RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ’sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.

Re: Postkort fra Malaga

Dav Nina!

Hvor var det hyggeligt at læse dit virtuelle postkort. Det så ud som om, det var en herlig tur. Og du havde fortjent det! Det er altså rart med noget ferie, når man arbejder gratis. Jeg er også blevet benådet med fri i hele påskeugen.

Det er dog ikke blevet til nogle eksotiske eskapader. Jeg har selvfølgelig været et smut forbi Sydsjælland og mine forældre. Der har jeg været her i weekenden. Resten af tiden har jeg tilbragt hjemme i Brønshøj.

Jeg havde selvfølgelig store planer for mine fridage. Jeg skulle vaske vinduer, løbe ture og begynde på min praktikopgave. Og det er jo åbenlyst, at jeg ikke fik klaret én eneste af de ting. Jeg prøver ikke at skamme mig for mig over det.

Til gengæld har jeg været i IKEA. Og det er en fucking sejr i sig selv. Det må opveje for, at jeg ikke fik klaret de andre ting. Målet med turen til IKEA var, at jeg skulle skaffe mig en bogreol. Jeg vil gerne have alle mine bøger herind – de står lige nu på gården hos mine forældre. Og jeg savner dem allesammen. Selv Twilight-serien.

Så jeg fik skaffet mig en reol. Og bygget den. Den proces har været den mest veldokumenterede i forhold til visuelt materiale til et virtuelt postkort. Så det bliver mit bidrag til postkortet.

Nedenunder kan du se en række billeder fra processen. Det blev ikke til så mange, før jeg indså, at det ville være LOL at filme noget af processen. Efterfølgende har jeg erfaret, at man ikke bare kan uploade videoer til bloggen? Og jeg har det mærkeligt med at uploade videoer til Youtube. Det bliver sgu for meget af det gode. Så i stedet kan du klikke her, her og her for at se 3 klip af mig, der forsøger at samle en reol. Samtidig med at jeg beretter højlydt om processen. Det virker måske lidt overdrevet, men jeg snakker virkelig så meget med mig selv. Det er lidt pinligt. Eller en af mine stærkeste karaktertræk – ingen ved det.

 

dsc_1411
Foto nr. 1 – Jeg har ryddet en plet i lejligheden til den nye reol.

dsc_1412
Foto nr. 2 – Her står der meget tydeligt, at man IKKE må samle reolen alene. Men jeg er meget selvstændig. så det kan jeg selvfølgelig sagtens! Fuck the patriarchy!

dsc_1414
Foto nr. 3 – I fuld gang, jeg holder lige pause på sengen.

dsc_1415
Foto nr. 4 – Det (halv)færdige resultat! Jeg indså hurtigt efter at have rejst reolen op, at gulvet er for skævt, og at jeg bliver nødt til at få sat reolen fast i væggen. Men det bliver jeg nødt til at få hjælp til. For jeg har ikke en skruemaskine. Eller skruer. Så… Ikke så meget fuck the patriarchy. Men fuck the patriarchy en lille smule, for jeg er meget stolt af, AT JEG SELV KUNNE SAMLE OG REJSE DEN REOL! Skud ud til mig.

Re: Den dag jeg vidste, at jeg var en idiot (i dag)

Dav Nina

Jeg havde egentlig bare tænkt at skrive en kommentar til dit indlæg fra i onsdags. Men min pointe er SÅ vigtig, at det simpelthen bliver til et helt indlæg.

Sagen er den, at jeg er lidt vild med idiotdage (hvis du allerede nu vil vide hvorfor, kan du læse det, jeg har markeret med fed længere nede i indlægget). Selvfølgelig kan jeg fuldt ud forstå din smerte med en åben lynlys på et kontor med moderigtige mennesker. Og jeg sympatiserer i den grad også med dig i forhold til din tragiske ulykke med højresvinget på Guldbergsgade. Selvom jeg grinte højlydt, da jeg læste det. Og jeg er da også fan af en god vinderdag. Sådan en dag med solskin, medvind på cykelstien og chokoladecroissanter på kontoret.

Men du har helt ret i, at der ikke er et flertal af vinderdage. Det gælder også for min kalender. Der er flest dage, hvor jeg spilder kaffe ud over mig selv, ødelægger min bærbar ved at hælde hjemmelavet tomatsovs ud over den (kan du huske det, Nina?), og kommer til at bøvse på en date.

Her den anden dag, mødte jeg en ansat hos Lær for Livet for første gang. Lad os kalde hende Beate – bare for anonymitetens skyld. Beate gik på barsel den dag, jeg mødte hende – så det ville altså blive første og sidste gang, jeg så hende, mens jeg er i praktik. Jeg har hørt om Beate fra de andre ansatte, og vidste altså allerede, hvem hun er, og hvad hun hedder. Så da jeg gik op i frokoststuen, og så et fremmed ansigt, tænkte jeg straks: “det er sgu da Beate det der!” Hendes højgravide mave gjorde mig kun endnu mere sikker i min sag. Og minsandten om det ikke var Beate.

Hun ved selvfølgelig ikke, hvem jeg er, så jeg bliver nødt til at introducere mig selv:

Beate *siddende ved spisebordet* : Hej, jeg hedder Beate
Mig *stående på den anden side af bordet* : Hej, jeg hedder Beate. Nej. Hov. Du hedder Beate. Jeg hedder Anne.. Hej.
Beate *smiler sødt og ignorerer heldigvis min pinlige opførsel*
Mig *skammer mig omgående, sætter mig ned for at spise min frokost*

Hvorfor gentog jeg Beates replik? Hvorfor troede jeg, at jeg pludselig hed Beate? Jeg aner det ikke. Det var bare en af de dage. Idiotdag.

Og dem har jeg mange af. Og det har du tilsyneladende også. Og ved du hvad? Det tror jeg, alle mennesker har. Derfor synes jeg også, dit indlæg var helt vidunderligt. Fordi det minder folk (inkl. mig) om, at alle mennesker dummer sig og gør pinlige ting. Rigtig tit. Oftere end de gør kloge ting.
Det er egentlig min pointe – vi har alle sammen idiotdage. Sådan er det bare. Men idiotdage kan resultere i, at vi kan grine af os selv, og de dumme ting vi gør en gang i mellem. Andres idiotdage minder os om, at vi alle er uperfekte mennesker. Det jeg prøver at sige er, at en idiotdag ikke er så skidt, at den ikke er god for noget.

Jeg vil vædde med at selv Prins Henrik havde idiotdage. Men jeg er sikker på, at han tog dem i stiv arm og med et stort glas rødvin til. Sådan kan jeg også bedst lide mine idiotdage.

SKÅL 🍷🍷!

Og så lige her til sidst. Du nævner, at boller i karry aldrig har været lig med mådehold for dig. Der kan jeg afsløre, at jeg har det helt omvendt. Jeg har måske spist boller i karry 3-5 gange i mit liv. Og jeg er ikke fan. Så dem har du helt for dig selv. Det følte jeg, var nødvendigt at slå fast. Jeg synes boller i karry har for godt et ry, sammenlignet med, hvor underlig en ret det er. Sovs, ris og kødboller? Det er da idiotisk.