirkel?

Men jeg har ikke tænkt mig at lade januar få mig ned med nakken! Det skal blive løgn, skal det! Og jeg synes, at jeg har udviklet ret raffinerede taktikker til at holde mig selv oven vande. Og de virker for mig, når jeg tager mig sammen. For tit er det nemmere at blive sidende i lænestolen og scrolle gennem insta i en halvanden time. Men det gør intet godt for mit hoved. Så her kommer de – mine coping mechanisms for januar (og alle andre svære tider på året):

mine taktikker:

tilgiv dig selv for din manglende energi 
Den her er muligvis den vigtigste og den sværeste. Jeg havde for nylig en dejlig telefonsamtale med min kære far. Han kan også mærke januar tære på ham. Men fordi han har været flere gange rundt om solen end jeg, ved han også, at det holder op igen. Så han tager den med ro, fordi han ved det går over. Det er sgu rart at høre nogle gange. Så jeg prøver at tilgive mig selv for min træthed. Når den sidste bakke på vej hjem fra skole er for stejl – så stiger jeg sgu af og trækker det sidste stykke. Det er helt rart.

sluk for skærmene – tænd stearinlys
Er det ironisk, at jeg kigger ind i min egen computerskærm, når jeg skriver, at jeg skal slukke for skærmene i mit liv? I don’t know. Men det er noget jeg øver mig i. Ikke ironi, det er jeg ret ferm til allerede. Men jeg prøver at blive bedre til at slukke for bærbaren og lægge min telefon helt væk. Det er motherfucking svært. Jeg skal distrahere mig selv med andre ting. Som f.eks. at tænde stearinlys – og kigge lidt ind i flammen. De sidste fire taktikker bruger jeg også til at distrahere mig selv. For jeg kan altså ikke nøjes med stearinlyset.

læs
Og nyheder tæller ikke! Kun hvis de er i en rigtig papiravis. Det er den eneste regel: det må ikke være på en skærm. Men ellers er der frit slag. Lige for tiden læser jeg The Handsmaid’s Tale – som er trist, men virkelig god. Jeg er heller ikke for hip (obviously) til at læse Nettos dumme gratismagasin, Lime. Eller min blå bog fra gymnasiet. Bare der kommer nogle ord indenbords.

gå en tur – også gerne hen i Netto
Nogle gange skal der ikke mere til end, at jeg går de 200 meter ned i min Netto for at købe en liter mælk. Eller at jeg kommer ud med skraldespanden. Hvis det er helt vildt, så går jeg ned til Utterslev Mose. Og så er jeg næsten helt høj bagefter. Frisk luft altså. Det kan noget.

skab
Og her refererer jeg ikke til et fysisk skab. Selvom et skab måske også kunne være brugbart i januar? Hvis det var sådan en Narnia-situation. Men det er altså ikke det, jeg mener her. Jeg tænker på det at skabe noget. For mig kan det være hvad som helst. I dag har jeg bagt en kage. Og malet og tegnet. Og skrevet en tekst om blinde veje. Og shaket en vodkadrink sammen. Og skrevet herinde! Det gør virkelig et eller andet ved humøret. Når mine kreative energier flyder frit (ugh, hør mig lige, er du ikke også ved at brække dig??), så får jeg det bare bedre.

hyg dig i sengen… du ved….ikke med en lur..
Enten alene eller med en makker, som man siger. Jeg ved ikke, hvad man siger. Men det hjælper! Det er der 100 procent en masse forskning, der siger. Noget med at få udløst dopamin og være i kontakt med sin krop. Hvad ved jeg. Jeg fortryder allerede lidt, at jeg har skrevet det. Rødmer helt. Men jeg står fast! Fuck januar! Bogstavelig talt.

Jeg forestiller mig ikke, at de her ting vil være gode for alle mennesker. Hvem ved, måske skal du rent faktisk scrolle gennem insta i halvanden time og slå hjernen helt fra? Det er sgu også cool. Det handler nok mest om at finde frem til de ting, der kan hjælpe lidt på humøret – som virker for dig.

Nå, men vi ses lige om lidt Nina! Så giver vi den opgave et ordentlig spark bagi.

8 ud af 8: obligatorisk tekst om nytår

Dav Nina!

Så kom vi sgu i mål. Årets sidst dag. Jeg bliver altid super reflekterende i disse sidste dage af året, men det tænker jeg, at de fleste mennesker gør? Man kan ikke lade være med at tænke tilbage på året, der er gået – og det år man går i møde.

Jeg synes 2018 har været pretty awesome. Helt raket for at sige det mildt. Jeg har været i praktik hos Lær for Livet, haft et Tinder-eventyr, været til Folkemødet på Bornholm, fået en bogreol til lejligheden, været i Barcelona, hygget mig med min studiegruppe, lavet en masse krea-projekter, groet mit hår ‘langt’ (og klippet det kort igen), drukket mig fuld, gjort en masse hyggelige ting i Brønshøj, styrtet på min cykel, lært (og glemt) nye ting på studiet og startet en blog med dig, Nina?! What a year, altså.

Men hvad så med 2019? 

Jamen, i 2019 skal jeg først skrive en dejlig opgave i Kampagneplanlægning med dig, Nina og to andre dejlige damer. Og så skal jeg på udveksling? Og i praktik igen? Hvilket virker meget uoverskueligt lige nu. Faktisk så uoverskueligt, at jeg har lovet mig selv først at tænke på det i det nye år. Det er selvfølgelig allerede om under 9 timer, men i mit hoved starter 2019 først den 2. januar. Den første dag i året tæller ikke rigtig i min kalender. Det er bare sådan en ingenting-dag. På den bedst tænkelige måde. Sådan en dag, hvor man virkelig sætter pris på det nye år, man lige har fået helt gratis og samtidig bare slapper af.

Men nu tænker du måske – hvad med nytårsfortsætterne? 

Og jo, jeg har da et par stykker vagt formulerede ting, jeg på den ene eller anden måde gerne vil efterleve i 2019. De kommer her.

  • Som jeg nævnte i går – jeg vil gerne have færre holdninger. Skære lidt ned på at tage stilling til alting hele tiden.
  • Jeg vil læse (mere) skønlitteratur – det er nærmest mit nytårsfortsæt hvert år og det lykkes aldrig rigtig. Men i de tre sidste måneder af 2018 har jeg faktisk fået læst lidt! Og det skal jeg fortsætte med i det kommende år – og nu føles det faktisk som noget, jeg kan godt kan leve op til. That’s character development!
  • Mindre skærmtid! Den hænger faktisk meget godt sammen med, at jeg vil læse mere. Det sker alt for tit, at jeg laver ingenting på internettet. Både på min telefon og min computer. Og det føles bare så forfærdeligt! Jeg hader den følelse, det giver mig. Jeg elsker internettet, min mobil og min computer, men jeg vil gerne tilbringe betydningsfuld tid med dem – ikke ligegyldig tid. Den bliver svær, men jeg tror på det!
  • Jeg vil gerne blive ved med at skrive for sjov. Hvilket jeg har kogt ned til, at jeg vil skrive minimum ét indlæg på bloggen om ugen. Det her kommer jeg 100 procent til at fejle på – men jeg ved også, at det hjælper lidt at beskrive ønsket adfærd på en konkret måde (hæhæ, det har vi lært i skolen). For jeg elsker at skrive. Det er virkelig en af de vigtigste ting, jeg tager med fra 2018.
  • Den her er lidt følsom: jeg skal blive bedre til at række ud efter mine venner, når jeg har brug for dem. For det er jeg dårlig til. Jeg er meget ‘suffer in silence’-typen. Hvilket også er dejligt nogle gange, fordi jeg er virkelig god til at håndtere ting selv. Men jeg har lært, at det ikke altid er nødvendigt at gå igennem alting alene. Wow. That got deep. Laver lige et til nytårsfortsæt at runde af på, der er lidt mere ‘light and breezy’.
  • Bage flere kager. Jeg har fået et smart infrarødt termometer i julegave, som jeg har ønsket mig, fordi jeg gerne vil lave flotte kager. Med glaze og mousse og tempereret chokolade. Det bliver lækkert.

Og så er der kun tilbage at sige: Godt nytår! Og Gud bevare bloggen.

4 ud af 8: Det er lidt som løbetur

Dav Nina!

I dag bliver det hele lidt anderledes. Jeg bevæger mig ind i fiktionens verden på samme måde, som jeg har gjort tidligere – lige her.

Nedenstående er noget, jeg skrev i sommeren 2017, da jeg gik på et skrivekursus som forløb over nogle måneder. I den tid skrev jeg en masse, og jeg fandt en masse ting frem og opdaterede dem.

Nedenstående er lige præcis fra den tid i sommeren 2017. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke rigtig genkalde, hvad teksten kom af. Men jeg kan til gengæld 100 procent genkende den følelse, jeg skrev om. Hvordan overspringshandlinger fucker ens produktivitet op, so to speak. Og hvor træls skyldfølelsen er, når man ved, at man kun har sig selv at bebrejde for ens latterlige fejltrin. Lige noget der kan få én i godt humør i sin juleferie, synes du ikke? Her kommer den i hvert fald:


Det er lidt som at løbe en tur.

Jeg har glemt at binde mine løbesko, så jeg snubler hele tiden i snørebåndene. Jeg har valgt en rute, hvor der er sat op til hækkeløb, og jeg vælter konstant i de bomme, jeg skal forsøge at springe over.
Mine høretelefoner spiller ikke den sædvanlige up-beat popmusik, jeg plejer at høre. I stedet har jeg skruet helt op for et sløvt deprimerende album. Forinden har jeg fyldt mig selv med en stor portion pomfritter og en halv liter cola ved siden af, så min mave er fuld og oppustet. Jeg har sidestik og hvert skridt føles tungere end det foregående. Mine fødder synker ned i jorden, efterhånden som jeg slæber mig hen ad ruten, der lader til at forsætte uendeligt ude i horisonten.
Alt det besvær, bare for en løbetur. Og jeg kan kun bebrejde mig selv for forhindringerne. Men hvorfor? For at gøre det sværere for mig selv? Trække oplevelsen i langdrag? Jeg kan ikke regne det ud.
En løbetur burde være ligetil. Men den udvikler sig til et maraton helt ude af proportioner.

Sådan føles det, hver gang jeg burde lave én ting, men laver noget andet i stedet. Eller laver ingenting overhovedet.  Dovenskab for ingen verdens nytte. Doven for dovenskabens skyld.
Selv lige nu, i dette øjeblik, burde jeg ikke tage mig tid til at skrive det her. For der er andre ting, tusinde andre ting, der skal gøres. Det her er bare endnu en forhindring på løbeturen.

__________________________________________

Puha, ikke just light and breezy. Vi må se, om jeg kan finde ud af at være lidt sjovere i morgen, Nina.

3 ud af 8: Annes Ordbog

Dav Nina!

Day 3 – and still going strong! Jeg begynder at tro på, at jeg godt kan klare det her projekt med et dagligt indlæg. Det gør det selvfølgelig nemmere, når jeg ved, at det kun er til og med d. 31. Men alligevel – ros til mig! Jeg er pissegod. yay yay yay. Okay, ikke mere egotrip på den her blog, hvor jeg primært skriver om mig selv og mine egne tanker…

Og for at det ovenstående egotrip ikke skulle være nok, så har jeg simpelthen lavet min egen ordbog. Jeg forsætter temaet fra i går med ord. Jeg lover, at indlægget i morgen kommer til at handle om noget helt andet end ord! Jeg skal bare lige finde på, hvad det skal være.

At kalde nedenstående for en ordbog er måske også lidt overdrevet. Der er ikke nok ord til at lave en bog, og jeg har heller ikke opfundet nye ord. Jeg har i stedet sammensat allerede eksisterende ord og forhåbentlig skabt nogle nye begreber, du kan relatere til. De kommer her.

Serie-pres
Jeg lider kraftigt under serie-presset. Faktisk er det mere et kultur-pres. Over alle de livsvigtige podcasts, tv-serier, bøger, film og albums jeg ikke har fået hørt, set eller læst endnu. Og som jeg nok heller aldrig får hørt, set eller læst.

Alle mennesker: “Ej, har du ikke set Game of Thrones?!”
Mig: “Nej, det har jeg ikke lige fået gjort. Men jeg starter liiiiige om lidt.” (not)
Alle mennesker: “OMG den her podcast er så god!”
Mig: “Nå, ej den lyder virkelig spændende. Den må jeg snart få hørt.”

Pjække-karma
Når du har taget en (velfortjent) fridag, og du ugen efter får feber, skoldkopper eller galopperende diarré. Jeg er rædselslagen for pjække-karmaen. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg er så dårlig til at pjække. En anden grund er selvfølgelig, at jeg er frygtelig autoritetstro og bange for at skuffe folk. Men de issues tackler vi ikke lige i det her indlæg.

Biograf-paranoia
Når du skal tjekke 800 gange, om du har sat din mobil på lydløs inden filmen går i gang. Faktisk slukker du tit telefonen, for at være helt sikker. Hvis den sagde lyde undervejs, ville det være det pinligste nogensinde.
Jeg tror det kommer af, at min far engang glemte at slukke mobilen, da vi var i biografen. En sand traumatisk oplevelse.

Præ-pral
Når du praler af noget, du ikke rigtig har gjort endnu, men du fortæller nogen, at du har tænkt dig at gøre det. Den præ-ros det ofte resulterer i kan betyde, at du slet ikke gør den ting, du havde sagt, at du ville gøre. For du har jo allerede fået credit for det! Why even bother?

Hvorfor løbe de 10 km, når dine kolleger allerede har rost dig for at købe nye løbesko. Præ-pral manner, that shit is real. Og det er seriøst farligt.

Overflods-dage
De magiske dage efter du har fået SU/løn, men det ikke er blevet d. 1. endnu. Huslejen og andre regninger er ikke blevet trukket, og pludselig ser det ud som om, du har rigtig mange penge i den kommende tid. Og selvom du godt ved, at du ikke har alle de penge, så føler du dig lidt rig. Jeg føler mig tit lidt overmodig i de dage, og der kan godt gå lidt overflod i den. Jeg laver langt flere dumme impulskøb i de sidste dage i måneden, når kontoen igen er i plus, end i starten af næste måned, når jeg har betalt husleje og mobilabonnement.

Det var det for nu! Jeg vender stærkt tilbage i morgen, med flere banebrydende bemærkninger.

Sommerskriv 2017: Ny i min by

Dav Nina!

I dag skal vi til noget meget sårbart, nemlig digtning. Det er også lidt af et throwback-thursday-indlæg. Digte og SoMe-jargon lyder som en usandsynlig kombination. Men her er vi altså. Alt kan ske på davnina.dk

Sidste sommer tilmeldte jeg mig et skrivekursus på Københavns Kunstskole. Det varede cirka 3 måneder, og så mødtes vi en gang om ugen. Tror jeg. Lige nu kan jeg faktisk ikke rigtig huske det praktiske. Men det er heller ikke så vigtigt.
Vi var omkring 10 deltagere og hver gang læste 2-3 personer deres materiale højt. Og så snakkede vi om det. Dem der læste højt, måtte ikke deltage i samtalen om deres egne tekster. Det var fucking grænseoverskridende at skulle læse noget højt og derefter bare tage imod. Uden at bortforklare eller forsvare sit materiale. Men jeg gjorde det!
Det var virkelig en god oplevelse, både i forhold til at få rigtige mennesker til at tage stilling, til noget man selv havde lavet, men det var også virkelig spændende at høre andres tekster.

Men nu til det sårbare; for siden skrivekurset har jeg ikke kigget på de ting, jeg havde med. Indtil for et par dage siden, hvor jeg fandt dem frem igen. Det var ret vildt at genlæse og en smule ubehageligt. Selvom det kun er lidt over et år siden, jeg skrev teksterne, føles det næsten som at læse noget skrevet af en fremmed. Super syret.
Men jeg fandt i hvert fald nedenstående. Et digt om at være tilflytter i København. Det er et digt i genrens løseste form – det rimer ikke over det hele, og det har heller ingen fast vers- eller linjestruktur.

Puha, sikke en rutsjetur det digt er. Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de ting, jeg vil ændre på. Der går lidt kritiker i mig. Men jeg synes også, at man skal lade sådan noget være. Jeg tør ikke rette i det nu, for jeg kan ikke genkalde/rekonstruere præcis den følelse jeg havde, da jeg skrev det.

Det lyder jo som om, jeg var helt fremmedgjort i København på det tidspunkt. Som en alien, der lander på Jorden og ikke rigtig fatter, hvad der foregår.
Der må være noget sandhed i det, for ellers havde jeg nok ikke skrevet det. Det er til gengæld virkelig livsbekræftende at genlæse og opdage, at København er blevet mere end min nye by. Det er mit hjem nu. Det er fandme character development! Sikke skønt med noget positiv udvikling.