10 ting jeg elsker ved at bo alene

Dav Nina!

Her har du mig igen. Tak for de helt nye informationer om skønhedsprodukter tidligere. Det var fascinerende at læse. Jeg kan ikke helt forstå, at du kan bruge så mange penge på noget, du ikke ved om virker. Jeg synes det lyder som noget fis og humbug! Men jeg er dog 100 % parat til at få det modsatte bevist.  Jeg vil også gerne lige slå fast, at du i forvejen altså har virkelig flotte, lange øjenvipper og langt, smukt hår. Og generelt bare er en nydelig ung dame – men det ved jeg også godt, at du godt ved!

I forlængelse af min solo-date den anden dag, har jeg tænkt over, hvor fedt det faktisk er at bo alene. Fuck hvor er det nice. Og hvilken bedre måde at illustrere det ved end at lave en liste! Jeg elsker lister! Mums!

Så her kommer de – 10 ting jeg elsker ved at bo alene (ikke i prioriteret rækkefølge)

  1. Jeg kan gå nøgen rundt. Hele tiden.
    Det er noget, jeg har gjort meget brug af i sommervarmen. Om vinteren er det lidt sværere, men nøgenhed er højt prioriteret i mit hjem. Det kan selvfølgelig også være, at folk går nøgne rundt, selvom de har roomies? Det håber jeg lidt.
  2. Jeg kan fejle i køkkenet, uden at det er pinligt.
    Så længe at jeg er sikker på, at jeg ikke bliver syg af at spise noget – så ryger det sgu ned. Stop madspild! Og når man ikke skal imponere nogen, kan alt ske i et køkken.
  3. Ingen kritiserer min musiksmag.
    Når jeg lytter til musik, er det ofte noget jeg kan synge med på (og lade som om jeg er med i en musikvideo). One Direction og Disney-sange ligger ret højt oppe på listen. Det skammede jeg mig over før i tiden. Det gider jeg sgu ikke mere. Hits fra 90’erne og 00’erne kører også meget på repeat. Den her er et godt bud på en sang, jeg kommer til at høre for evigt. “For Evigt” er til gengæld et bud på en sang jeg ALDRIG hører.
  4. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at jeg ikke har lavet noget produktivt i flere dage.
    Det er stadig lidt vildt, at min mor ikke kommer ind på mit værelse og kigger skuffet på mig, når jeg IGEN har ligget ned en hel søndag. Lidt vildt og ret vidunderligt.
  5. Jeg bestemmer selv menuen.
    Hvilket har resulteret i, at jeg har fået pomfritter med bearnaise til aftensmad. Flere gange.
  6. Jeg behøver ikke at være bange for at vække nogen.
    Ikke at jeg larmer særligt meget. Men når jeg vasker op og synger højt med, så har jeg kun naboerne at tænke på. Og dem jeg er lidt ligeglade med. De må smide en hundelort i postkassen, hvis de bliver trætte af det. Indtil da, synger jeg videre!
  7. Der er ingen, der dømmer mig eller bliver sure, når jeg lader opvasken stå i en uge.
    Undtagen mig selv. Og jeg prøver at holde op med at dømme mig selv. Jeg bliver sgu så ked af det.
  8. Der er heller ingen, der dømmer mig, når jeg snakker med mig selv. Hele tiden.
    Det her er en ret prominent fun fact om mig. Jeg snakker med mig selv. Rigtig meget. Det har jeg altid gjort – mine forældre gør det også. Det er kun taget til efter, at jeg er flyttet hjemmefra. Det er lidt pinligt nogle gange, fordi jeg ikke altid har kontrol over det. Så kigger folk lidt nede i Netto.
  9. Det kræver minus koordinering at have gæster.
    Ikke at det betyder, at jeg har mange gæster hele tiden. Men det er da meget rart.
  10. Det er ikke synd for nogen, når toilettet lugter af bæ. Udover mig selv selvfølgelig. Men det tæller ikke rigtig.
    Jeg tager det meget pænt, når toilettet lugter af bæ. Det er jo bare bæ.

Jeg vil gerne understrege, at den her liste jo ikke er ensbetydende med, at jeg ingen fordele kan se ved at bo sammen med andre. Det er mere bare et forsøg på at fremhæve de gode ting der er, ved den situation jeg selv er i. At værdsætte hvordan man har det. Det skal man lige huske nogle gange, tror jeg. Så næste gang jeg hader at bo alene, så kan jeg lige tjekke den her liste. Skidesmart.

solo-date

Solo-date

Dav Nina

Kan du huske mig? Din studieveninde, som du har en blogkorrespondance med?

Jeg kunne nærmest ikke finde ’tilføj nyt’-knappen, da jeg skulle starte dette indlæg – så lang tid siden er det, jeg sidst skrev noget herinde. Men nu er jeg her i hvert fald. Med kun en smule dårlig samvittighed i bagagen. Og et overstået praktikforløb! Og en snart afsluttet sommerferie! Tiden flyver når man har det sjovt.

I går havde jeg det rigtig sjovt faktisk. Jeg var nemlig på en solo-date. Det lyder muligvis som det værste self-help bullshit, du nogensinde har hørt. Men det er slet ikke så dumt endda.

Jeg bor alene, så på mange måder er hver dag en slags solo-date. Lyder det lidt ensomt? Det synes jeg ikke, det er. Jeg elsker at bo alene. Ikke at jeg nogensinde har haft roomies (ud over mine forældre og brødre, da jeg boede hjemme). Men nu har jeg boet alene i halvandet år, og jeg er stadig væk ret vild med idéen.

På trods af at jeg er vild med at bo for mig selv, kender jeg også mig selv så godt, at det kræver lidt arbejde for at overleve. Min lejlighed er klart mit hjem og min hule, men jeg er også godt klar over, at det kan blive lidt for eneboer-agtigt. Der er jo weekender, hvor jeg ikke går uden for en dør i 48+ timer. Det kan godt sætte ens mentale helbred lidt på prøve. Så en gang imellem kan jeg godt lide at tage mig selv ud – og det gjorde jeg i går. Og som den ægte blogger jeg er, dokumenterede jeg (næsten) hele dagen/daten.

Outfittet
Jeg købte en flot kjole, da jeg var på ferie i Barcelona (mere om dén tur snart forhåbentlig!) og har set frem til at tage den på lige siden. I går virkede som en herlig anledning. Til trods for mine praktiske tendenser, når det kommer til påklædning, så kan jeg faktisk godt lide at se pæn ud. Så jeg tog kjole på! Og mascara! Og støvler! Og øreringe! Synes det endte med at være et ret godt look. Det bedste jeg ved er at have joggingbukser og ingen bh på, men det næstbedste er nu at føle mig lidt lækker.

Jeg havde ikke noget bælte til kjolen, men til gengæld havde jeg noget rustikt gavebånd. DIY for alle pengene baby!

Men! Safety first! Selvom jeg er en fashionista, så skal det ikke stå i vejen for min cykelhjelm. Eller en varm jakke, hvis nu det blev regnvejr.

Frokost
Jeg besøgte Gaarden & Gaden, hvor jeg aldrig havde været før, men cyklet forbi mange gange. Jeg bestilte en Croque Madame uden helt at kunne huske, hvad sådan en indeholder. Men jeg undlod at Google det, for overraskelsens skyld. Living on the edge, Nina. Sådan er jeg bare. Og det var virkelig fråderen!


Det er altid lidt nervepirrende at skulle gå alene ind på et spisested og spørge efter ’et bord til én’. Men det er sjovt, at jeg har det sådan, for jeg har gjort det virkelig mange gange nu, og der er aldrig en tjener, der har rynket på næsen over det. Eller givet mig et trist blik, når jeg sad og spiste alene.
Jeg plejer bevidst at undgå at spørge om ’et bord til én’ men bruge nogle andre ord. I går spurgte jeg tjeneren om ’de havde plads til mig’ og så var det pludselig en helt anden situation. Ord kan sgu et eller andet, Nina. Det er ikke for sjov, at vi læser kommunikation, tror jeg. Okay, det er lidt for sjov. Men også lidt for alvor.

Begravelsesplads
Efter frokost gik jeg tur på Assistens Kirkegård. Som jeg naivt i årevis har troet hed Assistentens Kirkegård. Ups. Men der var herligt! Jeg kan ret godt lide kirkegårde – hvilket måske er lidt dystert. Men jeg synes, det er spændende at kigge efter sjove efternavne og flotte gravstene. Og tænke over alle de skæbner og gode historier, der ligger begravet. Det er altså lidt livsbekræftende at vide, at vi alle sammen skal dø. Det lyder lidt modsigende, det kan jeg godt læse. Jeg mener bare, at der er noget dejligt befriende i at vide, at vi alle skal samme vej.
Jeg bevægede mig også ind på Mosaisk Nordre Begravelsesplads som ligger i Møllegade. Havde aldrig været derinde før, der var virkelig smukt! Flotte gamle lindetræer og en masse gravsten. Pladsen er fra 1694, og så vidt jeg kan forstå er det Danmarks første jødiske begravelsesplads. Den er i hvert fald gammel. Og meget imponerende!

Mamma Mia
Nå, nu til dagens/datens højdepunkt! I 2008 så jeg den første Mamma Mia i biografen. Og var ikke synderligt begejstret. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig noget forhold til ABBA. Det har jeg fået efterfølgende, og nu har jeg måske set den film 7 gange. Cirka. Så selvfølgelig skulle jeg se efterfølgeren. Den var fjollet. Cher var med, så det var lidt uundgåeligt. Den vinder helt sikkert ikke en Oscar, men det er jo heller ikke meningen! Der er gedigen underholdning, god musik og smukke mennesker. Jeg slugte den råt selvfølgelig. Jeg grinte. Jeg græd. Jeg kommer helt sikkert til at se den igen. Og igen. Og igen. Du ved, hvad jeg mener, Nina.

Galette, Gin og Bones
Dagen sluttede hjemme i Brønshøj, hvor jeg lavede galette. Hvilket egentlig bare er et fancy ord for en tærte uden tærteform. Mums i hvert fald. Jeg fik mig en gin & tonic (eller tre) og så et afsnit Bones (eller tre). Og så dejsede jeg omkuld. Skøn dag. Skøn date. 10/10 kan klart anbefales for alle singler derude. Også folk i forhold! Alenetid skal ikke undervurderes.

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (REAL TIME)

Dav Nina!

Jeg kan jo ikke andet end at lytte til din anbefaling om at kopiere dit indlæg fra den anden dag. Så her har du fem ting, du ikke vidste om mig, som jeg også selv har opdaget for nyligt.

  1. Da jeg læste om, hvor hurtig en cyklist du er, gik det op for mig, at jeg er den langsomme cyklist, du overhaler. Jeg hader at cykle alt for stærkt. Indrømmet, jeg overhaler også en gang i mellem. Men oftest bliver jeg bare hængende i indersporet – bag alle de andre, der heller ikke gider at cykle hurtigt. Puha, jeg lyder som en gammel dame.
  2. Når jeg er træt og har en fridag – så jeg laver ikke noget. Det har jeg fået bekræftet i dag. Jeg havde ikke snakket med et andet menneske i over 24 timer, indtil jeg gik over i Superbrugsen for at købe popcorn. Og der fik jeg kun sagt ‘ja tak’ til, at jeg gerne ville have kvitteringen. Ellers har jeg kun snakket med mig selv. Efter at have været sammen med andre mennesker i så lang tid på Folkemødet, er jeg simpelthen nødt til at lukke ned. Så jeg kan blive klar til at opføre mig (nogenlunde) anstændigt, når jeg i morgen skal tilbage til virkeligheden.
  3. Efter jeg er flyttet hjemmefra, har jeg fundet ud af, at jeg nogle gange har brug for at græde lidt. Få renset ud i tårekanalerne. Ikke nødvendigvis fordi jeg er frygtelig ked af det – en gang i mellem trænger jeg bare til en tudetur. Det var derfor jeg så The Last Song i går. Den kan jeg næsten altid græde til. Du har muligvis ikke set den Nina – men det er Miley Cyrus post Hannah Montana men præ Wrecking Ball og weed (som hun nu også er holdt op med). Virkelig en magisk periode! Plottet er selvfølgelig ret dumt, og den har heller ikke vundet nogen Oscar. Men jeg får altid våde øjne, når jeg ser den. I går fik jeg grædt rigtig godt igennem til den. Især denne her scene rammer mig ekstra hårdt. Miley Cyrus’ far i filmen (spillet af Greg Kinnear) er lige død – kæmpe spoiler – og sønnens reaktion er bare så hjerteskærende.
    Jeg kan også altid græde til videoklip af soldater, der kommer hjem til deres familie/kæledyr/partnere. Det går lige i hjertet.
  4. Du nævnte din indre kamp mellem Komfort-Nina og Smarte-Nina. Der har jeg opdaget, at jeg er 95 % Komfort-Anne. Smarte-Anne er en lille hvisken i mit baghoved – og jeg lytter sjældent til hende. Jeg vil altid gerne have det behageligt og være klædt praktisk på. Det har blandt andet resulteret i, at de ECCO-sandaler, jeg i sin tid købte for at tage med på vandretur til Skotland, er blevet mine hverdags-sandaler. Mine søde kolleger hos Lær for Livet har kun drillet mig en smule med dem. Men på en kærlig måde. Tror jeg.
  5. Jeg har lige læst de fire ovenstående ting, og jeg må fremhæve min pointe fra ting nr. 1 – jeg lyder virkelig som en gammel dame. Der er i hvert fald træk ved mig som er lidt kone-agtige. Mine ECCO-sandaler er et godt eksempel. Eller det faktum, at jeg allerbedst kan lide at have kort hår – fordi det er nemmest at pleje. Jeg elsker Matador-serien. Jeg kan virkelig godt lide at bage og glæder mig absurd meget til næste sæson af Den Store Bagedyst. Og så er mine knæ begyndt at knirke, når jeg går op af trapper.
    Puha, nu har jeg lidt krise.
    Er jeg gammel? Eller bare gammeldags? Jeg synes, at jeg er ret progressiv i mine holdninger, men jeg kan virkelig godt lyde som….. Åh gud. Jeg lyder som min mor. Jeg er ved at blive min mor. Fuck.
    Og dog – det kunne være værre. Min mor er faktisk ret skøn. Skud ud til min mor! Hende vil du kunne lide Nina, det er jeg sikker på.

Siden sidst: strøtanker

Dav Nina!

Jeg kommer flyvende denne mandag med en lille liste af strøtanker/oplevelser fra den seneste tid. Du kan lige læse udkastet til listen fra mine noter på mobilen:

  1. noget om vejret
  2. noget om udveksling
  3. de gode cykelgutter
  4. min nye lampe

Genialt ikke? Jeg kan tydeligvis noget med ord – det danske sprog er som blødt metal i mine hænder, og med det smeder jeg de skarpeste sværd, du kan forestille dig. Eller noget.

Nå, tilbage til listen.

Noget om vejret
Det er noget med, at danskerne snakker helt vildt meget om vejret. Mere end andre lande, har jeg hørt. Jeg har ingen kildehenvisning på denne information, og det beklager jeg.
Her på det seneste har det jo været formidabelt vejr. Jeg ved ikke, om du har opdaget det? Solen har skinnet en liiiiiille smule.

Og folk kan fucking slet ikke få armene ned over det! Det er vanvittigt! Begejstringen vil ingen ende tage. Menneskemængder kaster sig ned på hver græsplet, de kan finde, og temperaturen bliver tilføjet på samtlige insta-stories.

Den her video jeg så på mit Facebook-feed opsummerer det hele meget godt. Selvom de måske overdriver en lille smule. For det er jo dejligt vejr! Og det skal nydes!

Jeg har virkelig tænkt meget over det med vejret. Der hvor jeg kommer fra (livet som landmandsdatter), har vi også altid snakket meget om vejret. Men der er definitionen af ‘godt vejr’ lidt anderledes. Dér kan godt vejr også være regnvejr. Eller overskyet. Nogle gange skal det bare være helt vindstille, så far kan sprøjte (ja, han er sådan en slem landmand, der ødelægger naturen. uha uha).
Efter jeg er flyttet til København, kan jeg godt se, at min egen indstilling til vejret har ændret sig lidt. For fuck, hvor jeg elsker det her solskin! Jeg har bare lyst til at være uden for hele tiden. Men samtidig sidder der stadig lidt bonderøv i mig, som fnyser lidt over københavnernes afhængighed af solskin. Men så igen – i eftermiddag sad jeg bare og hørte musik i tre kvarter nede i gårdhaven med en iskaffe. Bare fordi solen skinnede – så måske skal jeg lade være med at pege fingre. Det er generelt en ret dårlig vane, folk kigger altid sådan, når jeg peger på dem.

Jeg sad måske også i solen og lavede ingenting som en lille overspringshandling. For der i virkeligheden noget, jeg hellere skulle bruge min tid på. Hvilket leder mig videre til næste punkt.

Noget om udveksling
Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive her. Tror mest det er fordi, JEG SKAL FUCKING SKRIVE ANSØGNINGER TIL UDVEKSLING! Det stresser jeg lidt over, som du måske kan fornemme ved min brug af Caps Lock. Så det er en ret permanent strøtanke lige for tiden. Hvis permanente strøtanker ikke er et oxymoron. Som forresten er et skønt begreb.

De gode cykelgutter
Det her er bare en herlig oplevelse, jeg havde den anden dag. Jeg cyklede hjem efter at have set Avengers: Infinity War i Empire Bio (som jeg muligvis skriver en Anne Anmelder om? Overvejer det). Det var i onsdags – og derved dagen før en fridag (Kr. Himmelfart). Så der var god stemning på Nørrebrogade kl. 22.45. Omkring Nørrebros Runddel ender jeg bag to kammerater, der tydeligvis er på vej hjem efter et par bajere. Der er god stemning.

En af fyrene begynder højlydt at synge titelsangen fra den klassiske serie Beverly Hills 90210. Dén er jo ret svær at synge – eftersom der ikke er noget tekst, men han formåede alligevel at gøre det ret godt. Derefter slår han over i denne klassiker af Linkin Park. Virkelig vidunderligt nummer – jeg havde helt glemt det. Jeg blev i så godt humør af at køre bag dem. Samtidig med at jeg følte mig lidt som en creeper, ved at cykle bag dem og lytte.

Senere gik han videre til ‘banke banke på’ vitser. Som jo virkelig er en humoristisk guldgrube. Jeg hørte desværre kun pointerne. Og så var det ikke lige så sjovt?
Det var dog ret sjovt da én af pointerne var titlen på Britney Spears hittet ‘Oops!… I Did It Again” – fordi de bare begyndte at synge den. Virkelig også en skøn sang!

Hans kammerat agerede et godt publikum under hele showet – også selvom han skulle koncentrere sig om at cykle. Det var en skøn tur hjem til Brønshøj, det må jeg sige.

Min nye lampe
Sidste punkt på listen er virkelig kort. Jeg har fået en ny lampe, som min far har lavet til mig ud af gren, fra et væltet træ på gården. Den er jeg virkelig glad for, og jeg vil gerne vise dig den. Se!

dsc_1584 dsc_1565

Er den ikke pæn?? Det var alt for denne gang. Nu går jeg i seng. Godnat!

RE: FEM TING DU IKKE VIDSTE OM MIG (YOUNG GUN EDITION)

Dav Nina!

Ih, jeg er vild med dine facts om dig selv. Du lyder virkelig som et herligt barn. Men det giver jo mening – for du er også herlig som voksen.

Jeg håber det går godt med din udfordring! Jeg tror i hvert fald på dig. Selvom jeg også tror, at det er super svært at neddrosle sit mobilforbrug.

På din opfordring vil jeg selvfølgelig også kaste fem fede informationer fra min barndom efter dig. Og resten af verden, der jo følger med i bloggen.

1. Jeg har engang kastet en sten i hovedet på en fremmed
Det her jager mig stadig den dag i dag. Jeg får vanvittig dårlig samvittighed, når jeg tænker på det.
Vi var på sommerferie på Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor gammel jeg var. Ikke særlig gammel tror jeg.
Hele familien var på stranden. Og vi havde placeret os et stykke fra vandkanten. Jeg gik uskyldigt rundt og pillede i noget sand. Og så fandt jeg en virkelig sej sten. Som bare var så god, at jeg blev nødt til at kaste den ud i vandet – for at høre den der herlige lyd, der kommer, når en sten stammer rammer vandet. Det der ‘blop’. Så jeg løfter stenen op fra sandstranden og ‘sigter’ mod vandet. Og kaster. Uden at tænke over, at der foran vandkanten (som nok er for langt væk, til at jeg overhovedet har en chance for at ramme den) sidder en mand.
Som bliver virkelig sur, da han får en sten i hovedet. Hvilket man jo godt kan forstå. Han skælder ud på min far (100 % uskyldig og forvirret) og mig (100 % skyldig og rædselsslagen). Han hidser sig op. På hollandsk. Det mest skræmmende og intimiderende sprog, der findes.
Jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på det.
Det var sådan, at jeg lærte, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Eller er på en strand med mange mennesker. Same, same.

2. Jeg har engang fået en sten i hovedet
Den her episode er beviset på at karma eksisterer. Flere år efter turen til Gran Canaria er jeg på en klassetur til Danmarks Akvarium (inden det flyttede og fik navnet Den Blå Planet). Efter en tur rundt i akvariet og en velfortjent madpakke, venter vi på at bussen skal samle os op, så vi kan komme hjem til Sydsjælland. Af en eller anden grund bliver vores tidsfordriv at kaste en sten til hinanden (sådan husker jeg det). Mette kaster stenen til Tobias. Hvad vælger Tobias at gøre? Han dukker sig. Et glimrende instinkt. Som jeg ikke besidder. Hvilket resulterer i, at jeg får en sten i hovedet. Og knækker et liiiiiille stykke af mit højre kindben/knogle/whatever.
Karma. Jeg siger det bare. It’s fucking real.

3. Jeg havde en usynlig ven
Min usynlige ven var den sejeste i hele verden. Og en genial legekammerat, da jeg voksede op på gården. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille.  Jeg var hjemme hos mor. Og hun havde ligesom ikke tid til at lege med mig. Hun skulle lave regnskab, smøre madpakker, ordne have og andre voksenting, som jeg bestemt ikke gad/måtte være en del af. Så måtte jeg jo ligesom underholde mig selv. Og det var jeg vanvittig god til. Det blev jeg i hvert fald. Gården blev til et kæmpe univers, og jeg opdigtede utallige vilde eventyr. Jeg reddede hele verden og flygtede fra onde monstre. Og så lavede jeg også ret meget ‘mad’. Sådan noget med sand, skvalderkål og bark. Nyt nordisk, som det hedder nu til dags – bare kald mig firstmover.
Og i alle mine eventyr havde jeg altid Mimi med mig. Mimi var lige så gammel som mig. Og så havde hun helt lysegult hår. Og hun havde altid lyst til at være med i mine eventyr.
Jeg tror, at Mimi er en af grundene til, at jeg snakker så meget med mig selv. Det er bare en gammel vane fra dengang, jeg snakkede med hende hele tiden.
Skud ud til Mimi. Min allerførste veninde!

4. Jeg opfandt min egen bøn
Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvorfor jeg gjorde det. Men det var altså en ting. Hver nat inden jeg skulle sove sagde jeg:
“Kære Gud. Gud, tak fordi du har velsignet os i dag, Gud velsigne os igen i morgen.
Amen. Gud, jeg håber du har hørt min bøn.”
Er det ikke super nøjeren? Når jeg tænker på min lille pigestemme, der hvisker ud i mørket, lyder det som en fucking gyser. Jeg sagde den i mange år. Indtil jeg blev teenager tror jeg. Og konfirmeret. Så holdt jeg op. Er det ironisk?
Når jeg var på besøg hos min farmor, bad vi også altid fadervor inden vi skulle sove. Men det var mest en vane for min farmor. Og det var lidt hyggeligt at sige den i kor.
Jeg troede nok lidt på gud, da jeg var lille.
Nu tror jeg bare på, at der er noget, der er større end os alle sammen.
Karma måske.
Eller aliens.

5. Min fantasi sidder i pegefingeren
Da jeg var yngre, kunne jeg også godt lide at skrive. Jeg elskede at skrive danske stile – især hvis man måtte skrive lige, hvad man ville. Men nogle gange så kom der bare slet ingen gode idéer. Jeg kunne slet ikke komme på, hvad jeg skulle skrive om. Og som det herlige (læs: meget dramatiske) barn jeg var, blev jeg overbevist om, at jeg havde mistet min fantasi. Det var jo lige til at græde over. Så det gjorde jeg. Piv piv. Så måtte min tålmodige klasselærer Dølle forklare mig, at fantasien aldrig rigtig kan forsvinde. Den skal nok komme igen lige pludselig. Den kan aldrig blive væk. Det forstod jeg ikke.
“Men hvor er den henne? Jeg skal jo bruge den nu,” peb jeg utålmodigt.
“Den sidder i din højre pegefinger, Anne,” forklarede Dølle sagfærdigt.
Jeg kiggede underfundigt på min højre pegefinger. Med en eller anden forventning om, at jeg ville kunne få øje på fantasien. Det kunne jeg ikke.
Men Dølle var den klogeste, jeg kendte (udover Mimi), så hun måtte have ret. Og minsandten om det ikke hjalp på fantasien, da jeg pludselig var klar over, hvor den sad henne. Det ville jo være umuligt at miste min fantasi, når den sad i min højre pegefinger – den kunne jeg altid finde!
Genial logik.
Måske tror jeg stadig lidt på, at min fantasi sidder dér. I min højre pegefinger.
Måske.

Older posts